Baden-Baden er den yngste af de store europæiske festspil, som satser på den klassiske musik og opera. Men Baden-Baden har i løbet af ganske få år nået et bemærkelsesværdigt niveau. Kurbyen nede i det nordlige Schwarzwald er ikke større, end at man fristes til at spørge, hvorfor Aarhus, Odense eller Aalborg ikke også har internationale musikfestspil af kvalitet. Baden-Baden har ikke engang et eget symfoniorkester på de tre danske byers niveau.

Men Baden-Baden er en by med entusiasme, kvalitetssans og – ikke mindst - penge. Det er en kurby, som allerede i 1800-tallet tiltrak mange kurgæster, kendte navne, regentfamilier og kunstnere. Den blev russernes foretrukne by i Vesteuropa. Da revolutionen kom, begyndte de pengebesiddende at sætte dem til at yngle i Baden-Baden.

Russerne kommer her stadig. Restauranterne præsenterer spisekortet på tysk og russisk, og så at sige alle ejendomshandlere averterer i forretningsvinduerne på to sprog, tysk og russisk. Ikke på engelsk eller fransk, selv om der kun er en halv times kørsel til Alsace og Frankrig. Tyskerne kan nu også selv det med naturen. Syd for Baden-Baden breder det herlige Schwarzwald sig med skove, bakker og bjerge. Baden-Baden er et pragtfuldt feriested.

Festspillene er en hel bys stolthed, en af flere. Festspilhuset er den gamle ombyggede banegård. Man køber sine koncertbilletter ved de samme luger, hvor man før købte togbilletter. Bag forhallen er der smagfuldt udbygget en stor moderne koncert- og teatersal. Akustikere siger ofte, at den samme sal ikke kan være ideel til både koncerter og til opera. Modbeviset er festspilhuset i Baden-Baden. Det er ganske forbløffende.

Programmet er ikke mere russisk end andre steder, selv om Valerij Gergiev og hans orkester fra Marinskij-teatret i Skt. Petersborg er stamgæster. Men det er også dirigenten Christian Thielemann med forskellige orkestre. Han giver sin personlige Wagner-hyldest med Dresdens Staatskapelle i Baden-Baden med Ann Petersen som Isolde og Elsa den 24. februar i komponistens 200-år 2013. Fra næste år flytter også Berlinerfilharmonikernes og Simon Rattles årlige påskefestspil fra Salzburg til Baden-Baden med Mozarts ”Tryllefløjten” som hovednummer.

Men her gælder det to live-operaindspilninger på cd fra festspilhuset. Mozarts ”Don Giovanni” blev holdt som en operakoncert. Det gav større ensartethed i den tekniske optagelse og mulighed for større koncentration om musikken for sangerne, uden at de mistede muligheden for også at spille teater. Det kan høres. Deutsche Grammophon har udgivet den.

Richard Strauss’ ”Rosenkavaleren” var en regulær sceneopførelse dirigeret Christian Thielemann. Den blev først udsendt som dvd med billedsiden af Decca, som nu følger op med en cd-udgivelse.  

Endnu en Don Giovann? Der er i forvejen så mange indspilninger af Mozarts opera, at man ikke nødvendigvis strækker armene i vejret i begejstret forventning. Men man overraskes positivt. Det er den 29. oktober netop 225 år siden, at operaen blev uropført i Praha. Den nye indspilning er et af de bedste bud på et marked, som rummer mange forskellige og fortræffelige indspilninger. I tilfældet ”Don Giovanni” kan man ikke pege på en enkelt indspilning som den klart  bedste.  En favorit er dog Carlo Maria Giulinis EMI-indspilning fra 1959 med Waechter, Sutherland, Schwarzkopf, Taddei, Cappuccilli og Gottlob Frick. Men nogle yngre vil nok sige: "De er jo døde". 

Den nye dirigeres af Yannick Nézet-Séguin, som trods sin unge alder er chefdirigent for Philadelphia Symphony Orchestra. Den har en fremragende sangerstab, som kun har sin lige blandt historiske sæt. Den er første led i en udsendelse af Mozarts store operaer. Efter den kommer ”Cosi fan tutte”, som allerede er blevet givet som koncert i Baden-Baden og samtidig optaget af DGG. 

Dirigenten Yannick Nézet-Séguin er den ene røde tråd, tenoren Rolando Villazon den anden i dette Mozart-projekt. Villazon er tilbage i topform efter sin stemmekrise i 2010. Hans Don Ottavio klinger meget behersket og meget menneskelig. Villazon vil ikke længere i begejstring imponere med sin tenor, men tilstræber at folde musikken ud med varme og forståelse. Og det lykkes, så det er en fornøjelse. Man bliver glædeligt overrasket over, at han er kommet ud af sin krise som så fin en Mozart-tenor.

Det skal lige indskydes, at Villazon også hylder Verdi med de 200 år i 2013. Han synger et udsnit arier fra "Oberto" til "Falstaff", men han springer fornuftigt de tungere tenorpartier i"Skæbnens magt", "Aida" og "Otello" over, selv om man fornemmer, atr han godt kunne have lyst til dem. Han har indlagt tre orkestersange fra den mere ukendte Verdis side. Gianandrea Noseda dirigerer veloplagt, og Mojka Erdmann er også her med i "Maskeballet" og "Falstaff". Verdi-fans vil notere, at der er andre tenorer, som har et bredere Verdi-repertoire, ikke mindst Carlo Bergonzi (Decca), men Villazon-Fans vil fryde sig over, at han smidigt og sikkkert og begejstret er tilbage og i form.

Mozart med indbyggede kontraster

Tilbage til "Don Giovanni". Sangerne udgør et decideret ensemble, som man ikke kan forvente at høre samlet andre steder. De udgør en top. Det har kunnet ladet sig gøre økonomisk at samle dem, fordi prøverne har sigtet både mod cd-indspilningen og mod koncertopførelserne i Baden-Baden uden generende og fordyrende scenisk indstudering. Det er både dirigentens og sangernes fortjeneste – måske også stedets -, at optagelsen strutter af scenisk virkelighed og glød. 

Den 37-årige canadier Nézet-Séguin starter i et stærkt tempo med ouverturen, men man får ikke længe lov at frygte, at han er en af de unge moderne dirigenter, som gerne skøjter hen over Mozart. Hans tempi veksler, men de er altid spændende og på den eller den anden måde ”rigtige”, og selv når det går hurtigt, får han plads til varme, fylde og eftertanke. Og dette samtidig med at han får et ægte musikalsk drama frem. Mozart vibrerer.

Mozarts betegnelse dramma giocosa var uanset musikkens karakter meget udbredt dengang 1786, men i ”Don Giovanni” er det rigtigt, at musikken har både kvikke og morsomme buffo-indslag og det tunge drama om livet og døden. Begge dele kommer frem, og mest markant i slutscenen, da Don Juan rækker statuen af den døde kommandant hånden og trækkes ind i helvedets flammer, hvorpå musikken skifter karakter til de efterladtes langt mere livsnære tanker, hvad de vil gøre i fremtiden, nu da er blevet løst af deres tunge forhold til Don Juan-skikkelsen. Det virker ofte, som klasker to musikalske verdener her uforeneligt sammen. Hos Nézet-Séguin fornemmer man, at de hører sammen, og at det er at springe over gærdet, hvor det er lavest, hvis man undlader at opføre den afsluttende sekstet og slutte operaen med Don Juans død.

Det er lykkedes Nézet-Séguin at give en decideret kammermusikalsk tolkning med Mahler Chamber Orchestra, som spiller på moderne instrumenter, og alligevel at tilføje helheden en anelse af den musikalske atmosfære, som vi mener hører Mozart-tiden til.  Man får det bedste fra to forskellige musikalske verdener.

Partierne er godt karakteriseret. Ildebrando d’Arcangelo har sunget titelpartiet i flere år, men han har aldrig været bedre. Han er en ægte italiensk forfører med sin elegant styrede baryton. Luca Pisarone  som hans tjener Leporello står i en fin kontrast til ham. Dameholdet er stærkt med Diana Damrau som en suveræn Donna Anna og Joyce DiDonato som en skøn Donna Elvira, som man godt kunne have ønsket mere held i det erotiske spil. Det har Zerlina fuldt fortjent i Mojca Erdmanns klangsmukke gengivelse. Hun havde sit første gæstespil herhjemme i juli som led i de fornemme sommerkoncerter i Stoense på Langeland. Det opdagede den danske dagspresse desværre ikke, selv om den blev gjort opmærksom på det.

Tilbage er kun at nævne Vitalij Kowaljow som kommandanten, velklingende mens han er i live, men lidt for tam, da han haler Don Juan ind i flammerne. Godt, det er ikke væsentlig for helheden. Følg dirigenten Yannick Nézet-Séguin, som begyndte at spille klaver som fem-årig og bestemte sig til at blive dirigent som ti-årig. Vær opmærksom på hans kommende indspilninger. Den næste bliver Verdis Requiem. Men oplev først Mozart.

Vor tids Strauss-dirigent

Christian Thielemann er vor tids førende Richard Strauss-dirigent. I januar 2009 stod han i spidsen for en af de bedste nyere opførelser af Strauss’ mesterværk. Den blev sendt i tysk tv, og i oktober samme år kom den på dvd udgivet af Decca. På mange måder giver det størst udbytte at få billederne med. Herbert Wernickes Iscenesættelse er ført op til vor tid, men det er helt i orden. Sangerne spiller livsnær komedie og behersker de følelsesladede scener til fulde.

Det er først og fremmest en opera med tre elskelige kvindepartier, og de er så fremragende besat stemmemæssigt, at man næsten kan elske dem mest ved blot at lytte til sangen på cd-udgaven, som først er nået frem på markedet nu. Misforstå mig ikke: Renée Fleming som marskalinden, Sophie Koch i bukserollen Octavian og Diana Damrau som den unge Sophie har alle deres udseende og skuespiltalent med sig, men de har en musik, som kan give nye universer, når den synges bedst, og det bliver den her. Richard Strauss var damernes komponist.

Baron Ochs er derimod et komisk parti med tyngde, og den nyrige borger Faninal en parodi sig selv. Og her er det bedst at have billedet med. Så er Franz Hawlata morsom som Ochs, uden dog at nå Aage Haugland, og hans sanglige elegance er ikke den samme som den, hvormed Strauss’ ”forførende” musik klinger nede fra Thielemanns orkestergrav. Franz Grundheber, Hamburg-operaens mangeårige første-baryton, er en dejlig karakterskuespiller, men heller ikke han virker på sin egen top hørt uden dvd’ens billede. De generer ikke, men skal man lytte, så er det på damerne.

Renée Fleming var i 2009 endnu i bedste form, og den dejligt klingende mezzo Sophie Koch kan føre sig frem også i buksedragt som knøsen Octavian, der klæder sig ud som den meget fiffigt-morsomme ”Mariandl”, mens Diana Damrau også som ung pige forsvarer sit ry som en af tidens bedste all round sopraner. Så tillader Baden-Baden sig den luksus at have Jonas Kaufmann i den lille rolle som den italienske sanger, som forsøger sig på marskalindens morgenaudiens, en rodfæstet skik hos adelen i 1700-tallet.

Men hovedattraktionen er og bliver Christian Thielemanns skønt formede orkesterspil. Det er kun at vælge mellem billedudgaven på dvd og vellyden på cd. Det må tilføjes, at til den nye cd-udgave er lydbilledet blevet korrigeret, så det ikke i samme grad som på dvd følger personernes placering i billedet. Thielemann har sikkert også været inde og kælet for klangen endnu engang. Han er klangmagikeren frem for nogen.  

 Mozart: Don Giovanni. 3 cd’er. Deutsche Grammophon 477 9878, mediumpris.

Strauss: Rosenkavaleren. 2 dvd’er. Decca 074 3340./ 3 cd’er. Decca 4781507.   

Villazon synger Verdi. Deutsche Grammophon 00289 477 9460.

 Illustrationer: Den gamle banegårdshal er nu billetkontor til opera og koncerter. Foto: festspielhaus.de 

Rolando Villazon. Foto: Universal.