Vi var før på bar bund. Hvordan er den danske komponist i Tyskland Paul von Klenaus store opera ”Michael Kohlhaus”? Hvem var han selv? Nu spiller Den jyske Opera operaen i Musikhuset Aarhus den 21., 22. og 24. august. Andre opførelser er ikke planlagt. Og sandelig om ikke Museum Tusculanums Forlag nu har udgivet den danske komponists efterladte erindringer. Det er spændende læsning om en komponist, der blev modtaget uden den store anerkendelse herhjemme i begyndelsen af 1900-tallet og derfor rejste til Tyskland, hvor miljøet for ny musik var anderledes åbent, og hvor han selv blev anderledes godt modtaget og forblev at være det som dirigent og som komponist frem til 1939, da Anden verdenskrig begyndte, og Klenau vendte hjem til København.

For nogle år siden foreslog professor emeritus på Københavns Universitet Niels Krabbe sin universitetselev Eva Hvidt at undersøge Paul von Klenaus arkiv, som var kommet til Danmark fra Wien. Hvordan var Klenaus forhold til nazismen. Det viste sig hurtigt, at Klenau aldrig havde været medlem af NDSAP. Det viste sig også, at Klenau tilbage i Danmark i 1944 med hjælp fra en omhyggelig sekretær havde skrevet sine erindringer, som aldrig har været udgivet. Et afgørende spørgsmål var, hvad Paul von Klenau hjemme i Danmark havde taget med, og hvad han havde udeladt. Nu er så den aktuelle lejlighed til at udgive erindringerne kommet med Den jyske Operas opførelse af ”Michael Kohlhaus”. Opera og bog. Danmark er pludselig forrest.

To bøger i én 

Det er faktisk to bøger i én, som nu cand.mag. i musikvidenskab og historie Eva Hvidt har udgivet. Hun har skrevet forord, introduktion og kommentar, der fylder de første 75 af i alt 364 sider. Man kan læse Klenaus erindringer før Eva Hvidts kommentarer eller i den rækkefølge, som de står i, men jeg vil nu anbefale at gøre, som jeg hurtigt fandt ud af var den mest givende, nemlig at læse de to dele sideløbende og sådan få det hele sat på plads så hurtigt som muligt, inklusive at kunne finde ud, hvad Klenau ikke skrev her hjemme, da han kom tilbage til Danmark. Det er interessant nok, men det er ikke afslørende. Men husk at læse kommentarerne med småt med.

Det er en meget alsidig læsning. Paul von Klenau var ikke den, som dramatiserede sine erindringer, men en anset dansk komponists liv i Tyskland før og under nazismen op til 1939 er et drama i sig selv. Konklusionen på dette drama er, at vi roligt og med glæde kan se og høre Paul von Klenaus opera. Vi får også en privat tilgang til en række store musikfolk og kulturkoryfæer, for eksempel hans lærer Arnold Schönberg, hvis ”Gurrelieder” han gav en betydende opførelse, og som han fik til København for at dirigere en koncert i Odd Fellow Palæet, videre komponist kollegerne Alban Berg og Hans Pfitzner, den legendariske dirigent Wilhelm Furtwängler, som han blev ven med allerede under studierne og som han delte en begejstring for af Anton Bruckners symfonier, hvilket på det tidspunkt endnu ikke var selvfølgeligt, og kulturpersonligheder som Stefan George, Rainer Maris Rilke og Albert Schweizer.

Fem års forsøg med dansk musik

Kun i en periode på fem år i begyndelsen af tyverne forsøgte Klenau at få fodfæste i dansk musikliv, men den musikalske horisont herhjemme var og forblev ham for lav. Det var var ikke alene for det, som skete i tysk musikliv, men også andre steder i Europa. Det forstår man let. Klenau etablerede og dirigerede Dansk filharmonisk Selskab i København. Nyheder var de værker, som den dag i dag er hovedværker på et dansk landsdelsorkesters repertoire, men de er kommet til Danmark meget senere end nødvendigt.

 Klenau måtte kæmpe for en fornyelse herhjemme. I Tyskland stod han selv midt i den som en fornyer, og han blev tilmed anset for det. Han boede i Bayern, hvorfra han rejste ud som dirigent også til England. Han var en toneangivende musiker og kunstner. Men det er værd at hæfte sig ved, at han forblev beskeden og altid føles som ærlig.  

To ægteskaber

Klenau skriver ikke detaljeret om sine to ægteskaber, men skriver dog mere omhyggeligt om sin første kone, Anne Marie Sim, som var jøde, og som han var gift med i 23 år, inden deres forhold bristede. Hendes familie ejede Frankfurter Zeitung, byens næststørste dagblad. Han er overraskende hård ved hendes familie. Han var måske alligevel påvirket af omverdenens jødesyn? Jeg tror det ikke. Intet andet tyder på det. De to mødtes tilfældigt i Berlin nogle år senere. Der er en smuk skildring af mødet, hvor det, der havde været, ikke kunne holdes tilbage, men de sås aldrig siden. Hun ville ikke.

Hans anden kone, østrigeren Magaretha Klimt, som var elev af den kendte arkitekt og kulturkritiker Adolf Loos, tog med ham til Danmark i 1939, men rejste tre år efter tilbage til Wien. En tysktalende kone i Danmark under besættelsen var for stort et skridt. Klenau skriver meget positivt om hendes selvstændige evner og rige væsen. Han oplevede ikke alene den europæiske kultur indefra. Han mærkede også den europæiske kulturs indre modsætninger på sin krop.   

Om operaen ”Michael Kohlhaas”

Bogen ville næppe være udgivet, hvis der ikke var kommet nyt røre om Paul von Klenau med opførelsen af hans opera, så af alle omtaler af hans musik vil jeg holde mig til den aktuelle opera ”Michael Kohlhaas”. Det er sagt og skrevet om Klenau, at han i sin opera skrev tolvtonemusik ved siden af musik i den traditionelle dur-mol opbygning. Nazisterne var ved at overtage magten, netop da ”Micheal Kohlhaas blev uropført først i Stuttgart og umiddelbart efter i Berlin, hvor opera fik en meget filmisk opførelse.

Det fremgår, at Klenau ville være skrevet på nazisternes sorte liste over komponister, som skrev entartet musik, hvis han virkelig komponerede tolvtonemusik, som den korrekt nævnt var blevet opfundet af Josef Natthias Hauer, og ikke, som man stadig ofte ser det, af den mere kendte Arnold Schönberg. Både kommentarerne og erindringerne holder sig bogen troværdigt til den musikhistoriske sandhed. Klenau overbeviste selv en ledende nazi-leder om, at hans egen metode at indregne alle skalaens tolv toner i sit system ikke var identisk med den tolvtone musik, som nazisterne frygtede. Det var en tid, da den samme musik blev forbudt et sted og tilladt et andet. Det kendte Carl Orff til. Hans ”Carmina burana” blev forbudt nogle steder og hyldet andre steder. Det afhang vel af, hvor musikalske de forskellige naziledere var.

Klenau betegnede nu sin musik som skrevet i ”den toneartsbestemte tolvtoneteknik”, og man læser i bogen både eksempler på nazistiske musikanmeldere, som godtog det, og som ikke gjorde det. ”Michael Kohlhaas” blev en succes både hos det brede publikum og i de nazistisk bestemmende kulturkamre. Han skrev endnu to store operaer, ”Rembrandt van Rijn” og ”Elisabeth von England” i den samme egne stil, som han også kaldte ”det totalitært tonale tolvtonesystem”. Kært barn har mange navne.

Men mon ikke, at vi kan fastslå, at der ikke er tale om den tolvtonemusik, som publikum gerne frygter, og som kan give nogen en undskyldning for ikke at høre ”Michael Kohlhaas”? Klenaus såkaldte tolvtonemusik er altid blevet hyldet som meget smuk. Vort eget svar får vi andre den 21. august.

For at skrive sin tekstbog til ”Michael Kohlhaas” efter Heinrich von Kleists novelle af samme navn og fuldende sin opera lejede Klenau et hotelværelse i Paris, hvor tilfældigt den af ham beundrede Rainer Maria Rilke også havde boet for at kunne arbejde koncentreret.

Begyndelsen er enden

I den sidste del af sine erindringer vender Paul von Klenau tilbage til sin barndom, sine forældre, sin familie, altså dertil, hvor en erindringsbog normalt begynder. Det vil føre for vidt her at gennemgå denne del, men det er god læsning. Mødet med den unge Paul kan sagtens give en læseroplevelse. Erindringernes alsidighed fører mange steder hen, også til en række europæiske storbyer inklusive København, som den næsten eneste i Anden verdenskrig, der ikke var på vej til at blive mere eller mindre smadret som Wien, Paris, München og Berlin.

Hjemme i Danmark under besættelsen var det naturligvis meget problematisk, at Paul von Klenau omgikkes tyskere fra besættelsesmagten, uanset om han mødte gamle venner. Det står der ikke meget om i bogen, som handler om en dansk komponist i Tyskland til 1939, men dog medtager komponistens egne ord om sit sidste musikalske virke i Danmark.   

Personregistret er på omkring 750 forskellige inspirerende navne, som fortæller historier fra en bred kulturel verden. Det viser, at det er en bog for et bredt kulturelt interesseret publikum.

Meget om denne bog er (for) hurtigt skrevet. Jeg ville gerne have brugt mere tid på den, og jeg er ikke færdig med den. Men der skulle være en artikel at læse, før Den jyske Opera opfører Klenaus opera, og det er som nævnt den 21., 22. og 24. august i Musikhuset Aarhus. For de operainteresserede vil jeg gøre opmærksom på min nylige introduktion til operaen på jc-klassisk.dk: ”Spænding før opera-premiere”.    

Konklusion       

Stor anerkendelse og tak til Eva Hvidt for at have gennemført at skrive denne spændende og meget nødvendige bog om en tid og om forhold, som vi har kendt alt for lidt til. Køb den og bliv klogere på meget. Også en kompliment til forlaget for en udgivelse, som der desværre ikke er penge i.  

Bog: En Musiker oplever den europæiske Kultur 1900-1939. Paul von Klenaus efterladte erindringer. Med forord, introduktion og kommentar af Eva Hvidt. 364 sider, 45 illustrationer, indbundet, 16 x 24 cm. Museum Tusculanum Forlag, er udkommet. Pris 375 kr.   Man kan dog købe bogen til Den jyske Operas tre forestilinger til rabatprisen 300 kr., dog kun fra kl-18.30 og i pausen hos Den jyske Operas medarbejdere.