af John Christiansen - d. 11. marts 2019
To historier: Den jyske operas ”Kleopatra” trænger endnu dybere ind ved gensyn - Fjernstyret opera i Hamburg af instruktør i husarrest
For anden gang har jeg set Den jyske Operas opførelse af
August Ennas ”Kleopatra” og nu næsten hørt alle sangerne på de to skiftende
hold. Det var pragtfuld at kunne slappe af. Det blev en endnu bedre oplevelse. Man
opdager meget nyt i musikken, ikke mindst en tættere sammenhæng i hele værket. Når
man skal prøve at fortælle, hvilken anden musik, Ennas partitur står i gæld
til, kommer flere navne frem. Er der i virkeligheden ikke mere Verdi bag end
Wagner og endda med lidt Puccini i? Og sandelig, om musikken ikke også har sit
danske præg efter Niels W. Gade, selv om den også søger lidt eksotisk.
Alligevel lander vi et helt tredje sted, nemlig hos den unge Richard Strauss.
Men der er aldrig tale om epigoneri, ikke om eftersnak af nogen eller nogle
andre. ”Kleopatra” er fra det samme år 1894, som Richard Strauss’ første opera
”Guntram” kom, men kendte August Enna kollega Strauss’ tonedigte ”Don Juan” og
”Tod und Verklärung” fra 1889-90? Det er underordnet, for ”Kleopatra” er absolut
sig selv, og det er den i stort format.
Pladeudgivelse eller
ej?
I Den jyske Operas programbog loves, at ”Kleopatra” vil
blive udgivet af pladefirmaet Dacapo. Det ser vist desværre lidt tungt ud.
August Ennas orkester er stort og fyldigt og altså pladskrævende og dyrt. Og
det er en forestilling, som skal landet rundt. Man har derfor måttet skære ned
i antallet af musikere i forhold til Ennas partitur. For et orkester kan det være
vanskeligt at lægge navn til en indspilning, når orkestret ikke er
tilstrækkeligt stort til at lyde helt, som noderne kræver. Men Aarhus
Symfoniorkester under Joachim Gustafsson klinger vældigt godt, og jeg vil
farisæisk mene, at den mindre størrelse måske gør musikken endnu bedre, fordi
den klinger mere slank, end August Ennas større version ville. Han var vel ikke
helt fri for lidt unødvendig storhedsvanvid angående størrelsen af sit orkester?
Det er naturligvis noget andet, hvis der nu mangler en stemme eller to et sted,
og det ved jeg ikke noget om. Jeg ved kun, at ”Kleopatra” som hørt har en
kvalitet, som vil kunne gøre sig internationalt også på en indspilning. Optagelsen
må ske, om den overhovedet kan gennemføres.
Hvad mere? Der var en nøgen mand på scenen, måske hele to.
Det er vi ikke så vant til som syd for grænsen. Og hvad så? Det er ikke anelse
af udfordrende, men virker som et naturligt led i en beskrivelse af miljøet
omkring en dominerende kvinde som Kleopatra. Her passer ordet elskov, både den
lyse elskov og den mørke elskov, som Kleopatra synger om. (En italiensk opera
blev derimod fejlagtigt oversat som ”Elskovsdrikken”, og det hedder den så
herhjemme, selvom der ikke er en tone elskov hos Donizetti). Elskoven fylder
derimod den store duet mellem Kleopatra og prins Harmaki. Hun ved, at hans
oprindelige mål er at dræbe hende, men inden hun hævner sig på ham, vil hun i hans
sidste nat lære ham, hvad elskov er. Dertil er en fantastisk fortættet musik, som
forbliver fin og behersket og varieret. Man kan så måske mene, at en slaves tidligere
dødsdans for Kleopatra virker mere outreret, end musikken til den er. Men også
iscenesættelsen stod stærkere ved gensynet.
Der eksisterer ikke
noget andethold
Det er ofte et spørgsmål, hvem man skal vælge, hvis
muligheden er der for at vælge sangere. Her er alle hovedpartier dobbeltbesat. Jeg
mangler kun at høre Christian Juslin, som siges at være en vældig god Harmaki,
og Thomas Christian Sigh som ypperstepræsten Sepa, som jeg også gerne ville
have hørt. Det skal slås fast: Uanset hvilke sangerkort man får, så er der
aldrig en nitte. Så godt er niveauet.
Ny for mig var denne gang sopranerne Stefania Dovhan som
Kleopatra og Tanja Kuhn som Charmion. De dannede sammen med Magnus Vigilius, der
sang mere frigjort end på premieren, en ret fantastisk ”trekant” med mange fine
psykologiske detaljer. En særlig ros skal Dovhan og Kuhn have for at kunne
synge så rent og så smukt på fremmedsproget dansk. Det er rigtigt, at de minder
lidt om hinanden, men det føltes kun som en fælles styrke.
Jeg indrømmer, at jeg har det vanskeligt ved at komme ned
med mine arme efter to gange August Ennas ”Kleopatra” på Den jyske Opera.
Modtagelsen har været
vigtig
Det har været ekstra spændende, hvordan såvel publikum som
pressen ville modtage den første opera i den nye danske serie. Deraf afhænger
meget af fremtiden for Den jyske Operas planer om af finde glemte danske
operaer frem og opføre dem som en naturlig del af operaens repertoire i de
kommende sæsoner. Den næste opera i denne serie er den store sommerforestilling
i august, og det bliver med Paul von Klenaus opera fra begyndelsen af 1930’erne
over Heinrich von Kleists novelle ”Michael Kohlhaus”. I modsætning til
”Kleopatra” bliver det altså opera med stor litteratur bag. Men jeg må også sige,
at selve operaens handling også bliver bedre, når man hører ”Kleopatra” mere
end én gang. Og det sker ikke altid.
Det er naturligvis vanskeligt at vurdere publikums
reaktioner og hvad man kan lægge i dem. Jeg har været til to opførelser af
”Kleopatra”, hvor der har været positivt mange mennesker. I begyndelsen af forestillingerne
har publikum været mere forsigtigt i reaktionerne, men stemningen er mærkbart
steget til de samme højder, som vi er vant til ved succesforestillinger. Den
afventende forsigtighed kan let tydes. Starten på operaen er i sig selv langsom.
Væsentligst er det, at for en gangs skyld har rent ud sagt ingen blandt
publikum vidst, hvad de gik ind til. Det var tydeligt at mærke, hvordan ”Kleopatra”
slog an lidt inde i forestillingen. Frygten for, at jeg måtte tage min gamle sang om det
danske operapublikums dovenskab op, har overhovedet ikke været aktuel. Det er
dejligt.
Den del af pressen, som foreløbig har set forestillingen, går
næsten udelukkende ind for operaen og opførelsen. Det er naturligvis sket med
forskellige mindre forbehold, men den meget positive holdning kan også aflæses
i afgivningen af antallet af stjerner. For en gangs skyld kan stjerneaflæsning opfattes
som en fordel ved dette ellers overfladiske system, som ikke er
musikanmeldernes opfindelse, men påduttet dem af umusikalske avischefer. Den
jyske Opera bringer fortsat på sin hjemmeside en løbende oversigt over
anmeldelser.
Hvad anmelderne mente
Med en enkelt undtagelse har alle anmeldere givet fire eller
fem af seks mulige stjerner. Endnu mangler blandt andet opførelserne i
København og dermed også en række anmeldelser. Aarhus Stiftstidende, senest Berlingske Tidende foruden jc.klassisk.dk har givet hele frem stjerner. Børsen, Kristeligt Dagblad,
Frederiksborg Amts Avis og operabladet Ascolta giver alle fire stjerner.
Ascoltas anmeldelse på nettet bliver at læse i bladets april-nummer. Meget positive
anmeldelser uden stjerneangivelse findes også i Weekendavisen, Kjerteminde Avis
og på den nye Operascenen.dk. Politiken bruger ikke stjerner, men spiller ud
med fire hjerter for ”Kleopatra”. I min tid som JP-anmelder misundte jeg mine københavnske
kolleger, at de havde at gøre med hjerter, som fortæller mere end stjerner. Nu
benytter jeg kun stjerner i sjældne, specielle tilfælde som i dette.
I den modsatte ende af stjerneskalaen befandt Jyllands-Posten
sig på sin netavis. Den mente i sin rubrik/overskrift, at ”Kedsomheden dræber
både Kleopatra og publikum”. Det giver sig udtryk i den mest negative placering
i stjernesystemet, som formidles kan, nemlig 1 stjerne, som jeg ikke mindes at
have set givet til en opera før.
Styrer operaopsætning i Hamburg fra
husarrest i Moskva
Der fandt på flere måder en usædvanlig premiere sted på
Hamborgs Statsopera nu søndag den 10. marts. Instruktøren af Giuseppe Verdis
”Nabucco” var ikke selv tilstede. Han havde aldrig været på operaen i Hamburg. Den
49-årige russiske mesterinstruktør Kirill Serebrennikov sad fængslet i en
husarrest i Moskva og måtte ikke forlade Rusland. Han må komme uden for sin lille
lejlighed to timer om dagen, Han er anklaget for som chef for Selskabet for
forfatteren Gogol at have svindlet for omregnet 15 millioner danske støttekroner
til fordel for sig selv. Han har siddet i husarrest i næsten to år, og den
første afhøring fandt først sted i den forløbne uge. Han har hele tiden nægtet
sig skyldig. Serebrennikov er en stærk modstander af det russiske styre og har
en stærk og modig stemme mod staten. En uvildig dommer har gennemgået sagen, og
hans gennemgang af sagen peger på det samme, som mange mener, nemlig at der er tale
om en skueproces fra myndighedernes side. Men det bliver naturligvis kun den officielle
rettergang, som vil komme til at betyde noget.
Premieren og samtlige efterfølgende opførelser af Verdis
”Nabucco” i Hamburg er på grund af instruktørens fravær totalt udsolgt.
Hamburg-operaen har derfor ganske usædvanligt påbegyndt at sælge billetter til
forestillinger i efteråret til faste operaabonnenter. Der forventes en politisk
skandaleopsætning. Statsoperaens chef Georges Delnon siger: ”Naturligvis forventer jeg en politisk
aften”. Han engagerede Serebrennikov allerede før, at denne blev sat i
husarrest i Rusland. Delnon betegner Kirill Serebrenneikov som en af de
intellektuelle, som virkelig har et overblik og ved, hvad der sker også i
forholdet mellem Øst og Vest.
Handlingen i Hamburgs ”Nabucco” er da også flyttet fra
Bibelens drama om kong Nabukadnezar (Nabucco på italiensk) og hebræernes
fangenskab i Babylonien til nutiden. Det drejer sig ikke længere om troen på en
enkelt gud, men om troen på en verden. FNs sikkerhedsråd er endda med på
scenen. Der er også topaktuelle temaer fra det nære Østen. Publikum vil blive
konfronteret med verdensproblemerne.
Sådan er det
foregået
Der er nødvendigvis to instruktører på forestillingen, den
ene naturligvis Serebrennikov i Moskva, som hverken har internet eller telefon,
mens koreografen Evgeny Kulaygin og dramaturgen Sergiu Morabito har ansvaret
for, at tingene bliver sat på plads i Hamburg. Det er et spil for sig med UBS-stik
som mellemled. BR Klassik har beskrevet det: I Hamburg sidder sangerne på
klapstole og ser andægtigt mod en åben laptop. På skærmen ser de Kirill
Serebrennikov i sin lille lejlighed i Moskva: ”Kære venner. Det er igen en dag en betydelig dag. Vi skal prøve en nøglescene”.
Serebrennikov henvender sig direkte til
Dimitri Platanias, som synger titelpartiet Nabucco, hvordan han skal lade sig
falde på en stol. Han taler med sangerne, som var de i virkeligheden alle til en prøve sammen. Så kommer hver dag en sagfører og henter UBS-stikket, som bliver sendt
direkte med fly til Hamburg. Det tillader de russiske myndigheder dog.
Dag efter dag sender holdet i Hamburg optagelser af prøver
tilbage med spørgsmål til Serebrennikov. Sådan er en forestilling nu blevet
til. Og det er ikke den første. Sådan blev først Humperdincks ”Hans og Grete”
til på Statsoperaen i Stuttgart, og så sent som i sidste uge havde
Serebrennikovs version af Mozarts ”Cosi fan tutte” premiere i Zürich, uden af
man der havde set noget til instruktøren. Også der var det efter sigende en
usædvanlig opførelse, nemlig et stærkt forsvar for et mere frigjort forhold
mellem kønnene.
I ”Nabucco” i Hamburg afspilles Serebrennikovs personlige kommentarer
og dele af prøverne på video afvekslende med handlingen. Hamburg-operaens kor
fører scenisk en tilbagetrukken tilværelse, mens virkelige flygtninge bosat i Hamburg
er i forgrunden. Det berømte og fantastiske fangekor ”Va pensiero” gentages i
øvrigt senere i forestillingen. Er det for meget? Krigsbilleder af journalisten
Sergej Ponomarev indgår på scenen, og dertil kom forskellige reaktioner fra
publikum, men bifaldet til slut var entydigt og stærkt.
p.s. Weekendavisen vil anmelde ”Nabucco” i Hamburg. Jeg kan
ikke tro andet, end at Politiken også vil. Det er mig bekendt de to eneste danske
aviser, som stadig rejser ud til de store internationale klassiske
musikbegivenheder. Så mindes jeg, at Morgenavisen Jyllands-Posten engang var den avis
i landet, som oftest kom ud for at rapportere om de store udenlandske musik- og opera-begivenheder. Blot en erindring.
Foto fra "Nabucco" på Hamburg Staatsoper. Scenebillede fra FNs Sikkerhedsråd i New York. Foto: Brinkhoff/Mögenburg//Hamburgische Staatsoper.