Niels Borksand holdt forleden sin 75 års fødselsdag på en usædvanlig måde, ikke blot sammen med dem, som står ham nærmest, men midt i den musik, som betyder mest for ham. Han dirigerede Verdis Requiem med et orkester, som består af musikere fra Københavns store orkestre, Det kgl. Kapel, Radiosymfoniorkestret og Copenhagen Phil, og sangere, både solister og kor, som har virket sammen med ham. Samtidig fik han udgivet en tæt pakket Wagner-plade hos Peter Olufsen på CDklassisk, som i en menneskealder har været med til at gøre det danske klassiske plademarked mere værdifuldt. Det drejer sig om Wagner-cd’en her.  

Niels Borksand fortæller om sit liv med Wagner i det medfølgende pladehæfte.  Han var 11 år, da han debuterede som Wagner-lytter på Det kgl. Teaters galleri i den billigste afdeling til den mindeværdige opførelse af ”Lohengrin”, som var begyndt med den uforlignelige Erich Kleiber som dirigent og da blev ledet af John Frandsen, som Borksand senere kom til at synge under i ”Tryllefløjten” og ”En skærsommmernatsdrøm”. To år efter kom ”Mestersangerne i Nürnberg” til. Så slog lynet atter ned, da Birgit Nilsson sang Senta i ”Den flyvende hollænder” med Holger Byrding i titelpartiet på en såkaldt folkekoncert på Statsradiofonien, som DR hed dengang. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvor dybt sådanne stærke indtryk før konfirmationsalderen har sat sig i Wagner-interpreten Borksand 50+ år efter. Sagen er, at Borksand ikke blot dirigerer Wagner, og det kan han. Det mest afgørende er, at han gennemlever Wagner med en dybt forstående følsomhed.  

Som klassisk orkesterdirigent har han det minus, at han har haft mange karrierer, fra han tog sin første uddannelse på Aarhus Teaters skuespilskole. Han har virket som skuespiller, balletdanser, pantominer, instruktør, sanger, korist på det Kgl. Teater, sangsolist, producer, forfatter og så har jeg sikket glemt noget, inden han begyndte at tage enetimer hos Dietfried Bernet i Stuttgart som dirigent. Det er godt at have en så bred ballast, men i Danmark er det også et minus. ”Jamen, når man har kunnet alt det, så kan man da ikke dirigere – her”. Niels Borksand måtte finde sig eget orkester, og det gjorde han på Operaen i Ruse, Bulgariens femte største by beliggende ved Donau. Peter Olufsen har prisværdigt udgivet 11 cd’er med det og Borksand for sit Classico/CDklassisk selskab.  Foruden Wagner har Borksand indspillet orkestermusik af Hakon Børresen og dennes stærke Grønlands-opera ”Kaddara”, som er en speciel bedrift, Mahlers ” Das Lied von der Erde” i en indspilning, som blander sig i det bedste internationale selskab, Händels ”Messias”, som Borksand har opført flere gange i København, og cd’er med sangerne Elisabeth Hanke, Stig Fogh Andersen og Lars Fosser.

Hvordan kan en cd med et relativt lille orkester fra et relativt lille sted som Ruse klare sig på Wagner-fronten, hvor verdens største orkestre regerer? Jo, der er naturligvis forskel, men Borksand har hentet en ægte Wagner-forståelse ud af det. Orkesterspillet er godt og godt nok, fordi fortællingerne hos Wagner i al deres forskellighed kommer stærkt frem. Jeg finder nede i megen Wagner-musik en dialog, spørgsmål og svar i et evigt vekslende forløb. Og det hører man ikke hos alle dirigenter, som dirigerer Wager de store steder, men det gør jeg hos Borksand. Og man kan lytte ind i og under Borksands Wagner med fordel. Der er på cd’en uddrag fra flertallet af de ti store Wagner-operaer. Der er en halv times uddrag fra en koncertopførelse af ”Den flyvende hollænder” i Ruse, som Borksand dirigerede komplet i 2017 med solister fra operaen i Beograd og en englænder. Vi kender ikke deres navne, og vi vil næppe komme til at høre dem igen, men de udgør et dejligt solidt hold. Stig Fogh Andersen høres både som Walther i ”Mestersangerne” og som Tristan. Der findes ikke for meget med vor internationale tenor på plade, så det er godt, at vi også har fået ham fra Ruse. Elisabeth Hanke hører naturligt med både Wesendonk-sangen ”Schmerzen” og som ur-moderen Erda i en gribende tolkning af formaningen til guderne ”Weiche Wotan, weiche, flygt fra ringens forbandelse”. Overgangen herfra til en blidt modereret ”Siegfried Idyl”, som Wagner komponerede privat til fru Cosimas fødselsdag, er en overgang med en overraskende stærk og smuk spænding.

Denne plade er et tilbageblik over en sen dirigentkarriere, som vi herhjemme burde have haft større del af. Men det kan nås endnu. Vi har for eksempel nogle gode landsdelsorkestre, hvis det ikke skal være København. Giv os en Wagner-koncert med Borksand. Og gerne i nærheden af mig. Men her er først en cd, som selv en gammel og i hvert fald erfaren wagnerianer nyder til fulde.  (Wagner/Borksand. CDKlassisk CDK1192. 77.38 minutter).