af John Christiansen - d. 23. oktober 2019
Bliv klogere på Tjaikovskijs ”Jevgenij Onegin”, som Den jyske Opera spiller landet over. Først nu begynder den intense landsturné.
Måske har De læst denne artikel. Jeg satte den på for syv uger siden, men
det var for tidligt. Tjaikovskijs ”Jevgenij Onegin” er først rigtigt aktuel nu,
da premieren i Odense er overstået med strålende anmeldelser til følge. Først søndag
den 27.oktober begynder Den jyske Operas turne landet over i Kolding. Hvem
søger så nu syv uger senere efter en introduktion til ”Eugen Onegin”, som
operaen kaldes herhjemme og i mange europæiske lande. Derfor denne gentagelse
dog i en lettere revideret udgave. Operaen synges på russisk landet over til og
med den 30. november. Det russiske bliver en vanskelig opgave for de mange
ikke-russiske sangere, men det russiske sprog vil også på Den jyske Opera give
den rette atmosfære. Det bliver en lettere omgang med den danske overtekst, som
vil rulle hen oven over scenen overalt.
Pusjkins forbillede
Forbilledet for teksten var en af de mest berømte russiske versromaner af
Alexander Pusjkin (1799-1837). Den står i russisk litteratur lige så markant
som Goethes ”Faust” i tysk litteratur. Pusjkin forudanede her sin egen skæbne,
for han døde alt for ung i en meningsløs duel, som Lenskij gør i operaen. Her er
et første spørgsmål til instruktøren, tyskeren Hinrich Horstkotte, som har
været aktiv især i Tyskland og Østrig i såvel opera, skuespil og dukketeater:
Hvordan vil han lade denne duel udspille sig? Som traditionel teaterduel eller
efter originale russiske regler for dueller? Ofte ser man det første, nemlig
som i franske og engelske dueller at duellanterne går fra hinanden og skyder
samtidig. I den russiske duel, som passer ideelt til handlingen i Tjaikovskijs
opera, skal duellanterne vedvarende gå mod hinanden og selv vælge tidspunktet
at skyde på. (Jeg takker min kollega på Weekendavisen for vejledning herom).
Lenskij skyder først og med vilje forbi, men Onegin dræber ham derefter.
Hvorfor? Måske i et øjeblikkeligt selvhad. Men det er nu en af de mange
situationer i operaen, hvor instruktøren afgør, hvad der egentlig sker.
Tjaikovskij valgte de scener ud, som passede hans musikalske gemyt bedst,
og lod sin elev og ven Konstantin Schilowskij skrive librettoen, som
Tjaikovskij ville det, og det betød, at der kom så meget Pusjkin med, som der
rimeligt kunne komme med. Han kaldte selv operaen for ”lyriske scener”, men
dens teatervirkning er stærk og gribende: Den har også en poetisk
psykologisk ramme, eller rettere flere, som fint giver den skiftende atmosfære.
Der er to balscener, den første er bygget op om en vals med kor i den unge
Tatjanas hjem i et landhus, den anden begynder med en polonaise mange år senere
som optakt til sidste akt i et palæ i St. Petersborg, hvor Tatjana nu er
fyrstinde. Disse to forskellige verdener, som ikke umiddelbart kan mødes,
karakteriseres fint af de to danse. Man kan også glæde sig til følelsestunge og
vidt spundne melodier med en ren harmonik og en flot orkestersats.
En parallel til Tjaikovskijs eget liv
Vi skal først have en anden historie med fra tiden, da Tjaikovskij gik i
gang med at skrive ”Jevgenin Onegin”. Efter sigende skulle en fremtrædende
sangerinde Elisabeth Lawrowskaja i begyndelsen af året 1877 have henledt
Tjaikovskijs opmærksomhed på Pusjkins Onegin-stof. Det var dog næppe mere end
et tilfælde, at Pusjkins kærlighedshistorie blev en parallel til, hvad
komponisten oplevede samtidigt: En ung konservatorieelev i Leningrad skrev
glødende breve til komponisten, og han ægtede hende måske i et umuligt håb, at
det ville få ham til at glemme sin homoseksualitet, som var ham et problem, som
det altid har været i Rusland. Det kunne være et signal om, at han ville prøve
at være som de fleste, men det blev en frygtelig tid for Tjaikovskij, som efter
nogle få dage i forholdet, som aldrig blev et sådant, flygtede til Clarens ved
Genova-søen i Italien, hvor han arbejdede på sin ny opera og faldt lidt til ro.
Det var operaen, som gav ham den smule sjælelige ligevægt, der var ham forundt,
tilbage. Han sluttede partituret den 1. februar 1878.
Tjaikovskij ville ikke se operaen
Men Tjaikovskij kunne først ikke tænke sig at se operaen blive opført. Han
forestillede sig ældre og ikke specielt fremragende operasangere i de partier,
som for ham var idealskikkelser. Han korresponderede med sin ”elskede veninde”,
den ældre enkefru Nadjésda von Meck, som støttede komponisten, så han havde råd
til at koncentrere sig om at komponere, hvor han end befandt sig. Men han mødte
hende aldrig. Hun ville ikke. Kan det kaldes musikverdenens mest mærkværdige
kærlighedshistorie? Tjaikovskij skrev 10 operaer. Den mest kendte efter ”Onegin”
var ”Spar dame”. Nævnes her skal også operaen i en akt om den blinde ”Jolanthe”
fra 1892 efter danske Henrik Hertz’ skuespil ”Kong Renés datter”.
Et tilfælde gjorde, at nogle unge sangere fra et konservatorium i Moskva
ville opføre operaen. De havde ingen scenisk erfaring, men de havde alderen til
rollerne. Således fandt uropførelsen sted den 29. marts 1879 dirigeret af
komponisten Nicolai Rubinstein, og den rev fra begyndelsen publikum med.
Tjaikovskij, der i mellemtiden var vendt hjem til Rusland, overværede
publikumssuccesen. Den professionelle premiere fandt sted to år efter i Moskva
Et handlingsforløb 1. akt. Brevet
Man finder let et handlingsforløb om ”Onegin”, så jeg tager nogle
kommentarer med. Søstrene Olga (mezzo) og Tatjana (sopran) præsenteres først
for sig, så sammen med moderen Larina (mezzo) og den gamle amme (alt). De
ældres erfaringer om livet og kærligheden antyder, hvad de unge vil komme til
at opleve. Deres erfaringer glider sammen med oplevelsen af de engelske og
franske romaner om kærlighed og ægteskab, som de har læst. En central sætning
om deres liv på landet lyder: ”Tilvænning
forærer os himlen i stedet for lykken”. Den ældre datter Olga synes
allerede at have fundet lykken i forholdet til naboen, den poetiske Lenskij
(tenor). Han dukker op sammen med sin ven, Jevgenin Onegin (baryton), der er
noget arrogant og som aldrig undlader at vise, at han keder sig gevaldigt i
selskabet. Tatjana er den mere sky af de to søstre, men hun føler sig straks
tiltrukket af den fremmede Onegin, selvom denne bespotter hendes naivitet.
Om aftenen fortæller ammen Tatjana om dengang som ung, da hun var forelsket
i en fremmed, men ”dengang talte man ikke om kærlighed”. Tatjana tilstår sin
kærlighed og vil ikke forstå ammens advarsler mod den. Denne scene glider over
i den fantastiske brevscene, da Tatjana bliver ene og skriver et nok
eftertænksomt, men også sværmerisk kærlighedsbrev til den fremmede. Det er
mesterligt, som Tjaikovskij i sin musik lader Tatjanas følelser for Onegin
vokse og lader dem blive hende stærkere og stærkere bevidst, mens hun skriver.
Det er mesterligt, som man i sidste akts musik kan høre, hvordan hun aldrig
slipper, hvad der har udviklet sig i hende, mens hun skrev brevet. En sådan
brevscene var egentlig en nyhed i operalitteraturen, selvom allerede Mozart lod
sine operaaktører skrive og synge breve. Nu må jeg bruge et fremmedord. I
Tjaikovskijs musik blev brevet til et psykogram, altså en psykologisering af,
hvad der sker i Tatjana, mens hun skriver sit brev. Næste morgen møder Tatjana
Onegin, Han fortæller hende høfligt, men koldt, at han ikke er hendes brev
værd, og at han ikke vil lade sig binde. Lige så lang og inderlig selve
brevscenen er, lige så kort og isnende er denne konfrontation.
2. akt: En fest på landet og en dødelig duel
Senere. Tatjanas fødselsdag fejres. Valsen med kor og mazurkaen er den
væsentlige dansemusik. Nu kommer Lenskij igen med Onegin, som fra første
øjeblik atter erklærer, at han keder sig. Han giver sig til at flirte med Olga
for at gøre Lenskij jaloux. Han vil atter og atter danse med hende, til
situationen kommer helt ud af kontrol. Lenskij udfordrer Onegin til duel. Det
hjælper ikke, at han i slutensemblet for sig selv synger: ”Jeg elsker ham, min ven, af hele mit hjerte, jeg burde rejse mig af
disse fordomme som en mand af ære og fornuft”. Men han når aldrig at sige
det. Onegin tager imod udfordringen. De to mænd kan synge om det tragiske, der
er sket mellem dem, men ingen af dem kan tage skridtet til forsoning.
Til fødselsdagsfesten har Triquet (tenor), en lidt sørgelig
fransklærer-skikkelse, forinden sunget en sang til den stakkels Tatjanas ære.
Den er vanskelig og skal have en kommentar med på vejen. Den skal ikke
nødvendigvis være en sanglig nydelse. Parodien skal også fremvise et billede af
et menneske, som ikke kan det, som han selv ønsker og nok tror, at han er. Jeg
har set fremragende fortolkere af Triquet få anmeldelser, at deres sang for dårlig,
og det har jeg ment var en anmelderfejl. Triquets karakter i sangen er på een
måde lidt latterligt uudholdelig, men samtidig må den absolut gerne være en
oplevelse.
Så følger den triste snefyldte morgen, da Lenskij og hans sekundant i
ensomhed venter på Onegin, der naturligvis er skødesløst forsinket. Som tegn på
sin foragt for det hele har han blot sin tjener med som sekundant. Lenskij har
udnyttet ventetiden til at synge en af de smukkeste tenorarier, der findes. Heri
mindes han en anden tid, men musikken fortæller os, at han ved, at den tid ikke
vender tilbage, så urimeligt det end er. Mulighederne for at iscenesætte selve
duellen er beskrevet ovenfor, men det må tilføjes, at Den jyske Operas
opførelse er en rejseforestilling, hvor de to duellanter visse spillesteder må
stå urimeligt tæt.
3. akt: En anden verden
Mange år efter. I balsalen hos fyrst Gremin (bas) i St.Petersburg.
Onegin er efter en lang rejse i Rusland nået hertil. Pusjkin gør meget ud af
denne rejse, som hos ham har lært Onegin social medfølelse. Hos Tjaikovskij er
han ikke andet end den gamle, hvis første konstatering lyder: ”Også her keder jeg mig”. Gremin
præsenterer ham for sin unge kone, Tatiana, som hurtigt trækker sig tilbage.
Fyrsten fortæller i en arie, hvad Tatjana betyder for ham, den meget ældre.
Næste morgen mødes Tatjana og Onegin i hendes modtagelsesværelse. Han er
overvældet ved at se hende som modnet kvinde og undskylder sine fejl og tilstår
hende sin kærlighed. Hun indrømmer, at hun stadig elsker ham, men hun vil til
Onegins fortvivlelse blive sammen med fyrst Gremin.
Tolkninger og tydninger
Denne slutscene har medført flere tolkninger. Lige for ligger tanken, at
Tatjana viser sin storhed ved ikke at følge sin kærlighed, men at vælge sin
aldrende husbond, men der er andet end det. Volker Gebhardt har i sin bog
”Frauen in der Oper” analyseret Tatjana som operalitteraturens første
emanciperede kvinde. Tatjana frigør sig fra, hvad andre vil sige og gøre,
allerede da hun skriver sit brev. Hun gennemskuer nu Onegin, at han falder for
hende på grund af hendes nye stand og rang som en stor generals hustru. Hun
erkender som en fri emanciperet kvinde, at hun og Onegin ikke har nogen fremtid
sammen.
Den store operainstruktør Götz Friedrich skrev i sin bog ”Mein Opernführer”
om operaens åbne slutning: ”Eugen Onegin”
opkaster spørgsmål, som den ikke giver svar på og som ikke bliver løst, men så
meget desto mere lader historien stå åben for en yderligere indsigt og måde at
forholde sig til den på. Hvortil kommer – komponeret af Tjaikovskij – ens
beredskab til at erfare sandheden i spændingen mellem smerte og skønhed”.
Denne skønhed og smerte er overvældende i Tjaikovskijs ”Jevgenij Onegin”.
Tryk på Den jyske Operas annonce for operaen øverst til højre og få megen
praktisk viden om forestillingerne landet over.
Foto fra scenen med
duellen på Den jyske Operas opførelse. Birketræerne er et gennemgående element
i forestillingen. Foto: Anders Bach for Den jyske Opera.