Det var tænkt stort. Det blev stort. Det blev endnu en af chefdirigent Marc Soustrots pragtfulde koncerter i spidsen for Aarhus Symfoniorkester. Først præsenterede han en af sine yndlingskomponister, hans franske landsmand Henri Dutilleux, der som 87-årig komponerede noget ret enestående, nemlig sangcyklen ”Correspondances”. Man kan godt oversætte titlen direkte. Det 25 minutter korte værk er for sopransolo og stort orkester med en meget spændende og stærk klangverden, som er anderledes end oftest, meget åben, meget præcis, og man følte, hvordan den nærmest voksede ud af solosangen. Her var det virkeligt ærgerligt, at vi i programhæftet ikke fik i hvert fald et koncentrat af de fem tekster, der ikke var digte, men oprindeligt breve, to af dem fra den samtidige tyske digter Rainer Maria Rilke. Musikken og teksten føltes her som tæt forbundet, og man savnede at kunne inddrage ordenes betydning i helheden. Men Dutilleux blev et godt bekendtskab.

Camilla Tilling skulle have været sopransolist, men hun var syg, så det var pragtfuldt, at Henriette Bonde-Hansen kunne komme hjem fra Frankrig og springe ind i både Dutilleux’ vanskelige og i hvert fald herhjemme meget sjældent opførte værk og i finalesatsen af Mahlers fjerde symfoni. Det blev som altid en oplevelse, som hendes stemme fyldte rummet med dens lyse, rene klang, der smygede sig rundt i den stærke, transparente orkesterklang. Man anede Debussy bag det hele, og det er en kompliment til både Dutilleux, der skam også er sin egen, og til orkester og solist. 

I programmet svarer Marc Soustrot på spørgsmålet, hvorfor så spille Mahler sammen med Dutilleux? ”Det er sangen, der forbinder dem”, siger Soustrot. Og han har ret, for de to værker, som er fra to århundreder, Mahlers fra 1901 og Dutilleux’ fra 2003, har ikke alene det store format, men på en mærkelig måde også andet til fælles. Mahlers hele symfoni synes at styre mod sopranens slutsang, og sopransoloen i ”Correspondances” sætter orkestrets klangverden i gang med at folde sig ud.

Mahlers musik var ironisk. Han sagde selv, at den havde humor, og han konstaterede selv lidt beklagende efter uropførelsen, at hans egen humor i den fjerde symfoni, som ikke måtte forveksles med vittigheder og et muntert lune, havde det vanskeligt med at blive forstået. Mange gange har man også lov at spørge, hvad han egentlig mener. Følelser og stemninger sættes op mod hinanden. Jeg tror ikke, at man kan være en god Mahler-dirigent, hvis man ikke kender ironiens kunst. Jeg tør love, at denne aften oplevede vi musikalsk humor i ordets menneskeligt ironiske betydning. Det var lidt overvældende, da Soustrot lige fra begyndelsen fik en egen tolkning frem, men hvor var den rigt afvekslende. Førstesatsen begyndte relativt stille og kommenterende og satsens opbygning med et stadigt voksende incitament blev ovenud medrivende.    

På et lille bord foran koncertmesteren, soloviolinisten, lå en ekstra violin. I anden sats tog hun den ind imellem op. Den var stemt en tone højere end den, hun brugte til sit samspil med orkestret og den gangav Dødens forvrængede folkedanse. Mahlers musik er ofte folkelig enkel og alligevel lidt skæv. Undertiden virker den også som fortalt af børn. Nej, den sidste sætning er ikke ironisk ment. Det var fantastisk, som denne sammensatte verden hang sammen. Man hørte det udvidede Aarhus Symfoniorkester finde sammen, som var de alle elite kammermusikere. Selv på de store tutti steder hørte man alle stemmer. Og hvor var det pragtfuldt at høre Mahlers flotte partitur blive spillet ned i piano, hvor det viste sig at være rigtigt og virkningsfuldt. Så smukt og ægte som her hører vi det alt for sjældent. Orkestret var udvidet til en størrelse, som burde være standard for landsdelsorkestrene. Så meget mere beundringsværdig var den homogene helhedsklang og fornemmelsen for hinanden i hele orkestret. Det var et vidnesbyrd om Soustrots nu flerårige samarbejde med det.

Mahlers fjerde er en meget afvekslende symfoni både i de små variationer og i de større karakterforskelle, mellem den klingende levende verden, der som nævnt ofte er ironisk skildret, og på den anden side Mahlers forestillinger, tanker og drømme. I tredjesatsen, hvor de otte celli lagde strålende ud og alle strygerne smukt fandt ind i den Mahler-tone, som vi også kender fra den populære adagietto i den femte symfoni benyttet i filmen ”Døden fra Venedig”, men her så mere optimistisk og mere lykkelig. I finalesatsen, hvor symfoniens optaktsmelodi fra førstesatsen dukker op flere gange som for at bevidne hele symfoniens sammenhængskraft, kommer den længe forventede forløsning med sopranens sang ”Das himmliche Leben”. Et himmelsk liv som i 1800-tallets Østrig på landet. Det var en bevægende afslutning på en stor, gribende og rig aften. Den gentages i aften fredag kl. 19.30 i Symfonisk sal. Smid alt i hænderne og afsted. Der er billetter.

Ian van Rensburg er atter ene som koncertmester i denne sæson. Det er betryggende, men et så flittigt orkester bør have to alternative koncertmestre. Det er utvivlsomt derfor, at orkestret prøver internationale gæstekoncertmestre. Udefra hørt og set virkede det denne gang godt med Emily Davies. Kun orkestret selv kan og skal vurdere, hvem det bliver. Men hvem var Emily?