Pladesalget er for nedadgående. Det er trist, men det er også forståeligt. Man kan ofte gratis hente også klassisk musik ned fra luften. Og kvaliteten af cd-indspilningerne har længe været så høj, at alle de gode ”gamle” indspilninger ofte kan måle sig med dem med den nyeste teknik. Men det er ikke forståeligt, at man kan nøjes med at have musikken et sted på nettet i stedet for på en reol sammen med et pladehæfte, som ofte, selvfølgelig ikke altid, fortæller nyttigt om musikken, dens tilblivelse og indspilningen af den og derved forøger oplevelsen. Specielt som indgang til den nye musik er noterne godt læsestof og en væsentlig gevinst.


En musik, som vækker erindringer

Den netop 49-årige franske pianist Hélène Grimaud, er uden for musikkens verden bedst kendt som grundlægger af Wolf Conservation Center i South Salem i staten New York. Her tilbringer hun halvdelen af sin tid som fanatisk beskytter af ulve. Hun er en rigtig drenge-pige. Hun har temperament og tager også chancer i sin musik, for som hun siger, hellere slå galt af overbevisning end af angst og forsigtighed. Hendes nyeste cd kaldes Memory (Erindring). Her viser hun for en gangs skyld ikke et voldsomt temperament og slår absolut intet galt, men lever sig ind i titlen. Hun spiller musik, som ikke erindrer hende direkte om noget koncist, men som sætter hende i stemninger, som vækker personlige erindringer i hende. Og det er målet. Som lytter føler man sig hensat til en fortid, og det er fantastisk, som en blandet sammensætning af små, enkle klaverstykker af Chopin (1810-1849) og Claude Debussy (1862-1918) med ”Clair de lune” som repræsentanter for en mere drømmeagtig og natlig atmosfære og ikke mindst den nøgternt klare Erik Satie (1866-1925) foruden et par nulevende komponister smelter sammen i én stor atmosfære og følelse, som man føler at have kendt før.

Værdien af musikken forøges af et langt interview (på engelsk, fransk og tysk) med Hélène Grimaud om ideen med cd’en. Grimaud siger blandt andet: ”Det hedder jo, at musik bevarer det tabte. Det er en vidunderlig smuk ide. På en vis måde opnår musikken endda mere. Den arbejder sig gennem forskellige tidsmæssige indpakninger frem til kernen af vore erfaringer. Øjeblikkets smerte, angst eller glæde forsvinder, der bliver kun følelse tilbage. Følelse er efterklangen af erfaringen i erindringens rum. Den er også rummet, i hvilket musikken klinger i enhver af os – berører og bevæger os og bringer os nærmere vort indre…  Livets under består i evnen til at reflektere og at erindre”. CD: Memory. Hélène Grimaud, klaver. DGG 483 5710. 50 minutter.  

Herligt intensivt Bach-spil

Der er flere paralleller mellem Grimaud og den amerikanske violinist Hilary Hahn. Hun har også fødselsdag her i november, men er 10 år yngre. Også om hende kan man sige, at hun er en frisk drenge-pige, men hun tager ingen chancer. Hun har netop fået udgivet en Bach-cd, som hendes store fanskare har ventet på i årevis. Bachs soloværker for violin stod øverst på hendes planer om pladeindspilninger fra hun var ni år, og siden har hun hver eneste dag spillet en Bach-sats, en tysk-præget sonate eller en italiensk-præget partita. Bach skrev i 1720 tre af hver, som i Bach-udgivelsen har fået numrene 1001 til 1006. De blev først trykt i 1800-tallet og opnåede først deres popularitet takket være den store violinist Joseph Joachim, som bedst huskes for sit samarbejde med Brahms og uropførelsen af dennes violinkoncert. Hilary Hahn indspillede partitaerne i d-mol og E-dur og sonaten i C-dur tilbage i 1997, og hun har ikke følt sig færdig til at udsende den første partita i h-mol og de to første sonater i g-mol og a-mol før nu. Hun indspillede dem allerede for syv år siden, og hun var glad for resultatet, men følte alligevel, at hun kunne trænge mere ind i musikken. I år vendte hun så tilbage til den samme sal, og den nye Decca-cd er en blanding af optagelserne fra 2012 og juni i år, men man mærker ikke de syv år imellem.

Det må kaldes en sjælden omhyggelighed, som er typisk for Hilary Hahn, og den er endda forbundet med en naturlig friskhed. Det minder mig om en koncert i San Francisco, da hun var omkring en snes år, men hun lignede en sød lille konfirmand, som alle elskede. Hun gav efter koncerten autografer, og køen var lang. Amerikanerne elsker helt anderledes at få autografer end os danskere. Hilary var også her bemærkelsesværdig omhyggelig med at have tid til at tale med hver enkelt. Jeg blev nysgerrig, hvor lang tid det ville tage. Først efter næsten en time kunne hun til den sidste fan i køen smilende meddele ”I am hungry”.

Hun spiller her en dejlig Bach med fremhævelse både af det melodiske og af det dansende element, det sidste naturligvis stærkest i partitaen. Samtidig er hendes greb om Bachs fornemme polyfoni fastholdt. Det er meget levende Bach-spil på en moderne violin med impulsivt udtryk. Det er intensivt, egentlig romantisk. Barokkomponisten Johann Sebastian kan nemlig sagtens tåle at få et strejf af hymnisk romantik. Der er i pladehæftet naturligvis meget at læse på de tre hovedsprog og ikke færre end 11 forskellige fotos af Hilary Hahn, nu mor til to børn. Julen nærmer sig, og jeg har altså valgt at begynde med to gode gaveideer. CD: Hilary Hahn plays Bach. Decca 483 3954. 76 minutter.  

Speciel udgave af Goldberg variationerne

Vi bliver endnu lidt hos Bach og hos de såkaldte Goldberg variationer, som han spillede for den russiske grev Kayserlingk, som han besøgte i Dresden i november 1741, samme år som sættet blev udgivet usædvanligt hurtigt for et Bach-værk, som ofte måtte vente til århundredet efter. Johann Gottlieb Goldberg uropførte antagelig værket, og historien bag er, at greven, som på grund af dårligt helbred havde vanskeligt ved at sove, havde bedt Bach om cembalo-musik, som den kun 14-årige Goldberg placeret i et naboværelse kunne spille for ham hver nat. Næppe noget andet Bach værk har været udsat for så mange bearbejdelser som Goldberg variationerne. Det er forståeligt, for denne musik er i al sin enkelhed så koncentreret rig på matematisk logik og mesterligt koncentreret. Man kan i Andrew Mellors fyldige artikel i pladehæftet også på dansk læse meget spændende om variations-ideen rent historisk og om Goldberg variationerne i særdeleshed. 

Værket både indledes og afsluttes med en såkaldt aria, en melodi, som omkranser 30 variationer. Det ret fantastiske på en ny cd er, at komponisten Peter Navarro-Alonson har givet den originale cembaloversion helt nyt liv med meget varierende klange for forskellige fløjter, saxofoner og slagtøj, som jo indebærer melodibærende instrumenter som marimba, vibrafon, klokkespil etc. Musikken udføres her lige så spændende af trioen Alpha, som består af Navarro-Alonso selv på saxofoner, Bolette Roed på fløjter og David Hildebrandt på slagtøjsinstrumenterne. Det er moderne musik, der har en ægte baroksats som bærende ballast. Det er musik, som hører såvel til 1700-tallets evighed som til nutiden. Jo yngre man er, des mere vil man nok kunne opleve denne musik som moderne. Det er ret fantastisk, som den nye klang, den nye lyd fungerer. Altså vel musik for hele familien, der tør prøve det. CD: Johann Sebastian Bach: Goldberg variationer. Nykomponeret af Peter Navaro-Alonso. Dacapo 8.226210. 65 minutter.   

Hvorfor har Langgaard haft det så svært  

Når vi i dag hører Rued Langgaard (1893-1952), forstår jeg ofte ikke, at han blev så ugleset i dansk musikliv. Der har altid været noget småtskåren over os. Så meget mere grund er der til at hylde violinisten Gunvor Sihm og pianisten Berit Johansen Tange, som både hver for sig og sammen har arbejdet på at sætte sig ind i og forstå Langgards kammer- og solomusik, så deres opførelser er blevet herligt naturlige og umiddelbare. Selvfølgelig tænker man undertiden på, at den lidt utilregnelige komponist går sine egne veje. Men det er forfriskende i Sihms og Johansen Tanges tolkninger.

Senest er de samlede værker for violin og klaver udsendt af Dacapo. Vol. 2 følger nu op med den første sonate kaldet ”Viole” fra 1915. Langgaard komponerede den hurtigt, da han var på badesanatorium i Skåne, og den blev uropført i Stockholm. Den svenske komponist og frygtede musikkritiker Wilhelm Peterson-Berger skrev i Dagens Nyheter, at indtrykket af det 40 minutter lange værk var noget uklart og ujævnt, men pointerede også, at den 22-årige komponist havde fremtiden for sig. Det hele passer, men størstedelen af den positive fremtid kom desværre for Langgaard efter hans død. Han oplevede kun en enkelt opførelse af sonaten i Danmark og det kun i en lukket opførelse. Videre får vi den korte ”Andante religioso” og førsteindspilningen af en ”Søndagssonate”, som har to satser for violin og klaver, en orgelsats og til slut en pludselig og fyrig orkestersats, der kommer ”præcist og eftertrykkeligt” og forsvinder lige så præcist og eftertrykkeligt igen. Rued Langgaard: Komplette værker for violin and klaver vol. 2. Gunver Sihm, Berit Johansen Tange. Dacapo 8.226131. 59 minutter.

Så er det tid for Mozart

Det er altid tid for Mozart, hvordan man end er tilpas og vil være tilpas. Det er ren fryd at lytte til Mozarts fløjtekoncerter, forudsat at udførelsen har elegance, udtryk, skønhed og eftertanke. Og det har den alt sammen i høj grad med Rune Most, Odense Symfoniorkesters solofløjtist, som naturligvis spiller med sit eget orkester dirigeret af Scott Yoo undtaget i den ekstra C-dur andantet, hvor dirigenten er Benjamin Schwartz. Det specielle er, at det er det amerikanske pladeselskab Bridge, som også gør sig godt herhjemme, der har optaget koncerterne, to for fløjte alene, en tredje for harpe og fløjte. Det er en cd, som man roligt kan strø omkring sig som gave selv til dem, som ikke på forhånd aner, at de får en oplevelse. Mozart: Komplette værker for fløjte og orkester. Bridge 9502A/B. To cd’er. 83.06 minutter.

De danske årstider

Dansk korsang rangerer kvalitativt højt internationalt. Den danske sangskat er stor, varieret og en oplevelse. Alt dette er kogt ned på en ny cd fra OUR Recordings, hvor komponisten og kordirigenten Bo Holten dirigerer det fine, fornemme DR VokalEnsemblet, som vi også kender fra Dagens sang på DR K og programserien Før søndagen på DR 1, og som vist lykkeligvis har overlevet rovmordet på DR.  Fællesnævneren hedder Årstiderne, og det er fantastisk at høre de 28 danske sange åbne sig gennem de fire årstider, foråret med syv sange, den rige sommer med ni sange og efteråret og vinteren med hver seks. Hver årstid har sin egen atmosfære, men der er også rige nuancer indenfor hver årstid. Man fornemmer, hvordan årstidernes vekslen betyder en vekslen i sjælen. Man kan høre pladen i sin helhed, men det også en cd, som man kan lade sig vække åndeligt veloplagt med koncentreret i en enkelt sang forskelligt valgt hver gang. Vi får alle tekster med i pladehæftet.

Den første sang overrasker, for hvem kender H. C. Andersens ”Vandring i skoven” til en traditionel langelandsk melodi, og så hører man ”I skovens stile ro”. H. C. Andersen elskede melodien og skrev nye vers til den. Helge Rodes ”Der er ingenting i verden så stille som sne” til Thomas Laubs musik åbner vintersangene, og året afsluttes med den samme tekst til Povl Hamburgers melodi. Bo Holten nævner i sin artikel i pladehæftet, at han ikke kunne modstår fristelsen til at tage begge melodier med, da de begge rammende skildrer den fine vinterlige stemning. Men sikke en rig verden også derimellem. Thomas Laub, Carl Nielsen, Oluf Ring og Thorvald står for halvdelen af det musikalske væld på cd’en. Vi får de mest populære sange fra deres tradition. Der er kommet mange fine indspilninger med danske korsange. Denne nye med a cappella sang, altså uden instrumentledsagelse, er så fint indlevet og så smukt sunget, at den ikke må glemmes.  Årstiderne. 28 danske sange. DR VokalEnsemblet, dirigent Bo Holten. OUR Recordings 8.226911. Distribution Naxos. 68 minutter.

Pietisme og Galanteri

Vi må have en helt anderledes dansk vokalplade med to sangere og instrumentalkvintet med. ”Brorson The Rare Treasure of Faith” giver et musikalsk indtryk af pietismen omkring Hans Adolf Brorson (1694-1762), som i årene 1732-39 sammenstillede det store salmeværk ”Troens rare klenodie”. Man får i pladehæftet 11 siders godt og læseværdigt stof af flere fagfolk om tiden, pietismen, Brorson og først og fremmest naturligvis om musikken. Der er ikke det, som man ikke får at vide. Musikken overrasker positivt. Man skulle ikke af en så from og verdensfornægtende trosretning forvente så inderlige menuetter og galante melodier, som tilfældet er. Men samtidens galante musik har nærmest overtaget pietismens musik. Vi får alle tekster med i pladehæftet.

Vi får musik komponeret fortrinsvis i første del af 1700-talletaf Charles Dieupart, Morten Ræhs og som den eneste nu almindeligt kendte komponist J. A. Scheibe. Der er en inderlig ro og skønhed i den omkring 300 år gamle musik. Man har ind imellem lyst til at karakterisere den som et fund. Det har man også musikerne og sangerne at takke for. Phemius Consort hedder specialensemblet, som besår af sopranen Beate Mordal og basbarytonen Jakob Bloch Jespersen og musikerne Lina Léon, Fredric Bock, Dohyo Soi, Morten Frostenson og Allan Rasmussen på tværfløjte, barokguitar, bas violin og strengeinstrumenterne af lutfamilien mandora og charengo. Dejligt engageret sang og spil. Musikken er delt op i otte forskellige grupper. Da vi nu nærmer os højtiden, skal det nævnes, at en af grupperne hedder ”Jul og Helligtrekonger”. Jeg vil genhøre den til jul, for en mere ægte jul findes ikke.  Brorson The Rare Treasure of Faith. Phemius Consort. Dacapo 8.226123. 74 minutter.      

Nu er der festival i Aarhus

Aarhus Symfoniske Festival, som netop er begyndt og varer helt til 18. november, viser orglets muligheder i en grad, som vil overraske meget. Giv et tryk på annoncen til højre på forsiden og læs det righoldige program, som endda inddrager Mariager. Koncerter også for børn: Sigurd Barrett med ny familiekoncert. Her skal specielt gøres opmærksom på Händels opera ”Flavio”, som opføres lørdag den 10. november hele to gange. Arrangøren opfordrer selv til, at publikum opfører sig som på Händels tid, og det vil sige helt anderledes medlevende end på vor pæne måde i dag. Muntre tilråb er mere end tilladt. Hvad med lidt slagsmål på tilskuerpladserne? Nej, dog ikke, men så næsten da.