Fem stjerner af seks. . Den jyske Operas opsætning af Tjaikovskijs ”Jevgenij Onegn” (på dansk ”Eugen Onegin”) er en pragtfuld forestilling, hvis det da er korrekt at betegne et smertefyldt drama om umulig kærlighed som netop pragtfuldt. Men her kombineres smerte og skønhed, som netop opera i sine store øjeblikke på nærmest uudgrundelig vis kan gøre det.

Men først et tilbageblik på Den jyske Operas sidste par år. Vi er godt inde i operachef Philipp Kochheims anden sæson i spidsen for Den jyske Opera. De har været spændende på et både højt og interessant niveau. Den jyske Opera har i en vellykket søgen efter at være alsidig samtidig holdt sig på et internationalt plan. Jovist har der også været en bundskraber, men kun én, en scenisk komplet rodet og uinteressant ”Carmen”, som dog musikalsk var i orden. Helt specielt har det været, at en tysker kom til Danmark og med dygtighed og energi har gravet glemte danske operaer frem og endda har samlet et begejstret publikum til dem.  

En stor klassiker

Nu spiller man en stor klassiker, Tjaikovskijs ”Jevgenij Onegin”, og det er en forestilling, som henvender sig til Den jyske Operas brede publikum med sin pragtfulde musik og med en fortælling med rige nuancer. Er man for scenisk traditionel opera, så får man det i princippet, men i en så nuanceret form, at ingen behøver at savne de overraskende, men også nødvendige elementer i en scenegang, som stiller os tilskuere spørgsmål, som vi måske må vende på hovedet en gang eller to for at finde svar på.  Men det er udbytterigt alene at prøve at finde svarene. Og musikalsk får man fra dirigent, orkester og sangere en neddæmpet og alligevel intens forestilling, hvor operaens to musikalske hovedelementer, netop smerte og skønhed, klinger sammen på bevægende vis.

Denne anmeldelse kan læses som en fortsættelse af den grundigere introduktion til ”Jevgenij Onegin”, som blev sat på jc.klassisk.dk i sin anden omgang den 27. oktober. Her er så et forsøg på at gengive de indtryk, som selve opførelsen gav. Som helhed er det blevet en af Den jyske Operas allersmukkeste og vægtigste forestillinger, og det siger jo ikke så lidt.

En umulig duel på russisk

I den ovenfor nævnte introduktion omtalte jeg allerførst den urimelige duel mellem Lenskij og Onegin. Hvordan ville den tyske instruktør Hinrich Horstkotte lade den udspille? De to var oprindeligt venner, men i en blanding af kedsomhed og irritation flirter Onegin med Lenskijs kæreste Olga, så Lenskijs følsomme grænse overskrides. Han udfordrer Onegin til en meningsløs duel. Horstkotte lader duellen udvikle sig helt efter russisk forbillede, som på samme tid giver stærkt og tolkningsrigt psykologisk teater. Lenskij skyder først, men han rammer med vilje ikke Onegin, hvorimod Onegin øjeblikket efter dræber Lenskij.

Senere har Horstkotte indlagt en handling, som naturligvis ikke forefindes i Tjaikovskijs opera, men som optakt til sidste akt flere år senere lader han os se, hvad der sker som en drøm i Onegins med livslede inficerede samvittighed. I drømmen er Lenskij vendt tilbage til livet. Onegin dræber ham på ny. Han dræber også de to søstre, Olga, som har mistet sin kæreste Lenskij, og Tatjana, som har erklæret Onegin sin kærlighed. Man har lov at mene, at denne drømmescene er overflødig, men jeg fandt den en smertefuld eftertanke til duellen.

Spændende iscenesættelse og scenografi  

Hinreich Horstkotte står også for den usædvanlige scenografi, en nærmest evigt faldende sne mellem smukke, ranke birketræer. Det er tankevækkende, som træerne synes at rumme både musikkens skønhed og dens ensomme smerte. Allerede i åbningsscenen med de to søstre, deres mor og deres amme søger en birkestamme at trænge sig ind i deres hjem på landet et sted langt ude i Rusland. Billedet af birketræerne er smukt, det er ensomt, det er tolkningsrigt, det er uafvendeligt. Og i det øjeblik i festen på landet, da de to mænd Lenskij og Onegin synger om, at de burde enes, men ingen af dem alligevel er i stand til at afværge den meningsløse duel, da vendes birketræerne halvt rundt af koret og skifter karakter. Scenografien spiller med i denne menneskelige tragedie.  

Selv den italienske commedia delle arte drages ind, og det kan diskuteres, for der er ingen genklang af netop den i Tjaikovskijs musik. Lenskij er klædt som den klassiske hvide klovn lige til døden, og hans modsætning, den kyniske Onegin ligner nærmest en rockmusiker med solbriller i stift sort. Operaen har en biperson i Tatjanas fransklærer Triquet, som synger en lille sang for hende på hendes fødselsdagsfest dog ikke til fødselarens fornøjelse. Han hypnotiser hende endda. Han er klædt ud som døden som et forvarsel om, hvad denne fødselsdagsfest lægger op til. Triquet blev godt sunget og fremragende karakteriseret af Simon Mott Madsen. 

To fremragende besætninger

Den mest indtrængende scene er Tatjanas, da hun krænger sin kærlighed ud i brevet til Onegin. Den tyske sopran Tanja Christine Kuhn, der er blevet en skattet del af Den jyske Operas faste sangerhold, sang så enkelt og smukt, at ordene blev bevægende stående. Hun var scenisk herlig som en ung pige, hvis bevægelser faldt sammen med hendes sang i beskrivelsen af den første kærligheds voldsomme udtryk. Heller ikke instruktøren kunne glemme hendes brev og mindede os fortsat derom med at fylde scenen med et overtal af faldende breve. 

De største partier er dobbeltbesat. Den walisiske sopran Elin Pritchard, som vi også kender for velklang , alternerer som Tatjana. I titelpartiet hørte jeg den snart lokale nordmand Leif Jone Ølbergs behageligt smukke baryton. Han alternerer med vor egen fremragende Jens Søndergaard som Jevgenij Onegin. Hvilken besætning skal man så vælge, kan man spørge. Jeg havde desværre kun mulighed for at høre den ene, men jeg har hørt de alternative sangere i andre roller og skriver roligt, at Den jyske Opera præsenterer to virkeligt gode hold sangere, og spørgsmålet om, hvilket man skal vælge, kan kun besvares: ”Dem begge”. 

Lenskij synges af en ægte russer, tenoren Dimitrij Bashkirov med sprød følsomhed, og franskmanden Philippe Do. Den amerikanske bas Valerian Ruminski sang fyrst Gremin med en nuanceret bas. Nu kan Jens Bové høres som fyrsten. Den virkelig glimrende mezzo Johanne Højlund sang Olga tilsat en tindrende livsglæde, som så brat slukkes.

Den gode bredde

Den jyske Operas kor har gennem mange års forestillinger oparbejdet en høj standard i også at synge mindre soloroller. Her synger alle endda på russisk (bortset fra Triquets franske). De er alle værd at nævne.  Som Larina hørte jeg Birgitte Mosegaard Petersen, som alternerer med Birgit Demstrup. Andreas Winther synger barytonen Zaretskij alternerende med Thomas Christian Sigh . Bolette Bruno Hansen skaber atter en meget fin karakterrolle som ammen Filipjevna. Hun alternerer med Sine Algreen Møller, mens Jens Bovè og Jani Kyltönen synger en kaptajn. Koret, som er en gevinst for Den jyske Opera, sang flot i de store korsatser. Erik Bekker Hansen synger Guillot og en bonde, den sidste alternerende med Marcus Birgersson. Det blev vist 22 solister i store som små roller, men alle på et godt niveau. Det er flot. 

Onegin og Tatiana mødes igen år efter. Her tirrer instruktøren os ved at bygge mødet op som et spændende opløb: Får de hinanden? Da ved vi da vist alle, at det kan de ikke. I slutscenen kunne man nok have ønsket lidt mere drama i stemmen hos de to, fordi Tjaikovskijs musik her er mere pågående. Men det rokker ikke spor ved, at det er en pragtfuld forestilling til fem sikre stjerner. Man har lyst til at gense den,og det kan man endda med et anden hold herlige sangere.

Tilbage er kun det måske allervæsentligste, dirigenten og orkestret, der er med i hver eneste tone i over to en halv time (plus pause). Der buldres aldrig løs, men Aarhus Symfoniorkester spiller under Tecwyn Evans, New Zeeland’er og fra 2017 musikchef på Den jyske Opera, dæmpet smukt og vedkommende og bevarer intensiteten og gløden fint ideelt. Denne balance blev herligt holdt. Og sikke klanglige nuancer. De to store balscener med en elegant spillet vals og en præcis polonæse blev prægtige åndehuler. Ren fornøjelse.  

Tryk på annoncen for Den jyske Opera øverst til højre på hovedsiden og se praktiske oplysninger om forestillingerne m.m.

Foto: Brevscenen, her med Tanja Kuhn som Tatjana, er et af højdepunkterne i ”Jevgenij Onegin”. Foto: Anders Bach for Den jyske Opera.