Det ligner lidt en sensation, at Wiener Philharmoniker har indspillet Gades populære ”Tango jalousi”. Lad os bare begynde med den, selv om den kun er ekstranummer på en ny cd fra Dacapo med Rued Langgaards symfonier nummer to og seks. Og så er det da en tilforladelig ide at tage Gade med, hvilket velsagtens den gode finske dirigent Sakari Oramo har fundet på. Det er ikke nogen overraskelse, at man kan have hørt mere inciterende eller dramatiske udgaver af Gades tango, men det er alligevel noget særligt at høre den gengivet af et så klangstærkt og perfekt spillende orkester. Det er en luksusudgave, som har nok af det hele, også den fængede rytme, bare rolig. Musikken er dansk, men i Argentina tror de, at den er argentinsk. Radiosymfoniorkestret spillede den engang som ekstranummer på turné i Argentina, og jeg morede mig da med at spørge publikummer, hvilket land komponisten kom fra, og alle mente, at det var en argentiner.

Hovedkomponisten på cd’en er Rued Langgaard, som man aldrig ved, hvor man har, men som er mere spændende og kvalitetsfyldt, end dansk musikliv har villet være ved. Vi kender alle til hans ”landsforvisning” til Ribe. Med tiden har vi opdaget, hvad hans musik i virkeligheden indeholder. Det opdagede man langt tidligere i Tyskland og Østrig. Det er ikke et tilfælde, at et førende orkester som Wiener Philharmoniker her har indspillet tre af hans værker. Den anden symfoni kaldet ”Vårbrud” blev endda koncertopført af orkestret i 1922. Man må sige tak til Wiener Philharmoniker og den finske dirigent Sakari Oramo, at de har taget Langgaard op igen.

Dertil må man sige, at Langgaard her befinder sig i den centraleuropæiske tradition. Man aner for eksempel også Richard Strauss. Teenageren Langgaards første symfoni blev uropført af Berliner Philharmoniker i 1913. Nummer to fra 1914 er helt anderledes. Godt, Langgaard var altid anderledes. Over den har Langgaard sat slutordene i Goethes ”Faust”: ”Alles Vergängliches ist nur ein Gleichnis“ (Alt forgængeligt er kun en lignelse). Førstesatsen skal beskrive den umodne, barnlige menneskesjæl. Lad så være med at prøve på at finde en normal symfonisats-opbygning. Langgaard overrasker altid, og hvor er det dejligt. Anden sats reflekterer over verdens forvandling, og sandelig om man ikke hører den fraserede melodi til ”Julen har bragt velsignet bud”. Symfonien slutter med en sopransang (akkurat som i Mahlers fjerde symfoni), en sang om lærkerne af tyskeren Emil Rittershaus.

Omkring den sjette symfoni med titlen ”Det himmelrivende” skriver Jens Cornelius i tekstheftet, at Langgaard fornemmede Antikrist overalt – i Verdenskrigen, i den mekaniske støj, i grådigheden og i seksualitetens begær. Hans sjette symfoni kan opfattes som et bevidst modsvar til Carl Nielsens fjerde symfoni ”Det uudslukkelige”. Man kan sammenligne titlerne. Det må også være meget bevidst, at der er to paukesæt i begge symfonier foruden megen barsk karakterlighed. Der en del genbrug i symfonien fra operaen ”Antikrist”, der blev afvist af Det kgl. Teater i 1923. Symfonien fortæller, hvilke syner Langgaard havde set i tiden. Han sagde selv om sin symfoni, at ”den lyder som moderne musik, men den er det ikke”. Når man først har fået det at vide, finder man ideen i udsagnet i musikken.

Endelig er der en sats fra den 14. symfoni (omkring 1950) med titlen ”Morgenen” for strygeorkester. Det er Langgaard fra en helt anden side – igen. Langgaard beskriver morgenen som en opstandelse og det evige liv. ”Upåagtede morgenstjerner” er en sats med en egen skønhed, som man som ejer af cd’en vil tage frem, når man lige har syv minutter til at lade roen fylde sig. Men lige efter slutter ”Tango jalousi” af med fire minutter helt anderledes fængende dansetoner. Det er en cd, som fortjener et godt salg også herhjemme. Det er godt samtidig at få Jens Cornelius’ artikel på dansk. Rued Langgard og Jakob Gade.  Wiener Philharmoniker, dirigent Sakari Oramo. Dacapo cd 6.220653. 71 minutter. ***** 5 stjerner af 6.   

Wiener Philharmoniker renset for me too-anklage

Nu til noget helt andet, men vi bliver i Wien. I slutningen af april i år blev en professor på Universitetet for musik og gengivende kunst fyret i en me too-sag og derefter fritstillet fra sin dobbeltstilling som cellist på Wiens Statsopera og i Wiener Philharmoniker orkestret. Dengang gik Operaen og philharmonikerne straks i gang med en undersøgelse af fakta og efter dusinvis af samtaler i mange konstellationer og under inddragelse af retlig og psykologisk rådgivning af kvindelige musikere (også vikarer) er man kommet frem til, at der ”ikke findes nogen konkret arbejdsretlig eller strafretlig relevant beskyldning mod musikeren. Dermed består der ikke længere nogen grund til en videre fritstilling”.

Musikeren genoptager sin stilling på Statsoperaen og ved Wiener Philharmoniker den 17. september, skriver det østrigske dagblad Kurier. ”Universitetet står fortsat for den holdning, at der af hensyn til bevarelsen af værdigheden og menneskerettighederne ikke kan forhandles om sagen”, siger universitetsrektor Ulrike Sych.  Af hensyn til de implicerede vil universitetet ingen oplysninger give om fyringen.

Den 81-årige schweiziske dirigent Charles Dutioy dirigerer i denne uge koncerter i sit hjemland i Montreaux med pianisten Martha Argerich. Han er blevet engageret som fast første gæstedirigent for Sankt Petersborg filharmoniske Orkester med de første koncerter i mal 2019. Ellers er langt de fleste af hans engagementer blevet aflyst, efter at fire kvinder i foråret anmeldte ham for at have forulempet dem seksuelt. Sagen er ikke kommet for retten på grund af forældelse.   

Giv den gas til Händel-opera

Vi tager en gang til med noget helt andet. Det konkrete først. Det jyske Musikkonservatorium og Aarhus Symfoniske Orgelfestival præsenterer lørdag den 10. november i Helsingør Theater i Den Gamle By i Aarhus en af Händels mest spændende operaer også musikalsk. Det sker endda to gange, kl. 15.00 og kl. 19.30. Der vil blive spillet små orgelstykker af Händel som pauseindslag. Ellers bliver alt som i begyndelsen af 1700-tallet med teatrets gode, gamle faste scene og tidssvarende kostumer som holdepunkt.  Derimod vil der være så lidt som muligt af moderne lyssætning.

Nu kommer vi til det sjoveste: Publikum vil blive opfordret til at leve så meget med, som publikum gjorde dengang. Det foregik mere løssluppent, endda mere ”uartigt”, når det rigtigt gik løs med en ord-hørm, som er uhørt i dag. Der er dog ingen tvivl om, at publikum i Helsingør Theater ikke vil genere aktørerne og de unge sangere, og hvis de gør det alligevel, så vil de høre for det fra den store del af publikum. Men lidt diskussion og nogle sjove tilråb skal vi nok få fra tilskuerpladserne.

Det er ikke en af Händels mest spillede operaer. Skyldes det, at der er tale om et højspændt drama med mord og jalousi? Næppe. Grunden er snarere, at det er tilfældigt, hvilke Händel-operaer, der spilles mest i dag. Jeg har hørt noget af musikken. Den har kvalitet, og operaen ender godt. De rigtige får hinanden.

På ét punkt bliver det ikke som på Händels tid. Tre manderoller, som dengang blev sunget af kastrater, bliver sunget af mezzosopraner. Kastrater er en mangelvare på konservatoriet. Resten har de, solister, sangstuderende, orkesterstuderende og kendere af barokstilen til at styre det hele. Jens Krogsgaard, ja tenoren, der har vist, at han kan instruere, står for den del. Dirigenten er Søren K., altså for at berolige Søren Kinck Hansen, og Frode Steengaard, har indstuderet sangerne.

Billetter? Ja, der må jeg citere pressemeddelelsen: Åbning af billetsalg vil blive annonceret på www.musikkons.dk og på https://www.facebook.com/musikkons.dk

Flotte Klassiske dage i Holstebro

Forinden skal vi en tur til kulturbyen Holstebro. Fra den 3. til den 7. oktober afholdes for 14. år i træk ”Klassiske dage” med et flot varierende program, som man kan studere nærmere på www.klassiskedage.dk   Festivalen er den internationale fløjtenist og Holstebro-pige Janne Thomsens ide og bedrift, som hun stadig holder i live. I år sker det med tilskud fra A. P. Møller-Fonden.

På programmet er det imponerende at se en koncert med titlen ”Nye horisonter” som byder på fem nye bestillingsværker, to af dem med rødder i jazzen og folkemusikken, de øvrige i den klassiske musik. Denne koncert kommer også til Struer, Viborg, Herning, Thorsminde og Aarhus. Tre musikere er gennemgående, violinisten Hugo Ticciati, Christoffer Sundquist på klarinet og naturligvis Janne Thomsen selv med sin tindrende fløjte. Hovedtemaet er ”North around the Baltic sea. Endnu en klassisk sværvægter bliver pianisten Katrine Gislinge, som sammen med et 55 musikere stort orkester spiller Mozarts klaverkoncert nr. 21, som han skrev til filmen ”Elvira Madigan”, naturligvis uden selv at vide det.

Et andet slagord for Klassiske dage hedder talentudvikling. De unge er med og lytter ikke blot. De spiller sammen med de professionelle musikere. ”Det er vigtigt for at holde motivationen i gang”, siger Janne Thomsen. Det var en vigtig faktor i hendes egen opvækst.

Billede: Janne Thomsen