af John Christiansen - d. 7. juni 2019
Men først: Voldsom debat om forlængelsen med yderligere fem år af Barenboims kontrakt i Berlin - Operaverdenen har for længst opdaget Lise Davidsen. Hvorfor gjorde vi det aldrig rigtigt? - Bartoli kommer til Aarhus og København.
Tidligere på sæsonen fandt en hidsig debat sted i den tyske
presse, da musikere i Barenboims fremragende orkester på Deutsche Staatsoper
Unter den Linden åbnede munden og klagede over hans diktatoriske styrelsesform
og hans behandling af de musikere, som han af forskellige grunde brød sig
mindre om. Barenboim selv forstod stort set intet, men han lovede at passe på
sin tone over for musikerne og at tøjle sit temperament. Sådan fandt sagen
tilsyneladende til ro igen, men et samarbejde, der var bygget op gennem 28 år,
var blevet rystet af den pludselige mediestorm.
Om ”Ende gut, alles gut” var der ikke tale.
Musikere havde lidt under samarbejdet og var i det daglige
arbejde bange for den enerådende maestro. Det blev næppe ændret meget af den
voldsomme debat dengang. Over for de kritiske anklager stod Barenboims storhed
som dirigent, hans magt, hans succes og hans karisma. I BR Klassik sagde Maria
Ossowski: ”Uden Barenboims lidenskab var
Staatskapelle aldrig blevet til et internationalt fejret orkester”. Det ved
musikerne også. De ved, at orkestrets succes, som de hver for sig er blevet en
del af, ikke ville være blevet den samme uden en Barenboim. Det er klart, at
det for mange musikere giver en ambivalent holdning til fænomenet Barenboim. Og
den kommer også til udtryk i debatten uden for Staatsoper.
Det er nu tilsyneladende kommet som et chok, at
kultursenator Klaus Lederer har meddelt, at Barenboims kontrakt er blevet
forlænget med yderligere fem år fra 2022 at regne. De mange yngre dirigenter,
som venter på at komme til, må endnu engang vente. Først i 2027 vil Barenboim –
måske - gå af som 85-årig som verdens ældste Generalmusikdirektor. En ny
voldsom debat er opstået i Tyskland. Den drejer sig ikke længere om Barenboims
behandling af sit orkester. Den drejer sig om orkestrets fremtid som
kulturfaktor. Der synes i tysk presse at være enighed om, at en kunstnerisk
fornyelse på trods af Barenboims kvaliteter er nødvendig. Jeg citerer BR
Klassiks kommentar som en fællesnævner for den tyske musikpresses holdning:
”Nu forbliver Daniel
Barenboim endnu fem år sammen med Berliner Staatsoper og med det ham i
Nibelungen-troskab hengivne orkester. Om fornyelse eller kunstnerisk opbrud
intet spor. Endnu engang holder det stik, at Berlins kulturpolitik overhovedet ikke
handler om kunst eller om vovemod, og slet ikke om innovation (skabelse af nyt).
For kultursenator Klaus Lederer fra Venstre er det fuldstændig tilstrækkeligt,
når forretningen forløber halvvejs gnidningsløst. Og når den bliver styret af
en musikdiktator af den gamle skole, da ser senatoren endnu engang rundhåndet væk
fra de besværlige detaljer i den menneskelige omgang”.
Lise Davidsen hyldes,
Cecilia Bartoli kommer
For få år siden studerede en norsk sopran i København. Lise
Davidsen hed hun. Hun blev ret tidligt anset for at være en ægte efterfølger
til Norges store Wagner- og Grieg-sopran Kirsten Flagstad. Jeg anmeldte hende
efter en koncert Randers og var overvældet. Det går hende strålende. Med sine 32 år synger hun i London, Zürich, Bayreuth etc. Hun har vundet alle de virkelig store
priser. Hun modtog faktisk Reumertts talentpris i 2014. Anmeldelserne af den beskedne sangerinde er overvældende. Senest har
hun sunget Elisabeth i Wagners ”Tannhäuser” i den meget omtalte opsætning på
Staatsoper München. Den tyske musiknetavis ”klassik-begeistert” skriver bl.a.: ”Aftenens absolutte highlight er Lise
Davidsen. Denne utroligt dramatiske stemme overbeviser alene ved sin store størrelse,
der giver gåsehud over hele kroppen. Med den vanvittig gode kontrol manøvrerer
Davidsen også sin sopran på pianostederne… Sammen med Stephen Milling danner
hun et far-datter drømmeteam.”
Hvorfor hører vi Lise Davidsen så lidt herhjemme? Det er ikke
et pengespørgsmål. Det gælder som altid om at være først ude. Vi er for
langsomme herhjemme. Kontakten burde allerede have været sluttet, da Lise
Daviden sang på operastudiet i København. Dengang var det måske hende, der
manglede en koncert eller to? Men ingen vågen dansk musikarrangør kunne
allerede dengang undgå at vide, at noget særligt var på vej. Vi får
se, om der er nye koncerter med Lise Davidsen på vej nu.
En anden stor sangerinde, den meget spændende italienske
mezzo Cecilia Bartoli er på vej. Hun skal i 2020 på Europa-turné. Herhjemme
synger hun musik fra 1800-tallet sammen med orkestret Les Musiciens du Prince
Monaco og dirigenten Andrés Gadetad først i Musikhuset Aarhus den 10. juni 2020
og i DR Koncerthuset på Amager den 12. juni 2020. Årstallet skal med, så ingen
stiller forgæves op allerede i juni i år. Skulle det være mere belejligt, så kan
man også høre Bartoli i Elbphilharmonien i Hamburg.
Cecilia Bartoli er som sædvanlig aktiv i Salzburg i
pinsedagene, både som aktiv sanger og siden 2012 som en meget populær og
skattet chef for pinsefestspillene. Samtidig har hun allerede sendt programmet
for festivalen i Salzburg 2020 ud. Hovedværket blandt flere bliver Donizettis festlige
”Don Pasquale”, hvori hun naturligvis selv synger det sprudlende kvindelige hovedparti
som Norina. Orkestret på festivalen er det samme, som derefter kommer med hende
på turneen til Danmark.
Reumert-prisen og operaen
Danmarks største teaterpris, Reumert prisen, er blevet
uddelt for 22. gang ved en fest på Nørrebro Teater i København. Det var denne
gang lidt på trods, for Bikuben-fonden, som har været arrangør fra starten i
1998, var for første gang ikke garanten bag. Nu efterlyses nye støtter til at videreføre
landets største teaterpriser. Det burde være en let sag, vil man måske sige, for
der er anseelse bag Reumert prisen. Men der er måske ikke de største penge i at
støtte udvælgelsen af årets mest betydelige teaterforestillinger?
Reumert-festen er det talte teaters fest, selv om balletten
og operaen er med. Men årets opera kommer længere nede på listen over de 18 priser.
Blandt de 17 medlemmer af Reumert dommerkomiteen er der kun én, Gregers Dirckinck-Holmfeld,
som er operaanmelder, og ved siden er ham er der vel højst to andre, som måske i
tilstrækkelig grad interesserer sig for operagenren. Typisk i år var valget af
tillægspriserne, de såkaldte talentpriser. Der var otte talentpriser, men ikke
en eneste gik til en sanger. Ingen i komiteen kendte nogen sanger, som blev
fundet værdig til at få en talentpris. Der var dog en pris: Årets sanger var
Gisela Stille fra Det kongelige Teater.
Det var spændende denne gang, hvilken forestilling der blev
årets opera. Først syntes det for givet, at kun skandinavienspremieren på Weinbergs
”Passageren”, Den jyske Operas Aarhus-forestilling i august, kunne blive det: En
moderne stadig aktuel opera uropført 2010 om et gensyn mellem to mennesker, der
kendte hinanden fra en nazistisk kz-lejr, hvor den ene var fange, den anden fangevogter.
Forestillingen fik fortjent usædvanligt strålende anmeldelser. Men her i
forårets opløb spillede Det kongelige Teater så op med Peter Heises romantiske ”Drot
og marsk”, som har status af en nationalopera herhjemme. Kasper Holten var
endda vendt tilbage som vor førende instruktør og sammen med ham vores førende
operadirigent Michael Schønwandt. Desuden var sangerholdet godt over middel. Jeg
ved naturligvis ikke, hvordan der er blevet voteret, men jeg tror, at det har
været klart fra begyndelsen, at vinderen måtte være den gode gamle ”Drot og
marsk”. Og sådan blev det. ”Drot og marsk” er da også en værdig bærer af titlen
”årets opera”.
Men en prisaften uden en operamæssigt international indsats
som Den jyske Operas ”Passageren” er for pinlig. Når vi ser tilbage i de
seneste år har der været flere tilfælde, da man alt for let har måttet diskutere,
om den rigtige ”årets opera” i virkeligheden var blevet valgt. Det er nu, da
man også skal i gang med at finde nye sponsorer, på tide, at operaen får sin
egen pris med en dommerkomite, som udelukkende består af operafagfolk. Hvorfor
skal den danske operascene være udsat for en komite, som med respekt for dens
teaterviden ikke kan kaldes tilstrækkeligt kvalificeret til at vurdere operadelen?
Danmark har to store faste operaer, men der er mange andre
operabegivenheder i landet. I Esbjerg kan man for eksempel snart opleve ”Rhinguldet”
i en dansk sceneopførelse som led i en flerårig opførelse af Wagners komplette
”Nibelungens ring”. Der er mange begivenheder, som prisuddelingen også kunne kombineres
med, for eksempel en koncert med et landsdelsorkester med et tiltrækkende
program, der samtidig gør opmærksom på andre begivenheder landet over. Vi har
mange fremragende sangere, som kun alt for sjældent høres herhjemme. Tænk om operaens
priskoncert var en propagandafest med dem, som for let glemmes i udlandet og for
operaen landet over og naturligvis transmitteret i radioen. Nå, nu er danske
transmissioner i forvejen sjældent sagen og slet ikke efter den dumme politiske
barbering af DR. Men der sker meget i det danske operaliv, som fortjener større
bevågenhed.
Tror jeg selv på, at denne ide kan føres ud i livet? Ja.
Tror jeg på, at den vil blive det? Jeg må indrømme: Nej. Hvis det var
muligt, var den vel for længst blevet det? Vi er jo i Danmark, så kun en gammel tåbe
ville skrive, som jeg har gjort det her.
Billede:Lise Davidsen. Foto: Ole Jørgen Bratland