af John Christiansen - d. 27. februar 2019
Daniel Barenboims ledelsesstil på Statsoper Unter den Linden i Berlin er kommet i søgelyset. Han er et geni, men han er også en diktator, lyder det fra flere sider – En stor premiere på Den jyske Opera.
Det er let at få øje på geniet. Allerede da Daniel Barenboim
var vidunderbarn i Buenos Aires i Argentina var hans liv musikken. Han kan det hele, dirigere et orkester,
spille klaver, og han har et helt musikbibliotek inde i sit hoved, hvorfra
flere hundrede musikværker kan hentes frem på et øjeblik. Godt, det kan nu og
da høres, at han ikke har brugt meget mere tid på at gøre det.
Daniel Barenboim mestrer også at styre en hel opera med alle
dens meget alsidige aspekter. Han overtog Berlins Staatsoper Unter den Linden i
en forfalden tilstand af DDR i 1992, og han har gennem 26 år og med tre
forskellige intendanter ført den og dets orkester, Berliner Staatskapelle, op
til urokkelig markant position i det tyske musikliv og dermed på verdensplan. Barenboim
har skrevet bøger og essays og blandet sig i både national og international
politik. Han, selv jøde, har oprettet et jødisk-islamisk orkester, som har
brudt før ubrydelige grænser op. Hans ord og ønsker er blevet lov hjemme hos
Berlins politikere.
Den tyske operapresse
i auktion
Hvad skyldes så nu al uroen i den tyske musikpresse, som er
mange gange større og flere gange voldsommere end den danske musikpresse. Nå
ja, den sidste eksisterer knapt nok længere. Men når noget sker i tysk musikliv
og musikpresse, går det ikke stille af. Det begyndte for et par uger siden i
web-magasinet VAN.: ”Barenboim har givet en skideballe til en musiker, som på
grund af et dødsfald i familien ikke spillede som ellers”. Nu har det været et
hovedtema i snart sagt ethvert tysk dagblad.
Det er en af de historier, som løber af sig selv.
Den er ikke længere anonym. Navne er kommet på. Manuel Brug
fortæller i Die Welt om solopaukisten i Staatskapelle fra 1998 til 2013 Willi
Hilgers. Barenboim erklærede, at han var uden rytmefornemmelse. Det syntes Kent
Nagano, Hamburg-operaens musikchef, og Kirill Petrenko, snart Berliner Philharmonikers
chefdirigent, åbenbart ikke, konstaterer Manuel Brug. Hilgers, som i dag er
solopaukist i Den bayeriske Statsopera i Münchens, Tysklands førende operascene,
fortæller: ”Jeg har gennem mange år måttet gennemgå det værste med
sundhedsmæssige skader som depressioner og højt blodtryk som resultatet deraf”.
Det kan være særdeles også psykisk krævende at være orkestermusiker.
Daniel Barenboim har til det tyske presseagentur dpa om
Hilgers udtalt: ”Men spørgsmålet er: Når jeg har behandlet ham så forkert –
hvorfor blev han her så 12 eller 13 år? Jeg betvivler hans gode vilje i denne sag”
Hvorfor kommer angrebene på Barenboim så først nu så mange
år efter, at de allerede kunne være aktuelle? Den danske Martin Reinhardt var i
en årrække basunist i Barenboims orkester, men valgte at vende tilbage til
Danmark til Copenhagen Phil, hvor han spiller nu. Det var ikke nogen
hemmelighed, at han forlod Berlin på grund af Barenboims opførsel over for sine
musikere. Finder tyske eller internationale musikere sig i mere kæft, trit og
retning, end danske musikere gør? Svaret er sikkert et ja.
Sker der noget?
Hvad sker der nu? Berlins kultursenator Klaus Lederer har
pålagt Berlins Staatsopers unge intendant Matthias Schulz at genemgå anklagerne
og sammenkalde personalet til diskussionsmøder. Det er næppe sjovt for Schulz,
som decideret var Barenboims mand og næppe andres førstevalg som chef.
Barenboim selv mener, at der en kampagne i gang imod ham, en kampagne, som
søger at forhindre, at han forbliver i Berlin. ”Staatskapelle har ganske
tydeligt i de sidste dage, i de sidste timer sagt, at det står bag mig”.
Barenboim vil forblive ”så længe orkestret vil mig, og jeg har kraften dertil”.
Skal vi gætte på, at der næppe vil ske ret meget i Berlin. Barenboim sidder for
tungt. Og det skyldes ikke, at Barenboim i året 2000 blev udnævnt som
chefdirigent for Staatskapelle Berlin på livstid. Den slags fine titler er ikke
juridisk deres papir værd.
Der synes at være krasse forhold i Berlin. Men der har altid
været despoter på dirigentpodiet. Arturo Toscanini var kendt som en sådan. Celibidache
skulle have været frygtelig, selvom jeg kun har set ham opføre sig som et lam
til prøver. Karajan var krævende, men ikke nogen despot, mens Karl Bøhm, som
kunne dirigere en vidunderlig Mozart, vitterligt kunne være ond mod visse
musikere og akkurat som Barenboim tilsyneladende lod enkelte musikere og ofte
de samme spille orkesterpassager solo under prøverne og derved latterliggjorde dem.
Christian Thielemann er i flere tilfælde kritiseret for at være en diktator. Den
fremadstormende Teodor Currentzis ligeledes.
En væsentlig diskussion
Men diktatorerne har ofte skabt stor kunst og har overlevet
kritik. Men hvilke midler er legitime dertil? Hvor vidt kan en dirigent gå i
sine krav om kunstneriske toppræstationer? Denne væsentlige diskussion er taget
op af BR-Klassiks Bernhard Neuhoff, der er ganske hård ved Barenboim, men
slutter:
”Den store kunstner og fredsbudbringer Daniel Barenboim
kunne ved at være beredt til en ægte dialog og en væsentlig selvkritik også
bevise menneskelig storhed. Hans beundringsværdige livsværk havde fortjent det
– det ville være trist, hvis det nu skal beskadiges af stivsind”.
Den store operapremiere
Den jyske opera har
fredag den 1. marts en meget spændende premiere på August Ennas ”Kleopatra”,
der blev en stor succes på Det Kgl. Teater i 1894, men siden ikke har været
spillet herhjemme, derimod i udlandet. Alt tyder på, at vi kan glæde os til en
(gen)oplevelse af et senromantisk drama. August Enna skrev endda
publikumsvenlig kvalitetsmusik. På premieren fredag får vi i de tre hovedroller
tre danske sangere at høre, Elisabeth Dreisig, Magnus Vigilius og Lars Møller.
Selve operaen begynder kl. 19.30 i Musikhuset Aarhus, men allerede klokken
18.15 vil operachef Philipp Kochheim åbne en udstilling i foyeren om Den jyske
Operas nye operaserie med udvalgte danske operaer, som vi ikke kender, men nok
burde kende, og som vi vil kunne se og høre i de kommende sæsoner ved siden af
det mere traditionelle repertoire. Efter forestillingen er der åben fest for
alle i foyeren sammen med medvirkende.
Læs mere om Kleopatra
og komponisten i artiklen ”Venter en stor dansk opera?” fra den 20. januar. Tryk
på annoncen for ”Cleopatra” øverst på jc.klassisk’s hjemmeside for at hente
alle praktiske oplysninger. Forestillingen anmeldes på lørdag den 2. marts.