Årets mest populære koncert, Wiener Philharmoikers nytårskoncert med måske 60 millioner lyttere verden over, vil denne gang måske få en lidt blandet modtagelse. Den bød på færre af de populære værker, som går igen på alverdens andre nytårskoncerter. Mange vil nok savne det kendte. Wienermusikerne selv har derimod glædet sig til at præsentere de nye genopgravninger. Men spændende blev det, for wienermusikken spænder videre end det alt for kendte. Programmet i sig selv var en oplevelse for mig, som dog er belastet af at have siddet i danske Theophilus Hansens vidunderlige sal i Wiens Musikverein en snes gange til nytårskoncerten, som jeg siden foran tv-skærmen kun har svigtet en enkelt gang, da jeg rent sagt ud glemte den.

Christian Thielemann, som dirigerede wienernes nytårskoncert for første gang, kommer fra et lidt tungere repertoire af Wagner, Bruckner og Richard Strauss. Han vandt her stort med polkaerne, marcherne og et par forrygende czardas. Publikum reagerede på det, da han dirigerede to værker af Johann Strauss, der havde gravet henholdsvis en vals og en czardas frem fra  sit operaforsøg ”Ritter Pásmán”. Der var først et relativt mat bifald til ”Eva-Walzer”, mens den kraftfulde, energiske ”Czardas” hentede en langvarig begejstring. På minussiden for Thielemann var typisk valsen ”Sphärenklänge”, som ellers kan klinge vidunderligt overjordisk. 

Wienerne spiller wienervalse med et specielt nøl på to-takten. Det er som i en rutsjebane, når man runder en top og det derpå går nedad. De er født med den forskubbede rytme i blodet. Den var ikke i Thielemanns blod, men orkester og dirigent fandt sammen om et virkeligt smukt orkesterspil. Der var utroligt mange fine detaljer sat på plads. Den afsluttende "An der schönen, blauen Donau" glimtede dog  som virkelighedens flod ikke blå,men strømmede statisk bredt.  Det andet faste og sidste ekstranummer, fader Strauss´ ”Radetzky March”, nød godt af, at Thielemann pgså kendte det traditionelle "partitur" for publikums klappen med under musikken og sørgede for en meget bedre publikumspræstation end oftest. Dagen før i Radioens koncertsal i København kiksede publikumsbifaldet helt for dirigent og publikum, og så mister ”Radetzky-march” et vigtigt element. Nej, på Strauss´ egen tid klappede ingen oven i musikken. Det er et moderne fænomen, som er kommet for at blive, om man vil det eller ej.

Der var spændende og anderledes musik fra begyndelsen. Carl Michael Ziehrer skrev ægte wienermusik, som blot ikke hørte hjemme i de populære balsale. Hans ”Schönfeld Marsch” var fyldt af wienerenergi, som hørte hjemme på markedspladsen. Josef Helmesberger juniors lette, elegante dans for feer var afslapning efter bror Josefs Strauss´ mere komplicerede ”Transaktionen” vals. Wienermusikkens titler skal man ikke altid regne med efter pålydende. Uden på det originale partitur ser man Amor forene et elskende par. Valsen har intet at gøre med børsens transaktioner, bortset fra at børsfolk betalte for titlen.  En virkelig raritet var en typisk ungarsk czardas med titlen ”Entracte vals” uden opusnummer af Helmesberger, som tilsyneladende kun har været seriøst opført i større rammer for et århundrede siden i Amerika. En lille perle.

Balletten var i år en speciel oplevelse langt fra de traditionelle kønne, men ofte ligegyldige wienerballet-etuder. Den unge russiske koreograf Andrej Kajdanovitj fortæller realistiske og overraskende små historier i sin balletkoreografi. Og som altid var det noget særligt at høre Wiener Philharmoniker.  En stor nytårskoncert i samlingen kan det blive, hvis man interesserer sig for mere ukendt wienermusik..

Næste års nytårskoncert i Wien dirigeres af, Andris Nelsons, som er chefdirigent for såvel i Leipzig som i Boston ,og det er vi nogle, der glæder os meget til. 

Musikalsk formidabel "Flagermusen" i Dresden

Nytårsdagenes store musik begyndte allerede den 30. december senere på aftenen. Mens Christian Thielemann var i Wien, havde Semper operaen i Dresden bedt den østrigske dirigent Franz Welser-Möst, som til daglig har været chefdirigent for Cleveland Orchestra siden 2002, om at dirigere Johann Strauss’ mesterværk ”Flagermusen”. Dresdner Staatskapelle, som også er Semper operaens orkester, er et af Tysklands bedste symfoniorkestre.  I nytårsdagene kunne man høre to andre orkestre i samme konkurrence. Berliner Philharmoniker og Den bayerske Radios Symfoniorkester. Man kan diskutere, hvilket er det bedste orkester. Det afhænger af dirigenten, af de valgte værker og altsa af dagsformen. Jeg sætter Berlin, München og Dresden på samme linje, men Dresdens Staatskapelle kom mest lykkeligt gennem nytårsdagene. 

Franz Welser-Möst havde en forunderlig aften. Han dirigerede ”Flagermusen” uden at sigte på ydre effekter, men på at trænge dybt ind i partituret. Og så viser Johann Strauss’ musik os, hvad der sker inde i personerne, samtidig med at den bobler af wienerens munterhed, som vil erobre verden, men også har en smertelig længsel efter noget, som kunne være, men alligevel aldrig har været. (Det ligner noget, som jeg har skrevet før). Orkestret lød vidunderligt, aldrig dominerende, men hele tiden under og med de glimrende sangerne. Man kunne se på Welser-Möst, hvordan han hvert øjeblik var med som en støtte til sine sangere. Interessant var Jonas Kaufmanns vellykkede debut i rollen som Eisenstein. Han syntes ligefrem at more sig og os som operettetenor. Lige så spændende var det at høre Rachel Willis-Sørensen som en gennemført Rosalinde Eisenstein med en egen charme og en sikker stemmeføring. Sørensen? Ja, hun er gift med en amerikansk mand. Det er på tide, at vi får hende at høre i noget større herhjemme. Hun vil være et fund som solist med et af vore landsdelsorkestre. Tenoren Andreas Schager begyndte som operettesanger, som han altså her vendte tilbage til, men han er stærkt på vej som heltetenor for eksempel i Bayreuth. Men alle solister og koret gav en stor fornøjelse.

Det kunne præsentationen af ”Flagermusen” også have gjort. Men to konferencierer, en af hvert køn, bevægede sig rundt med sangerne, men de kendte vist ikke meget til, hvad ”Flagermusen” går ud på. Hun læste op fra sine mange erindringskort, men kunne højst huske én sætning af gange, og han begyndte med at citere ”Glücklich ist, wer vergisst” uden at den i operettens sammenhæng ret vigtige fortsættelse ”Was doch nicht zu änderns ist” nogensinde kom (Lykkelig er den, som glemmer, hvad der dog ikke ændres kan). Og så har Semper Oper fået et lysanlæg, som kaster grimme farver rundt i det ellers så smukke tilskuerrum, uanset hvordan scenen belyses og musikken lyder. Der var naturligvis tale om en forkortet koncertopførelse, som dog virkede. Men især tredje akt virkede direkte amputeret og hurtigt afviklet. Der var naturligvis ingen fængselsbetjent Frosch, som jo er en talerolle. Musikalsk var det genialt.   

Endnu to nytårskoncerter. Berliner Philharmonikernes havde været en god repertoirekoncert med den var uden nytårsstemning. Vi ser jo Daniel Barenboim ret ofte dirigere en Mozart klaverkoncert, som han samtidig er klaversolist til, hvis vi følger det internationale koncertliv på nettet. Tre værker af Ravel var mere ekstraordinært. 

Man kan også diskutere Bayerische Rundfunk-symfoniorkestret fra Münchens første nytårskoncert nogensinde. Chefdirigent Mariss Jansons dirigerede, og han er fremragende. Vi fik mange små værker på en rejse verden over, og det er da en god ide for en nytårskoncert, hvis hovedformål vel altid er at være festlig og få gjort nye tilskuere nysgerrige til at gå til koncert. Jansons kan få glimmer til at blive guld. Solisten var kineseren Lang Lang, og der var også en del kinesisk musik på programmet.  Lang Lang spillede en enkelt adagio fra en Mozart klaverkoncert, så hørt lige efter hinanden var forskellen mellem ham og Barenboim uendelig. Lang Lang var naturligvis følsom, så man både kunne høre det og se det.  Overfølsom og meget privat indlevet.  Barenboim var naturligvis meget nærmere Mozart, som vi kender ham i Europa. Men kender vi i virkeligheden Mozart?