En lang tid bød operaens verdensscener på tre store operasopraner med det samme klassisk-dramatiske repertoire som grundlag. Maria Callas var den mest kendte. Det skyldtes hendes sanglige kvalifikationer og især hendes dramatiske evner. De sidste gjorde hende til en meget spændende og yderst kvalificeret sanger-skuespiller. Det slog også gnister, når privatpersonen Callas følte noget gå imod sig. Hun var ganske skrap i munden over for den mere stille konkurrent, den italienske sopran Renata Tebaldi, som havde den klart smukkeste stemme af de to, og som klassisk sopran blev favoritten for mange.

De to er for længst døde, men den tredje store sopran var den spanske Montserrrat Caballé, som forleden døde 85 år. Jeg kan ikke lade være med at skrive hendes fulde navn: Maria de Montserrat Viviana Concepción Caballé. Der er stil over navnet, som der var over personen, så hjerteligt naturlig hun samtidig var. Hun blev ved at synge højt oppe i alderen, således som 74-årig som netop udnævnt østrigsk Kammersängerin på Wiener Staatsoper. Hun blev først uddannet hjemme i Barcelona og tildelt en guldmedalje som 21-årig til sin eksamen. Hun gik den solide vej som del af ensemblet i Basel, hvor hun sang såvel Mimi i ”La Boheme” som Salome i Richard Strauss’ opera, hvor hun som en ung spansk sopran i dette kæmpemæssige tyske parti var en sensation. Efter tre år i Basel fulgte tre år i Bremen. Her fik hun et alsidigt repertoire, som hun stadig har uddybet. Så var hun klar til at vende tilbage til Barcelona, som har et betydeligt operahus i Liceu. Tebaldi og Callas kunne ikke følge med Caballé i alsidighed. Hun har sunget flittigere end de to andre og alligevel holdt hun sin stemme bedst i stand af dem.  

Montserrat Caballé fik sit internationale gennembrud 1965, da hun sprang ind for Marilyn Horne i en koncertopførelse af Donizettis ”Lucrezia Borgia” i Carnegie Hall i New York. Hun fik et stående bifald, der varede 25 minutter.  Hun blev kendt langt uden for operaens verden, da hun i 1987 indspillede sangen ”Barcelona” sammen med Freddie Mercury, hovedsanger i rockbandet Queen. Jeg hørte hende første gang i 1969 i arenaen i Verona som Elisabeth i Jean Vilars opsætning af Verdis ”Don Carlos”, hvor hun sang skiftevis sammen med den store Verdi-tenor Bergonzi og den allestedsnærværende Domingo. Hun gennemførte forestillingen i flot stil på krykker efter et uheld i New York. Hendes afsluttende høje B holdt hun svævende mere end 20 takter på ordet ”ciel” (himmel) til orkestrets afsluttende akkord. Jo, det var himmelsk. Caballé var den største. Ja, også i omfang, da hun blev ældre. Hun var gift med tenoren Bernabé Marti i 54 år til sin død,  

Hun var festlig. Jeg oplevede det direkte, da jeg fik mulighed for at interviewe hende. Vi talte ikke alene om opera, men også om fodbold. Hun fortalte om fælles fodboldoplevelser med vennen og tenoren José Carreras, og én ting var hun omhyggelig med at få frem. I modsætning til ham holdt hun ikke altid med Barca, Barcelonas berømte fodboldhold, men med det hold, som spillede det bedste, mest spændende fodbold. Og det havde hun tydeligvis forstand på.

Jeg har ikke mødt nogen kunstner, som havde så let til latteren. Publikum til hendes sidste koncert i Musikhuset Aarhus oplevede det. Efter en lille pause vendte hun sammen med sin pianist tilbage til scenen. Han havde glemt at lyne op efter et besøg et lille sted. Hun opdagede det inde på podiet, da en speciel mumlen brød frem hos publikum. Hun kunne ikke holde latteren tilbage, da hun var henne og hviske ham i øret. Han lynede op og grinede. Hvad kunne han andet sammen med Montserrat Caballé?  

Hør også Montserrat Caballé synge. Slå op på artiklen " "Kom tættere på Carmen". Her efter Callas' Carmen kan man på You Tube båndet til venstre øverst trykke på billedet af Caballé og derpå finde flere indspilninger med hende, endda som 76-årig. 

En #MeToo anklage på godt og ondt

Hvad #MeToo-bevægelsem har medført er både positivt og negativt. I juli måned skrev fem kvindelige musikere og sangere et åbent brev, hvori de anklagede skaberen og lederen af opera- og musikfestspilene i Erl i østrigske Tyrol, den nok specielle, men fremragende dirigent Gustav Kuhn for ”vedholdende magtmisbrug og seksuelle overgreb”. De berettede om ”uønskede kys” og ”greb mellem benene” og om mobning, ydmygelser og shikane. Forud havde en blogger berettet på internettet om uholdbare tilstande på festspillene med dårlig betaling, prøveterror og mulige seksuelle overgreb. Kuhn trak sig tilbage som kunstnerisk leder og blev kort efter også afskediget som dirigent. Sagen er nu kommet for to østrigske instanser, som undersøger den.  

I fredags havde syv kunstnere og medarbejdere ved festspillene inviteret til en pressekonference. De repræsenterede hver sin gruppe af ansatte på festspillene. Tenorsolisten Andreas Leisner betonede, at han og hans kolleger sammen repræsenterede omkring 200 medarbejdere ved festspillene. Et stort antal af dem overværede selv pressemødet og bejaede kollegernes fremstilling. Kunstnernes synspunkt var, at en fyring af Gustav Kuhn før den retslige undersøgelse var det samme som en forhåndsdom.

Måske mere overraskende gav de udtryk for, at de ikke forstod ikke de fem kvinders anklager. De havde ikke mærket til, at noget tilsvarende kunne være forekommet. Den nuværende interimistiske leder af festspillene Andreas Leisner udtalte, at ”fyringen af dirigenten i den øjeblikkelige svømmende tilstand er helt igennem for tidligt og er et falsk signal”. Medierne blev angrebet for at befordre rygter som sande historier. Der blev også gjort opmærksom på, at uden Gustav Kuhn kunne festspillene ikke fortsætte videre frem. Det er set ude fra et forståeligt synspunkt. Kuhn er ikke alene en stor dirigent, men chef for nogle decideret idealistiske festspil. De relativt lave lønninger er almindeligt kendte. Festspillene har enorm betydning for Tyrols kulturliv. 

Vi møder i ”#MeToo”-anklager igen flere og flere modstridende erklæringer, som vi ingen mulighed har for at bedømme. Men én tendens er tydelig. I mange tilfælde fældes der omgående dom uden reelle undersøgelser.  (Kilder: Den østrigske avis Der Standard og det tyske klassisk-nyheds-agentur Musik heute).

50-års musikerjubilæum med ekstra sløjfe

Fløjtenisten Thomas Jensen kan i 2019 fejre 50-års jubilæum som medlem af Sønderjyllands Symfoniorkester, men selve jubilæumskoncerten finder allerede sted i Alsion i Sønderborg den 25. oktober og aftenen efter i Harmonien i Haderslev, altså i de to mest betydende koncertsale i Sønderjylland. Det bliver naturligvis ikke en almindelig koncert. Thomas Jensen har i de 50 år ikke alene styret sin fløjtegruppe sikkert, han har også vokset sig stærk som orkesterdirigent, hvilket i særdeleshed er kommet hans orkester til gode. Denne gang spiller han ikke, men dirigerer. Han fik kærlighed til fløjten, da han var medlem af Tivoli-Garden. 

Solisten bliver Bettina Zielke, som til daglig sidder ved siden af Thomas Jensen som kollega på fløjten. Hun er først uddannet på Det jyske Musikkonservatorium hos Karl Lewkovich og hos koncertens hovedperson Thomas Jensen. Hun har som han gået på mesterkurser hos Jean Pierre Rampal, også på privatkurser hos András Adorjan, ungareren, der blev dansker, men foldede sin karriere ud i München. Betina Zielke blev ansat i Sønderjyllands Symfoniorkester i 1997. Hvor i verden kan man ellers sætte to kolleger, som til daglig sidder ved siden af hinanden i det samme orkester, lærer og elev og nu kolleger, til henholdsvis at dirigere en koncert og være solist i den. Det sker med hamburgeren Carl Reineckes (1824-1910) fine fløjtekoncert. Bettina siger: ”Jeg er tryg ved, at han kender alt i den, så jeg føler mig enormt fri ved, at jeg ikke føler mig bundet af en dirigent, som ikke kender værket til bunds. Men det gør Thomas. Så kan jeg udfolde mig musikalsk fri, som jeg vil”.

Koncerten indledes med Beethovens ouverture til ”Prometheus” og slutter stort med Schuberts vidunderlige C-dur symfoni. Normalt betegnet nummer ni, men den var i virkeligheden hans ottende.

Verdens førende festspilby

Der stod en del at læse om festspillene i Salzburg denne sommer, så der er grund til at slutte med en facitliste. Det er interessant, hvad Østrigs fjerdestørste by formår. Man kan og skal ikke sammenligne med noget herhjemme, for vi har ikke betingelserne for at gøre det lige så flot, men vi kan notere os, at Odense har 178.810 og Aalborg 114.194 indbyggere, mens Salzburg har 155.000. Ja, hvis det kunne friste, så er der i Salzburg 80.582 kvindelige indbyggere og kun 74.438 mandlige beboere.

Salzburg er født til at være festspilby. Mozart blev født her. Digteren Hugo von Hofmannsthal sagde, at Mozart nødvendigvis måtte blive født her. Byen ligger midt i Europa ved foden af Alperne, en gammel atmosfærefyldt og dog moderne by. Lad så være, at Mozart selv ikke interesserede sig for byens skønhed og pragtfulde omgivelser. Salzburg er midtpunkt i et velorganiseret turistland. Turisterne er kommet af sig selv, og byens største problem er at levere tilstrækkeligt med parkeringspladser til masserne af turistbusser.

Når de hen på aftenen har forladt byen, og når den projektørbelyste middelalderborg Hohensalzburg ser ned over de gejstlige baroktage og borgerhusene ved floden, da fyldes man af en uforklarlig fred og lykke. Salzburg har også før Mozart været en musikby. Festspillene i Salzburg blev åbnet i 1920, så om to år skal man fejre 100-års jubilæum. Det var med Hugo von Hofmansthals moralspil om ”Enhver” som friluftsspil foran Domkirken, hvor man stadig opfører den. Andre navne bag var den store teatermand Max Reinhardt og komponisten Richard Strauss. Overraskende for Reinhardt kunne Salzburg hurtigt indtage pladsen som verdens fornemste musik- og teaterfestspil. Byen har stadig den plads. Der er nu plads til både det klassiske repertoire og til det nyere og specielle i godt fem uger begyndende hen mod slutningen af juli.

Af disse grunde og andre til er det formålsløst at drage sammenligninger og tro på, at noget nært tilsvarende kan ske herhjemme. Salzburg har på forhånd fået det hele foræret. Danmark derimod er jo ikke et klassisk musikland, og vort kulturelle landskab interesserer de færreste politikere. Men meget mindre end Salzburg kan gøre det, og vi har heldigvis mange lokale festspil, som gør sommeren rigere med klassisk musik, men som måske kan øge både kvantitet og kvalitet.

Hvad har så en by på 155.000 sjæle klaret denne sommer? 38 operaopførelser af fem nye opsætninger, to koncertopførelser af en komplet opera, og en genoptagelse af en forestilling fra pinsefestspillene i Salzburg. Byen har Mozart-festspil omkring Mozarts fødselsdag i januar, påskefestspil, pinsefestspil og sommerfestspil uden at ligge brak om efteråret. Sommerspillene har også budt på 78 teateropførelser af fire forestillinger. 84 koncerter af klassisk og ny musik og 20 meget seriøse arrangementer specielt for børn, deraf 8 operaaftener. Der er solgt 552.614 billetter. Næsten fire gange så mange, som byen har indbyggere, har købt dem. Budgettet har været på 79 millioner euro.

Samtidig har Siemens festspilaftener i fri luft neden for Hohensalzburg, hvor man gratis kan se optagelser fra festspillene på en storskærm også fra tidligere somre og dertil fouragere let, haft 73 arrangementer med flere tusinde tilskuere hver gang.

Festspilprogrammer 2019

Sommerprogrammet 2019 kendes endnu ikke, men offentliggøres antagelig i november.  Det gør det derimod for pinse-festlighederne, som finder sted fra den 7. til den 10. juni. Lederen af disse festspil er den berømte sangerinde Cecilia Bartoli, som år efter år har fået succes med sine spændende tilrettelagte festspil. Hun satser i år på at opdage det musikalske landskab omkring den store kastratsanger Farinelli, blandt andet med en stor koncert, hvor Bartoli selv er solist sammen med den franske Patricia Petitbon og blandt andre Rolando Villazon, som er kommet godt over sin stemmesygdom. Man kan se to operaforestillinger. Bartoli synger selv med i Händels ”Alcina”, som opføres to gange. Desuden kan man se Nicola Porporas ”Polifono” i en såkaldt semi-scenisk opførelse. Billetsalget er begyndt. Til sommerfestspillene begynder det først i januar 2019. Programmet vil sive ud i løbet af efteråret og foreligger komplet til november.

Påskefestspillene i Salzburg under Christian Thielemann er noget for sig selv. Han har valgt at dirigere Wagners ”Mestersangerne i Nürnberg”, som indleder festspillene den 13. april og afslutter dem den 22. april. Ind imellem gives en lang række koncerter med Dresdner Staatskapelle, et af Tysklands bedste orkestre, og andre førende dirigenter. Billetsalget er åbnet. Billetterne er dyre.

Billede: Montserrat Caballé.