af John Christiansen - d. 7. april 2019
Elbphilharmonien i Hamburg turde ikke fortælle publikum, hvordan det skulle opføre sig – Angst for Carl Nielsen i Zürich – Og et efterskrift til og om læserne
Det er
usædvanligt med dagens to historier fra Hamburg og Zürich. I begge tilfælde kan
vi – næsten - sige, at sådan opfører vi os da ikke herhjemme. Jo, slet ikke som
et nyt publikum i Elbphilharmonie i Hamburg kritiseres ret voldsomt for, men vi
kan vel ikke sige os fri for at kunne gøre som koncertpublikummet i Zürich, da
det skulle høre en så fremmedartet symfoni af en Carl Nielsen – om end ikke så
markant.
Neue Zürcher
Zeitungs anmelder Thomas Schacher var til en koncert i Zürichs Tonhalle Maag med
byens berømte Tonhalle Orchester. Dirigenten er også kendt herhjemme, men burde
nok være det i endnu højere grad, selv om Alan Gilbert blev fejret som New
Yorks filharmoniske Orkesters første amerikanske chefdirigent, som han var til
2017. Men han er Carl Nielsen-fan og specialist og har dirigeret alle Nielsens
seks symfonier og mere til i New York og endog med sit amerikanske orkester
indspillet dem alle for det meget danske pladeselskab Danacord. Det var også
med henblik på opførelsen af Carl Nielsen, at han blev engageret i Zürich.
Anmelderen
konstaterede, at efter Beethovens fjerde klaverkoncert og pausen var det tyndet
voldsomt ud på tilskuerpladserne: ”Ingen
nysgerrighed efter det ubekendte? Af angst for, at Nielsens symfoni kunne være
noget moderne? Enhver som gik væk, uanset af hvilken grund, er i hvert fald
gået glip af noget”. Carl Nielsen, samtidig med Sibelius og
Mahler, er i Danmark nationalkomponist, men han bliver forsømt i det øvrige
Europa. Netop den i 1911 færdigkomponerede tredje symfoni, viser, at det sker
med urette. Selv om værket er forankret i romantikken, adskiller det sig klart
fra Sibelius og Mahler. Det ejendommelige ligger deri, at det fortrolige i musikken
igen og igen slår over i overraskelser, og at de forventninger, som man
stiller, udvikler sig anderledes.
Når en Nielsen-afionado (spansk: lidenskabeligt begejstret) som Gilbert står på dirigentpulten, finder
også Tonhalle Orkestret en lysende glæde ved denne musikstil. Under Gilbert får
denne danske quasi-romatik noget utvungent amerikansk, bliver på en måde til en
musical”. Dette sidste har jeg selv ikke tænkt om Carl Nielsens musik.
Uroen i Elbphilharmonie
Den ovenfor
omtalte dirigent Alan Gilbert tiltræder til sommer som chefdirigent for Hamburgs
filharmoniske orkester, som er tilknyttet Elbphilharmonie. Det glæder
hamburgerne sig til, for der har været talt om kriseforfatning under den
tidligere chefdirigent Thomas Hengelbrock. Det forstår jeg godt.
Den store
koncertsal, som byder velkommen ude i Elben ved indsejlingen til Hamburg, har siden
åbningen 11. januar 2017 (ikke 1917, som jeg skrev først - talk) været byens stolte vartegn. Akustikken er meget følsom
og kan give en fantastisk nuanceret orkesterklang, men den er også farlig,
fordi man kan høre et bolsjepapir blive pakket op på en afstand af syv
pladser. Næsten alle koncerter har været
udsolgt. Problemet er, at der er kommet et helt nyt publikum til dels langt vej
fra. En stor del af det kommer ikke for musikkens skyld. Mange har aldrig før
været til en klassisk koncert, som kræver stilhed af tilskuerne. De er der for
at se Elbphilharmonie, der er blevet en af Tysklands største turistattraktioner,
og så bagefter at kunne prale med, at de har været der.
Det har
givet sig mange udslag. Der er langt mere støj end i andre koncertsale.
Mobiltelefoner ringer, og nogle taler bare løs i dem. Man fortæller også om
”folkevandringer”. Til flere koncerter har et tre-chifret antal tilhørere
udvandret under musikken forinden, og det skal ikke være foregået stille. De
har set, hvad de skulle, og så lokker Hamburgs glade havnekvarter. Problemet
er, at Elbphilharmonie selv indtil nu ikke har gjort noget ved det. Man har
været nervøs for at fortælle publikum, hvad der kræves af stille opførsel i en
koncertsal. Elbphilharmonie har kostet Hamburg-borgerne 866 millioner euro, og
man har følt det påkrævet ikke at genere det brede, nye publikum. Skal vi kalde
det hensynet til en misforstået demokratisk ånd?
I den sidste
uge af marts måned blev det pludselig anderledes. Jeg har det fra min
”storebror”, musik-netavisen klassik-begeistert.de, hvis anmelder Andreas
Schmidt overværede to koncerter, hvor indledningsvis lederen af Elbphilharmonie
Christoph Lieben-Seutter kom ind med mikrofon i hånden, og en forstærker på et halvt
minut svævede ned fra loftet. Han havde vigtigt at sige, og hans charmerende
wienerisch blev godt modtaget, da han sagde, at i ”hans hjem” ville han gerne have, at der blev lukket for alle mobiltelefoner,
og at man kunne gemme sin hosten, til musikken var kraftig, og at der jo ikke
var noget i vejen for at holde hånden for munden”.
Personligt
har jeg ikke oplevet det, men når chefen for Elphi, som koncert”skibet” kaldes,
må ty til at udlægge børnelærdommen for, hvordan man opfører sig i en
koncertsal, må det jo have været slemt. Så kan man jo kun undre sig over, at et
sådant selvfølgeligt initiativ først kommer nu. Netavisen klassisk-begeistert.de
er ikke ene om at være begejstret for denne tilsyneladende ”nye tid”.
Det er ikke altid det bedste, som læses
mest
Jc.klassisk.dk
handler kun om klassisk musik, men artiklerne skifter alligevel meget i
indhold. Det aflæses også af de enkelte artiklers læserantal. Det varierer med
op til 30 gange mellem de mest og de mindst læste. Og det er langt fra altid,
at jeg forstår hvorfor. En tendens er dog, at de artikler, som jeg finder de
mest værdifulde og læseværdige oftest ikke er dem, som ”sælger” bedst. Derfor
begyndte jeg at skrive disse linjer. Men det viste sig, at det slet ikke gælder
altid. Det er der ingenting, som gør.
Det er dog
vigtigt at gøre opmærksom på de to aktuelle artikler, som får mig til at slrive dette. De er om et par fremragende og i øvrigt meget forskellige musikbøger. Omtalen
af Henrik Engelbrechts store og spændende fremstilling af eventyrdigteren H.C.
Andersen på mere ukendte veje, nemlig i operaen, som han elskede og skrev meget
spændende om, er min mindst læste artikel i de seneste fem år! H.C- Andersen og
operaen? Det er uden for min begrebsverden. Sig så ikke, at det skyldes, at
artiklen også er en af mine længste, for når man opdager det, er man for længst
blevet klikket ind som gæst på artiklen.
Det skyldes
heller ikke, at de to artikler ikke er underholdende. Det garanterer citaterne
for. Sådan er det også med den anden boganmeldelse af komponisten Poul Ruders’
erindringer ”Har man hørt så galt”, som giver stof til både munterhed og til eftertanke.
De to bøger har efter min mening krav på langt flere læsere. Godt, jeg har selv
skrevet det alt sammen, også artikler med et langt højere læserantal, som jeg
egentlig ikke synes er det værd.
Anmeldelsen
af H.C. Andersen-bogen er artikel nummer 600 på jc.klassisk. De kan alle læses
frit på hjemmesiden. Så er det godt at
konstatere, at de mest læste artikler alligevel hører til i den værdifulde
ende. Mest læst med foreløbig 5.657 er en grundig introduktion til Verdis La
”traviata” fulgt af anmeldelsen sidste august af Den jyske Operas ”Passageren” med
4.878. En ny ukendt opera! Det gjorde mig glad. Også for eksempel anmeldelsen
af den samlede Aarhus-Aalborg koncert med Arnold Schönbergs ”Gurrelieder” kommer
derop af.
SIDSTE NYT: DEN RUISSISKE TEATER- OG OPERAINSTRUKTØR SERENNIKOV ER BLEVET LØSLADT EFTER YO ÅRS HUSARREST, SOM HAN HAR UDNYTTET TIL AT ISCENESÆTTE TRE OPERAOPFØRELSER I TYSKLAND. LÆS TIDLIGERE ARTIKEL. .