***** 5 stjerner af 6   Da jcklassisk.dk var ung, skrev jeg en pladeanmeldelse med titlen: ”Også for elskere af Brahms”. Den blev hurtigt den første artikel med over tusind læsere, og det var forbløffende mange dengang. Nogle må være blevet skuffede. Det var ikke Brahms’ musik, de fleste læsere gik efter. Dengang var filmatiseringen af Francoise Sagans fortælling ”Aimez vous Brahms” aktuel. Jeg tør nu bruge en ny variant af denne rubrik.  Aarhus Symfoniorkester har startet sæsonen med en stor Brahms-festival bestående af tre orkesterkoncerter og tre kammerkoncerter. Alle fire symfonier er der, desuden violinkoncerten og den anden klaverkoncert. Til den første orkesterkoncert lød bifaldet fra den fyldte sal, som hed det: ”Vi elsker Brahms”. Og det forstod man godt.

I mange år var Brahms en vanskelig sag for landsdelsorkestrene, hvis det skulle være blot nogenlunde i orden. Hvilken forskel til i dag. Den første orkesterkoncert af fire (denne anmeldte koncert gentages fredag) inden for 10 dage var en bedrift. Orkestret var udvidet, men klang som en helhed. Orkesterspillet var stærkt, præcist og udtryksfuldt saftigt. Ja, ordet saftigt vil måske ikke behage alle læsere, men det er dækkende for en orkesterklang, der var alt andet end tør eller endformig. Orkestrets chefdirigent Marc Soustrot har vidst, at han af sit orkester har kunnet stille de store krav, som en sådan festival kræver. Og han har ret.

En pianist med aura

I Brahms’ anden klaverkoncert fik vi en af de store gamle pianister, en ægte repræsentant for wienerskolen, den 71-årige Rudolf Buchbinder. Han var som femårig den yngste nogensinde, der er blevet optaget på Wiener Musik Hochschule og det hos Bruno Seidhofer, som netop var den store klaverlærer bag wienerskolen. Buchbinders Brahms-spil var stort i sin rene klassiske enkelthed, selvom enkelt ikke er et ord man vil bruge om denne også for lytterne vanskelige koncert at hitte rede i. Man har netop i denne koncert ofte kunnet høre netop dirigent og solist gå skævt af hinanden. Her var det herligt at høre Buchbinder og Soustrot og med ham orkestret finde så stærkt sammen. En lille detalje: Under bifaldet gik Buchbinder ned i orkestret og hyldede solocellisten Eugene Hye Knudsen. Det var med rette. Sikke en pragtfuld udtryksfuld cellotone. Turen kunne være fortsat rundt i orkestret.

Man har altid hæftet sig ved, at Brahms efter sin succesfulde første klaverkoncert tøvede i 22 år med at komponere sin anden og sidste klaverkoncert. Den blev uropført i 1881 i Budapest med ham selv ved flyglet. Derefter fulgte en lang række opførelser med pianisten Brahms rundt om i Europa. Efter en af dem rejste han sig og spurgte med sin specielle humor publikum: ”Jeg håber ikke, at jeg har forstyrret Dem”.  I Aarhus kan Rudolf Buchbinder næppe have forstyrret nogen. Tværtimod. Hvor intenst blev der ikke lyttet.

Buchbinders ekstranummer var en overraskelse. Efter en stor og intenst ladet Brahms-koncert hev han nærmest ud af ærmet en gnistrende, virtuost medrivende fantasi ”Soirée de Vienne” over melodier fra Johann Strauss den yngres operetteverden, ”Zigeunerbaronen”, ”Flagermusen” etcetera. Buchbinder har selv ”nykomponeret” denne ”Soirée Vienne” som sit opus 56. Et festligt øjeblik var vi pludselig i Wien.

Fire symfonier i omvendt rækkefølge

Efter pausen kom Brahms fjerde symfoni. Det var ganske interessant at hans sidste symfoni skulle blive den første på den lille festival. Vi hører dem alle i kronologisk tilbagegang. Symfonien er lettere at gå til end klaverkoncerten, også fordi den er bygget op af musikalske former, som vi kender, den traditionelle sonateform, tema med variationer og en herlig version af den gamle barok variationsform passacaglia. Brahms har nok moret sig med at skrive symfonien, for han er både lidt lystig og mere alvorlig. Mol og dur i mange facetter. Og det i en stor fremførelse, som lover endnu tre symfoniske oplevelser i de næste dage.

Denne koncert gentages i aften fredag. Den 3. og den 2. symfoni spilles onsdag den 19., og den første symfoni spilles sammen med violinkoncerten lørdag den 22. september klokken 15.00. Solist er den pragtfulde Baiba Skride. De to sidste kammerkoncerter finder også sted i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus den 17.og 20. september. Nu kan vi elske Brahms.

Billede: Rudolf Buchbinder.