Man kan hævde, at Georges Bizets ”Carmen” er en af de operaer, som man ikke behøver at kende, før man går i operaen. Koner kan invitere mændene med til ”Carmen” uden at være nervøse for, at de vil falde i søvn. Det er en opera med en fængslende kvinde som midtpunkt og med fængende melodier, som man rives med af. ”Carmen” er sagen for dem, som mener, at en god opera skal have en melodi eller flere at nynne sig hjem på. Men naturligvis er det ikke et nødvendigt succeskriterium. Og naturligvis giver det altid større udbytte, jo bedre man er inde i operaen.

En katastrofe

Men premieren på ”Carmen” på Opéra Comique i Paris den 3. marts 1875 blev en katastrofe for komponisten, og det var en af de specielle. Den blev ikke piftet ud som så mange andre. Der var høfligt bifald, men kun høfligt, hedder det. Stemningen i teatret var ligegyldig, og det slog Bizet ud. Men var ”Carmen” i virkeligheden kun for ny og for anderledes for publikum? I dag værdsætter vi Bizet for, at han var sin egen, Pressen var også negativ, men det er blevet dokumenteret, at den i Paris dengang mest gik ud på at overbyde hinanden negativt. 

Tre måneder senere døde Bizet som kun 38-årig. Eftertiden har ikke forstået, hverken hvorfor han døde, eller hvorfor ”Carmen” ikke blev en succes. Hvordan kunne publikum undgå at blive tændt af en så levende melodistrøm. Begejstret blev publikum til gengæld i Wien i oktober samme år for en ny version, som Bizet havde bedt sin ven Ernest Guiraud at lave. Den oprindelige talte tekst mellem musiknumrene blev erstattet af musikalske recitativer, og denne version hjalp meget til at gøre operaen til en succes. Friedrich Nietzsche, filosoffen, som også komponerede, benyttede endda ”Carmen” til et angreb mod Wagners operaer.

Vi får originalversionen

På Den jyske Opera vender man tilbage til originalen, som faktisk nu altid benyttes i Frankrig, og det er godt af flere grunde. Oplevelsen af operaen som et forløb fra et genrebillede til et intens drama er stærkest i originalen. Den talte tekst giver flere små detaljer. Der tales meget i begyndelsen, men det tynder ud mod den dramatiske finale. Guiraud måtte forkorte den oprindelige tekst, da den tager længere tid at synge end at tale. I originalen får vi for eksempel at vide, at officeren Zuniga til anden akts krofest har inviteret den berømte toreador, som i den senere version blot dukker uanmeldt op. ”Carmen” kaldes en opera comique. Naturligvis er der ikke megen komik, men ordet comique står på fransk for operaer med talt tekst mellem musiknumrene, og de var henvist til at blive opført på Paris’ anden operascene Opéra Comique.

”Carmen” må være en specielt tillokkende opera at sætte op. For en dirigent er der meget effektfuldt at tage fat på, og den fornøjelse får franskmanden Jérome Pillemant, som i 2004 dirigerede Massenets ”Don Quichotte” meget overbevisende på Den jyske Opera. For en instruktør er operaen rig på forskellige mulige tolkninger, og det bliver amerikaneren Thaddeus Strassberger, der skal finde sin vej. Måske hjælper den tyske musikkritiker Robert Braunmüllers artikel i Den jyske Operas programbog til at finde vejen til netop Den jyske Operas bud. Artiklen hedder ”Om kærlighed eller død”. Operaen handler om begge dele. Jeg citerer Braunmüller: ”For Carmen er kærligheden noget, der lever i øjeblikkets vekslende luner og den er identisk med seksuelt begær”.  Og mere diskutabelt: ” Lidenskabelig kærlighed er befriet for skyld”. Og om døden: ”Carmen benægter døden, og hun nyder sit liv i øjeblikkets tilfredsstillelse. Selv om hun er sikker på, at José vil myrde hende, forbliver Carmen sig selv tro”.  

Carmen elsker, men hvem stærkest

Spørgsmålet, hvem Carmen elsker stærkest, er ikke så lige til. Escamillo er den næste efter Don José i rækken af Carmens mænd. Der turde være mange af dem, men operaen har kun plads til de to. Don Josë er den mest spændende for hende, selvom hun må betragte ham som et skvat. Han vækker hendes interesse, da han som den eneste tilsyneladende ikke interesserer sig for hende. Hendes følelser for ham vågner, da han som hendes bevogter i stedet lader hende slippe fri – og selv må i fængsel. Hun er pjattet som en nyforelsket, da han kommer ud igen. Hendes skuffelse er dyb, da han straks vil forlade hende på grund af sin soldaterpligt. Han synger da inderligt om sin kærlighed til hende, hvor han mindes det øjeblik, da hun kastede en rose til ham. Hun forstår det ikke: ”Nej, du elsker mig ikke”. Afslutningen her på Josés arie og hendes fortvivlede og uforstående konstatering er et intenst øjeblik. Desværre må publikum her klappe efter Don Josés arie, og det ødelægger meget.   

Der er gået en tid mellem denne anden akt og tredje akt, hvor Carmen og Don José har været sammen med smuglerbanden i en tid, da de vel har elsket hinanden, men da hun også er blevet træt af ham. Deres verdener har intet til fælles og kan ikke forenes.

Alligevel lader hun sig binde til ham i døden, som hun ved, han vil påføre hende til sidst. Forinden i fjerde akt synger hun en banal, men smuk kærlighedsduet med Escamillo, som han indleder: ”Hvis du elsker mig Carmen” og hun svarer i hans tonesprog: ”Aldrig har jeg elsket nogen som dig”, men engagementet er ikke det samme, som det har været i forholdet til Don José. Men det veksler fra opsætning til opsætning, hvordan deres forhold virker.

Nå ja, det var i Italien for nylig, at en opførelse i bedste ”me too”-eftersnak omvendt sluttede med, at Carmen slog Don José ihjel. Men en sådan gang nonsens skal man ikke beskæftige sig med. 

Handling med mange finheder

1.akt: Sevilla. Himlen er lys i A-dur. Soldater på vagt. En kvinde nærmer sig forsigtigt, men hun, Micaela fjerner sig hurtigt fra soldaterne igen. José, som hun søger, kommer først med vagtafløsningen. En deling børn efteraber soldaterne. Pigerne fra tobaksfabrikken har pause. Carmen er den dominerende, og hendes sensualitet kommer frem i en ”Habanera”. Sangen er oprindelig af Sebastin Yradier, men Bizet har givet melodien et nyt ansigt. Carmen opdager José stående i egne tanker, som hun vækker ved at kaste en rose mod ham. Alle ler, kun orkestret spiller et skæbnemotiv, hvori døden lader sig høre. En genial kontrast. Micaela kommer igen med et kærligt brev fra hans mor.  Carmen slås med sine kolleger og arresteres. José får ansvaret for hende, Carmens forføriske ”Seguidilla” knækker ham, og hun undslipper.

2. akt: Lillas Pastias berygtede kro med sigøjnerpiger, soldater og smuglere. Carmen venter på sin soldat. Den berømte toreador Escamillo synger sin slagsang. Hvilket indtryk den gør på Carmen, bestemmer sceneinstruktøren alene. Hun og hendes smuglervenner synger en kvintet. De forstår ikke, at hun skulle være forelsket. Don José kommer endelig som ovenfor beskrevet. Hendes vrede mod ham er dyt forankret i såret kærlighed. Han forklarer sig, hun spotter ham. Han kæmper, men afgørelsen, om han skal blive, bliver ikke hans. Hans foresatte officer kommer og griber til våben mod ham. Smuglerne må gribe ind. Don Josë må følge Carmen og smuglerne.

3. akt: I bjergene. Vidunderligt lyrisk smukt forspil. Fløjte og harpe skildrer den andalusiske sommernat. Carmens og Don Josés kærlighed er afløst af gensidig bitterhed. José mindes, at han er nær sin mor, og Carmen spørger ironisk, hvorfor han så ikke tager hjem. Carmen og pigerne spiller kort, som varsler hendes død. Don José bliver ene tilbage som vagtpost. En hyrde har ført Michaela op i det vanskelige bjergterræn. Hun synger om sin angst og kamp for at vise styrke, hun ser Escamillo komme og dennes kamp mod José, der er nær ved at dræbe ham, men han reddes af Carmen. Michaela opdages. Josés mor er døende, og han bestemmer sig efter en hård indre overvejelse at drage hjem. Samtidig sker der noget endeligt mellem Carmen og toreadoren. Hun føler hans nu fjerne sang som skæbnens signal.  

4.akt: Et forspil fyldt af livsudfoldelse. En spansk festdag uden for tyrefægterarenaen. Det korte kærlighedsmøde mellem Carmen og Escamillo.  Vi hører publikums reaktioner inde i tyrefægterarenaen. Carmen og José mødes udenfor. Han trygler om, at de skal forsøge sammen endnu engang. Spillet mellem dem slutter med, at hun kaster sin ring tilbage mod ham. Hun lader ham bore en dolk i sit hjerte. I orkestret stiger skæbnemotivet, dødsmotivet og blander sig med Escamillos triumferende toner.

Partierne og sangerne

Carmen er et parti for en mezzosopran, men man kan også høre også en sopran og endda en alt i det. Carmen kan tolkes og spilles på flere måder. Hun er ikke nødvendigvis specielt smuk, men hun skal have udstråling. På Den jyske Opera synger to mezzosopraner alternativt, den danske Johanne Højlund, hvis største parti det bliver, og den hollandske Francine Vis. Tre andre store partier er den dramatiske tenor Don José, som synges af australieren Samuel Sakker og tyskeren Daniel Szeili, som vi allerede hørte i ”Passageren”. Kavalerbarytonen Escamillo med den berømte toreador-sang bliver vor egen Lars Møller og den norske Leif Jone Øllberg, som også sang i ”Passageren”. Carmens modstykke er Micaëla, velklang i både stemme og sind. Hun synges af Tanja Christine Kuhn, også en af Den jyske Operas faste sangere, og den unge danske sopran Lona Mohr Villadsen, som er uddannet på konservatorierne i København og Odense. Endnu fem danske sangere har navngivne roller, basserne Andreas Winther, Per Bach Nissen og Jens Bové og de to barytoner Thomas Christian Sigh og Morten Wang.

Ekstra operabyen Sevilla

”Carmen” foregår i Sevilla. Det er en historie for sig. Går man rundt i byen, skal man nok støde på en kvinde, som man gladeligt tager for en moderne Carmen. Byen selv kunne lægge kulisse til Bizets opera efter Prosper Mérimées roman. Udgivelsen af romanen i 1845 og senere operaen gav også stærke stød til turiststrømmen i Sevilla. Man finder let atmosfæren. Cigaretfabrikken, hvor Carmen arbejdede, eksisterer stadig. Og der afholdes tyrefægtning i den samme Maestranza tyrefægter arena, uden for hvis porte Don José dræbte Carmen. Mange operaer foregår efter deres tekst i Sevilla, men de kunne foregå andre steder. ”Carmen” kan ene af alle kun foregå i Sevilla.

Byen praler naturligvis med Rossinis ”Barberen i Sevilla” fra 1816, men allerede i 1782 skrev Paisello en pragtfuld opera med samme titel og emne. Mozarts ”Figaros bryllup” foregår følgelig også på et slot nær Sevilla. Det gør uden nogen forbindelse også ”Don Giovanni”. Florestan i Beethovens ”Fidelio” sad fanget i Sevilla, og Verdis Skæbnens magt” tager sin begyndelse i Sevilla, inden parret, som elsker hinanden, flygter derfra for først at mødes nær operaens ende. Også Massenets ”Cherubin” kan tages med. Turistforeningen i byen arrangerer operature. De berører et dusin operaer. Der er mange flere, når man regner alle de glemte komponister med, som også skrev en Figaro eller en Don Juan, og alle komponisterne, som skrev zarzuelas, den klassiske spanske variant af operetten. Den genre var Sevilla hovedby for.  

Den jyske Opera: Bizets ”Carmen”. Premiere i Sønderborg den 5. oktober.  Tryk på annoncen oppe til højre og læs nærmere om datoer, spillesteder og medvirkende de forskellige steder. Spilletiden er beregnet til tre timer.

Plakat: Sådan blev Carmen præsenteret engang. Billeder fra Den jyske Opera forelå endnu ikke, da denne artikel blev sat på.  

Historisk smagsprøve: Tryk på billedet og hør Maria Callas synge "Habanera" og den nu 94-årige franskmand Georges Pretre dirigere forspillet af "Carmen". Covent Garden London 4. november 1962. Hør endelig også den spanske  ægte mezzosoptan Teresa Berganze på båndet.  Og prøv så sammen med hele familien at slå ind på biledet af" Mozarts Erben".