Med H.C. Andersen i operaen
af John Christiansen - d. 1. april 2019
Henrik Engelbrecht har skrevet indgående og levende om H.C. Andersen forhold til opera, som digteren overværede 1000 gange rundt i Europa
****** stjerner af ******. Den 2. april er den 92. dag i
året i den gregorianske kalender. Den 2. april skete der meget i 1800-tallet,
som er værd at mindes. Allerede i 1801 var slaget på Reden. Men den væsentligste
begivenhed må være eventyrdigteren H.C. Andersens fødsel i Odense i 1805.
Dagen er i år ikke rund, men væsentlig også for
operainteresserede. Der udsendes en ny bog om H.C. Andersen, ja, måske udsendes
der flere i den stadige strøm af bøger om H.C. Andersen, men denne her er
vigtig, for aldrig før har man kunnet læse så fyldigt og tilmed så veloplagt om
Andersens forhold til operagenren. H.C. Andersen, den ”underlige, kejtede,
kiksede og ranglede” mand var musikalsk i en grad, så det også i dag er værd at
læse, hvad han mente om musikken. Henrik Engelbrecht, som bl.a. har forsket i og
før skrevet om det danske teater i 1800-tallet, udgiver i dag en smuk, diger og
rigt illustreret bog på 483 sider på eget forlag: ”Hjertet brast i toner - med
H.C. Andersen i Operaen”.
Titlen fortjener lidt grundigere omtale. H.C. Andersen havde
hørt verdens førende sopran Maria Malibran som Norma i Bellinis opera af samme
navn: ”… hendes Sang lød dybt og tungt og steg da atter i Højde og Kraft som
de faldne Engles Jammer. Baalet blussede, Hjertet brast i Toner”, skriver
Andersen i ”Improvisatoren” om Maria Malibran i Bellinis Norma. (Jeg må indrømme,
at vi, der skriver om opera i dag, mangler en hel del i at udtrykke os). Endnu
i dag mindes vi Malibran som en af de helt store, selv om hun ikke nåede at
indspille plader. Bogen er også en guldgrube for alle, der interesserer sig for
de store operasangeres historie.
H.C. Andersen var livet igennem en af de få danskere, som i
1800-tallet fik et internationalt syn på opera. Han foretog 29 udlandsrejser
til 21 forskellige lande, og det krævede både tid og tålmodighed dengang. Skiftende
krige, kolera og landevejsrøvere gjorde det også risikabelt. Han gik i teatret,
hvor han kom frem, og er øjenvidne og her ikke mindre ørenvidende for os, når
vi i dag vil opdage mere om tiden dengang. Han skrev i dagene efter derom til venner
og bekendte, men også offentligt til udgivelse om sine oplevelser. Det er meget
stof, som Henrik Engelbrecht har gjort det store arbejde at skære ud af og samle
i en dækkende spændende fortælling.
Odense havde skam et teater
Baggrunden skildres som altid grundigt hos Engelbrecht.
Odense har 6000 indbyggere, ingen nedgravet kloakering eller afhentning af
affald, masser af kvinder er nødt til også at være prostituerede, mange mænd
går rundt i en evig brandert. En ejendommelig blanding af gudsfrygt og rablende
overtro. Hans Christian Andersen drømmer sig væk fra hæsligheden, han drømmer
om teatret, som hans far, skomageren, fortæller om. Jo, der var skam et teater
i Odense, som spillede komedier af Holberg, dramaer og sørgespil af
Shakespeare, Schiller og Oehenschläger og endda syngespil af selveste Rossini,
alt på tysk fremført af de samme multi-skuespillere. Hvad Hans Christian så,
drømte han om og spillede hjemme til sin mors fortvivlelse. Han far hjalp ham
ind i denne verden, indtil han døde udmattet af krigstjeneste, da drengen var
11 år.
Hans Christian blev børnearbejder i industrien, og hans
sangstemme blev populær. Et hold skuespillere kom forbi Odense. De spillede
blandt andet Du Puys ”Ungdom og galskab”, som desværre aldrig høres nu. Hans
Christian fik tjansen som statist med en enlig replik.
På det kongelige Theater
Han havde teater i mere end hovedet, og i 1819 ankommer han til
København og iler mod Kongens Nytorv med Det Kongelige Teater, som han vandrer
rundt om. Hvad han havde lært om teater i Odense, brugte han med kun ti
rigsdaler på lommen og på sin aparte måde. Han blev både balletdanser og
korsanger på teatret som 15-årig. Han fik endda sangundervisning hos tidens
mest berømte sanglærer herhjemme, Siboni. Og den ”kejtede ranglede og sikkert
skabagtige Andersen” blev også mobbet. Hans klagebrev herover til teatres
ledelse er med i bogen og er som meget andet privat stof med til at give et indtryk
af den unge Andersen.
To års hårdt slid endte med fyring både som balletdanser og
korsangeraspirant og tilmed fra forsøget på at blive skuespilforfatter. Afslutningen
var et brev fra teatret med kun én sætning: ”At Directionen ved denne Maaneds
Udgang har entlediget Dem fra Theatrets Tieneste, undlader den herved ikke at
Melde Dem”. Hans velynder Jonas Collin havde været med til at fyre ham, men han
sørgede for, at kong Frederik den Sjette betalte en friplads for ham på en
latinskole i Slagelse. Man kan let forestille sig, hvor hårdt det har været for
Hans Christian at være syv år ældre end sine klassekammerater, men han fik sin
studentereksamen som 23-årig fra Københavns Universitet. I Henrik Engelbrechts bog
er vi her kun nået til side 47 af 483 sider, så ….
Rejselivet begynder
Mandag 16. maj 1831 går den 26-årige H.C. Andersen ombord på
dampskonnerten Prinsesse Wilhelmine med kurs mod Lübeck. Han er blevet digter.
Og han er blevet operagænger i København. Forude venter Europas største
operahuse på hans mange besøg. Man kan dokumentere, at H.C. Andersen omkring
1000 gange er gået i teatret for at overvære opera, operette eller syngespil.
Men det er bemærkelsesværdigt nok ikke altid, at han så hele forestillingen. Ofte
kom han senere, gik før slutningen eller nøjedes med at snuppe et par akter
imellem. Så kunne han se resten en anden aften. Bogen har en fyldig oversigt på
14 sider over de forestillinger, han så, og kan naturligvis ikke være komplet,
men den er i sig selv spændende læsning, for den fortæller meget om, hvad man
spillede hvor. Andersen så i hvert fald 285 forskellige operaer. Det var meget
dengang, da repertoiret var mindre og rejsevanskelighederne større. Operaerne
ses i en alfabetisk liste. I det følgende skal H.C. Andersen selv få ordet. Citaterne
fortæller både om ham selv og om 1800-tallets opera.
Mens anmelderne i København måtte sammenligne med, hvad de
havde set herhjemme, kunne Andersen sammenligne med det store udland. I en
Digters Bazar fra 1842 skrev han: ”… De
fleste større tydske Theatre have vel hver eet eller to særdeles Talenter, men
den danske Skueplads ejer en betydelig Rang, har uendelig store Kræfter. Flere
af vore Kunstnere og Kunstnerinder maatte, dersom det danske sprog var udbredt
som det tydske, erholde en europæisk Berømthed. Vort Repertoire er tillige så
rigt paa originale Arbeider, at man med disse kunde besætte Vinteraftener godt,
uden at ty til oversættelser”. Man må så konstatere, at Andersen her omtaler
teatret, men sikkert fuldt bevist undlader at omtale den danske opera, som han
ikke altid var imponeret af. Men omtalen af det talte teater kunne godt være om
danske sangere i dag. Han kunne ellers være skarp: ”Rita fra Coventgardens Theater har en stærk Stemme uden Elegance, de
dybe Toner ræber hun frem, de høje er som et Lokomotivs”. Hende ville jeg
godt have hørt. Andersen havde ikke
altid respekt for avisernes operaanmeldere: ”Avisen
i Aften siger, at der var stort Bifald og næsten Fremkaldelse af Hr. Jastrau,
Frøken Holms dramatiske Præstation. Sludder er det”.
Nordtydsklands Firenze
H.C.Andersen elskede Dresden, som han kaldte” Nordtydsklands Firenze”, og byens
Semper-Oper (opkaldt efter arkitekten), som han betegnede som ”det smukkeste Theater jeg endnu har set”.
Og: ”Dresden er en ven, man ikke gerne
slipper, han har noget, hvad skal jeg kalde det, halvt borgerligt, halvt
romantisk …”. Semper-Oper var netop
åbnet, da Andersen ankom i 1841. Dresden har stadig en smuk Semper-opera,
selvom den, som H.C. Andersens kendte så godt, brændte allerede i 1864. Andersen
måtte selv to uger efter branden skue ruinerne. Den næste Semper-opera blev nedbombet
i det sidste krigsår 1945 og atter genåbnet i 1985. Den er stadigvæk noget
særligt.
De første gange Andersen kom til Dresden fra Leipzig var det
med kuskevogn, men i 1840 kørte han fra Magdeburg med tog, og det var nærmest
en sindsoprivende oplevelse for ham med den svimlende gennemsnitsfart af knap
30 kilometer i timen. ”Jeg maa da sige,
at jeg var gruelig angest for at gaae med Dampvognen, men jeg vilde… jeg havde
den Følelse: Du kommer aldrig levende derfra…. Men den brusede afsted og intet
lufttryk generede… O, de stakkels kjørende, de syntes at krybe som Snegle… O, saaledes at rejse, ja det er just det
rette. Dampvognen, som jeg var angest for, det er just min Reise-Hest”.
Paris’ store tenorer og flotte scener
Paris var også de store tenorers by. Andersen hører Adolphe
Nourrit: ”Han var da i sin Kraft og
parisernes Yndling … Alt var jubel for ham”. Men da Andersen oplever ham i
1833 er en ny generation af især italienske tenorer ved at udkonkurrere den gamle
måde at synge på. Tre år senere synger Gilbert Duprez de berømte ni høje C’er i
Donizettis ”Regimentets datter” med fuld brystkraft, og de høje slanke toner
blev udkonkurreret. Nourrit prøver også, men opnår aldrig det fuldt tonende
høje C, som de bedste høje tenorer stadig har. Andersen skrev om hans skæbne: Han rejste i 1837 til Neapel. Modtagelsen
var der ikke den forventede, ja endogså en Pibe lod sig høre, det rystede den
altid hyldede sanger sjælesyg trådte han endnu engang op i ”Norma”, den ene
Pibe lød trods hele det øvrige Publikums stormende Bifald. Nourrit var dybt
rystet”. Pibekoncerter var ikke sjældne. I 1839 synger Nourrit på en
velgørenhedskoncert i Napoli en arie fra ”Norma”, som gør ham dybt rystet over
sin egen præstation og publikums reaktion. Nourrit kan ikke sove om natten, han
står op og kaster sig ud fra tredje etage efterladende sig hustru og fem børn. Gilbert
Duprez gjorde senere ikke det samme indtryk på Andersen, som Nourrit havde
gjort. Men der var fantastiske sangere som Pauline Viardot, datter af en store
tenor Manuel Garcia den Ældre, og Adelina Patti. Det er andre historier af mange historier.
Hvad der virkelig kunne begejstre H.C. Andersen, var de
store flotte sceneopbygninger, som især Den store Opera var rig på, for
eksempel Giacomo Meyerbeers ”Robert le Diable”. Andersen har aldrig set noget så
imponerende på en scene: ”… der skulde Du
see en Scene! Der er et Gravcapel, hvor Maanen skinner ind. Gravene aabnes, og
de døde nonner ståe op. – der komme vist 2 à 300 Stykker – de kaste nu
Liigdragten og staae nøgne i gennemsigtigt Flor, saa yndige! De opføre de mest
vellystige Dandse til en fortryllende Musik; man kunne blive gal”.
I Paris besøgte han den gamle Rossini, og i den omtale er
der et citat om Rossinis berømte køkken, som nok kan afskrække gourmeter. Det
er dog ikke af Andersen, der blev pænt modtaget af Rossini, som ikke havde så godt
fat på forskellen mellem Tyskland og Danmark.
H.C Andersen og Jenny Lind
H.C. Andersen forelskede sig i både kvinder og mænd. Forgabelsen
i Maria Malibran er nævnt. Hans forelskelse i og forhold til den svenske
nattergal, operasangerinden Jenny Lind, som var et verdensnavn, fylder 20 sider,
og man møder hende igen i kapitlerne fra Weimar hos Franz Liszt, London og Wien.
Andersen er tryllebundet, så snart hun
åbner munden: Jenny Linds første Fremtræden som Alice hun
fremkaldes; om Aftenen hos Bournonvilles, hendes og min Skaal drukket,
forelsket”. Han sendte hende et Digt allerede efter premieren på Det kongelige
Teater. På det område fik han stærk konkurrence af Adam Oehlenschläger. Jenny
Lind kaldte ham sin bror og markerede på denne måde en afstand til ham. Han
oplevede senere hendes Norma og kunne sammenligne med operaverdenens andre
topsopraner:
”Hendes ”Norma” er
plastisk! Hver Stilling kunde være den skjønneste Model for en Billedhugger,
hvor der kunde synes et dybt tænkt Stadium er her Øjeblikket, Indskydelsen og
ikke det Studerede for Speilet, altid nyt og altid sandt. Jeg har seet Malibran,
Grisi, Madam Schrøder-Devrient give Norma, og hvor elegant og gribende Enhver vidste
at fremstille, Jenny Lind har dog meest fyldt og henrevet mig. Hendes Opfatning
forekommer mig gribende og sand. Norma er ingen rasende italienerinde, hun er
den krænkede Qvinde, Qvinden der har Hjerte til at opofre sig for en uskyldig
Medbeilerinde …”. Den omtalte Wilhelmine Schrøder-Devrient var Richard
Wagners yndlingssangerinde, hans Senta i ”Den flyvende Hollænder” og Venus i ”Tannhäuser”,
men Andersen var ikke tilnærmelsesvis så begejstret for hende.
Operaafteners inspiration
Naturligvis kunne forfatteren blive inspireret under eller
af en operaopførelse. Efter en opførelse i 1869 af Mozarts ”Tryllefløjten”… ”kom i Stemning, gik hjem og skrev Eventyret
”Solskinshistorier”. Klokken blev mange jeg var træt af at skrive, men blev ved
til det var på Papiret efter Midnat”. H.C. Andersens rejsekammerat Nicolai
Bøgh fortalte: ”Gamle (J.P.E.) Hartmann har fortalt mig, at han og Andersen sad
ved hinandens Side og hørte ouverturen til ”Don Juan”. Med Et klappede Andersen
ham på Skulderen og sagde: ”Jeg gaaer – jeg må hjem og skrive”. Under scenen
med Kommandanten indfandt han sig atter og sagde da: ”Naa, er I ikke kommet
videre? Og jeg er fix og færdig”. ”Med hvad”? spurgte Hartmann. ”Med et
Eventyr, som skal hedde Grantræet”.
Over hundrede sider fortæller om Andersens forhold til
operaen i København. Denne danske operahistorie kender mange læsere måske til,
men ikke så grundigt og ikke så spændende, som man får den her. Jeg elsker
anekdoten om bratchisten i Det kongelige Kapel, gift med en ung sangerinde. Han
kunne finde på at rejse sig under forestillingen og true med sin bue af hende,
hvis hun gik for meget op i sine kærlighedsduetter. Andersen ærgrer sig, da hun
blev afsat. Han samarbejdede med hende i litterære musikalske aftener. Vi hører
meget til balletmesteren August Bournonville og om Wagner, hvis musik Andersen
forstod med årene, hvis han da ikke blot havde bestemt sig til at være med på
noderne.
Naturligvis får Det kongelige Teaters voldsomme konkurrence
med italienerne på Hofteatret sit. Videre fortælles om, da Brahms trådte i
spinaten under et gæstespil, og om librettisten H.C. Andersen. Det gamle kongelige
Teater, som havde giver Andersen så mange oplevelser, lukkede i 1874. Han nåede
at komme i det nye teater. Feståbningen sluttede med ”Liden Kirsten”, men
Andersen var for træt til at se sin og J.P.E. Hartmanns opera, som afsluttede aftenen.
H.C. Andersen døde den 4. august 1875.
Der er så meget stof i bogen, at det indrømmet kan virke lidt
tilfældigt, hvad jeg har fået med her. Men det er en bog, som man kan blive ved
med at tage frem og hver gang finde nyt i. Det er ligegyldigt, om læseren er
mest optaget af H.C. Andersen selv og hans personlighed, som man automatisk
bliver det ved læsningen, eller om det gælder Europa som rejseland i
1800-tallet eller operalivet i det samme århundrede på de store udenlandske
scener og i København – og mere specielt om tidens store sangere. Det sidste er
også underholdende stof med masser af anekdoter, selv når man ikke har hørt deres
navne før.
Henrik Engelbrecht:
Hjertet brast i toner – med H.C. Andersen i operaen. 483 sider, 250
illustrationer(!) og indbundet. Pris 399 kr. Udkommer 2. april. Kan købes i
boghandlen og på www.henrikengelbrecht.dk,
hvor prisen på 399 kr. inkluderer forsendelsen.
Billede: Bogens cover.
H.C. Andersen fotograferet af den tyske fotograf Franz Hafstängel i 1860.