af John Christiansen - d. 15. november 2012
Riccardo Muti og Daniel Barenboim skyder mere og mindre med skarpt – Bo Skovhus fra Wien til Odense – Tyrkiets førende pianist angriber regeringen – Operapremiere i Hamburg – Sommer i Glyndebourne
Kultur er godt for økonomien
Riccardo Muti, tidligere musikchef for La Scala i Milano, nu
blandt andet chefdirigent for Chicago Symphony, er bekymret for, at den
økonomiske krise vil gå ud over kunsten som helhed. Og det vil betyde mere end mørklagte
teatre og lydløse koncerter, siger han. Muti frygter endda for tabet af folks
identitet, fortæller han AP i et interview:
”Et folk uden kultur er et folk, som mister dets identitet.
Vi har ikke nået det punkt endnu, men faren er der.”
Muti er i øjeblikket i Rom, hvor han med premiere den 27. november
skal dirigere Verdis ”Simon Boccanegra” som første sæsonpremiere på Roms Teatro
dell’Opera.
Muti mener, at Tyskland har fundet den rigtige recept for
behandlingen af kunsten. Kulturbudgettet er blevet sat ned i i store dele af
Europa, "men ikke i Tyskland”, siger Muti: ”Tyskerne har bedre end andre
forstået, at kultur ikke bare betyder åndeligt velbefindende, men når det
udnyttes godt, når det værdsættes, så bringer det en økonomisk god tilværelse.”
Muti ville ikke kommentere Chicago Symphonys strejke, som
blev nærmere omtalt i Kort Nyt september III: ”Jeg dømmer ikke lande, hvor jeg
er gæst” sagde Muti, som ellers udtalte sig begejstret om sit samarbejde med
symfoniorkestret i Chicago.
Men han beklagede sig over, at klassisk musik i Amerika bliver
betegnet som ”entertainment”: ”Fodbold og sportsarragementer er underholdning… Men
man kan ikke kalde Beethovens niende symfoni eller et stykke af Shakespeare for
entertainment. Det er ikke entertainment. Det er kultur.”
Stor operettekoncert
udsættes
Odense Symfoniorkester har måttet udsætte sine to
operettekoncerter med to danske sangere hentet hjem fra udlandet, Henriette
Bonde-Hansen og Bo Skovhus. De skulle have fundet sted i Odense Koncerthus
torsdag den 29. og fredag 30. november. De bliver i stedet fredag 14. december
kl. 19.30 og lørdag den 15. kl. 15.00.
Bo Skovhus skal først gennem en nødvendig knæoperation, men
han har insisteret på at synge efter operationen. Publikum, som har købt
billetter, vil blive kontaktet af Odense Symfoniorkester. Andre kan nu
forberede en koncerttur med to danske sangere, som har gjort stor karriere i
koncertsal og på operaen, men som også har en speciel flair for
operettekunsten. Henriette Bonde-Hansen og Bo Skovhus har for eksempel med stor
succes sunget sammen i en opførelsesrække af Franz Lehárs ”Den glade enke” på
den store, gamle Garnier-opera i Paris.
Bo Skovhus’ seneste
succes
Når man ser scenebilleder fra Glucks opera ”Iphigenia i
Aulis”, som den netop har haft premiere på Theater an der Wien, hvor engang
Beethovens ”Fidelio” fik sin uropførelse, kan man fristes til at tro, at det er
under denne forestillings barske scenekrav, at Bo Skovhus som kong Agamemnon
kan have fået sin knæskade. Men vide kan man det ikke, når man ikke har set
forestillingen, som har fået blandede anmeldelser for den sceniske opsætning.
Det forstår man, når man flere steder læser om skildringen af et barsk krigsdrama
i en betonbunker. Instruktøren er Thorsten Fischer.
Musikalsk var forestillingen en anderledes succes. Bo
Skovhus beundres dog også for sin skuespillerindsats. Der Standard kalder ham for
”en fulminant spillende Agamemnon”: ”Det var overført indtrængende, hvordan møllestenen
af plaget samvittighed hang om halsen på krigsfører Agamemnon.”
Nyt operanavn får tysk
teaterpris
DER FAUST er det prangende navn på Tysklands teaterpriser,
som kan sammenstilles med de danske Reumert-priser. Bo Skovhus var indstillet
til prisen for den bedste operapræstation for sin og Aribert Reimanns kong Lear
på statsoperaen i Hamburg, men han blev på målstregen overhalet af en ung
sopran, som vi ikke har hørt om herhjemme. Hun hedder Ana Durlovski og er
medlem af ensemblet på operaen i Stuttgart, som er en af Tysklands førende
scener. Hun fik teaterprisen for sit rolleportræt af titelpartiet Amina i
Bellinis ”La Sonnambula” (Søvngængersken). Ana Durlovski er i efteråret også
blevet udnævnt til årets Nachwuchssängerin, årets fund blandt de nye sangere,
af det førende operamagasin Opernwelt. Hvem kommer først herhjemme med Ana
Durlovski?
Bellini-forestillingen, som er sat op af instruktøren Jossi
Wieler og scenografen Sergio Morabito, er med Ana Durlovski i titelpartiet igen
at se og høre i Stuttgart fra 13. april. Wieler og Morabito fik også en
FAUST-pris for deres opsætning af Schönbergs ”Die glückliche Hand” og Janaceks
”Skæbnen”. Denne dobbeltforestilling vises igen i Stuttgart fra 10. april.
Sylvain Cambreling dirigerer. Parret Wieler og Morabiito har tidligere også
fået Tysklands store teaterpris for deres opsætning af Busonis ”Doktor Faust”.
Ovennævnte gjaldt musikteaterpriserne. Den østrigske
instruktør Martin Kusej fik i år FAUST-prisen for bedste opsætning af et stykke
talt teater, Rainer Werner Fassbinders ”Petra von Kants bitre tårer” på
Münchens Residenztheater, hvor han er nyudnævnt chef.
Madama Butterfly i
Hamburg
Meget bifald og kun få buh-råb rapporteres det fra Hamburg
Statsoperas seneste premiere på Puccinis ”Madama Butterfly”. Hvis der slet
ingen buh-råb havde været, havde der også været meget i vejen. ”Premieren
lykkedes”, konstaterer Hamburger Abendblatt, som man plejer at kunne regne med
ordentlig besked fra. Det mest
usædvanlige var, at en tidligere modeskaber med et navn, Christian Lacroix stod
for kostumerne, så det ifølge Abendblatt lignede ”en vinduesudstilling for en
japansk-amerikansk luksusbutik”. Anmelderne synes at være faldet for den
japanske kimonopragt og i det hele taget farverne på scenen. Instruktør var
Vincent Boussard.
Titelpartiet blev sunget af Alexia Voulgaridou, som i løbet
af de seneste par sæsoner har vundet et navn som Mimi i ”La bohème” også i
Hamburg. Som Butterfly gjorde hun et overvældende indtryk på publikum efter
bifaldstilkendegivelserne og på anmeldelserne efter det skrevne at dømme. Det
skal have været en meget nuanceret og gribende fremstilling både i den smukke
sang og i kropssproget. Gæstetenoren Teodor Iilincan har en stærk tenorstemme,
men han agerede både i sang og spil ”overbevisende”.
”Madama Butterfly” spilles endvidere den 22., 25. og 28.
november samt 3. og 5. december.
Tyrkisk
stjernepianist angriber regeringen
Pianisten Fazil Say er ikke blot Tyrkiets førende pianist.
Han er et verdensnavn, som også har haft koncertsucces herhjemme. I øjeblikket
er han i sit hjemland tiltalt for blasfemiske og fornærmende udtalelser om islam.
Hovedanklagen går på, at Fazil Say, som er udtalt ateist, skal idømmes
halvandet års fængsel for ikke at tro på Allah. Processen begyndte i
begyndelsen af oktober, men først nu har den 42-årige verdenspianist ytret sig
offentligt. Anklageren henviser til islam-fjendtlige udtalelse på twitter, som
skal have fremkaldt en religiøs hetz i Tyrkiet.
Fazil Say angriber nu den islamisk-konservative regering
under Tayyip Erdogan for at stå bag anklagen mod sig: ”Afgør regeringen allerede nu, om nogen tror på Allah eller ej?” spørger Say. Med ham advarer også andre
kunstnere mod de stadig stigende indskrænkninger i ytringsfriheden i
EU-ansøgerlandet Tyrkiet. Fazil Says sag genoptages den 18. februar. Imens
anses den af mange for at være både alvorlig og komisk for Tyrkiet.
Say har i mellemtiden genoptaget en anden kritik, fortæller den
østrigske avis Kurier. Han betegner den populære musik kaldet arabesk-musikken,
som er sentimental og orientalsk præget, som værende til ”at snøfte over”.
Arabesk består af ”dårlige harmonier, dårlige melodier” og er ”widerlich”
(modbydelig). Say mener endog, at det er landsforræderi at kunne lide denne
musik. For ham er det patriotisk at afvise arabesk-musikken. Han har tidligere kritiseret
denne musik og blev da kritiseret for elitær arrogance for sin holdning. Imens
sagen fortsætter, giver Fazil Say koncerter med sin elskede Mozarts musik.
Sikke en kontrast.
Sommer i Glyndebourne
Glyndebourne i Sydengland byder på et af de mest charmerende
operafestspil i verden. En godsejer, John Christie, byggede i 1934 et teater
med plads til 311 tilskuere til sin hustru, sopranen Audrey Mildmay, så hun
kunne synge de roller, som hun helst ville, og alligevel blive hjemme hele
sommeren. Han ville helst opføre Wagner, men hun var Mozart-sangerinde, og da
samtidig dirigenten Fritz Busch og instruktøren Carl Ebert måtte forlade
Nazityskland og følte sig godt tilpas i Glyndebourne, opstod her en operatradition,
som stadig holder, mens familien Christie også stadig ejer godset. Det
charmerende er, at der stadig er stil over påklædningen, smoking er (næsten)
obligatorisk for mænd. Alligevel indtager mange maden som picnic i parken i de lange
pauser. Lad mig indskyde, at der også findes et par gode restauranter i festspilhuset.
Den russiske mesterdirigent Vladimir Jurowski er i 2013
festivalchef for 13. år i træk, men det bliver også hans sidste. Hans
efterfølger bliver fra 2014 den talentfulde dirigent Rubbin Ticciari. Der
bliver hverken russisk opera eller Wagner på programmet i Glyndebourne i 2013,
og Jurowski dirigerer kun Ariadne.
Programmet ser således ud: Richard Strauss’ Ariadne på Naxos
(18. maj – 11. juli), Verdis Falstaff (19. maj – 14. juli), Figaros bryllup (8.
juni – 8. august), Rameaus Hippolyte et Arcte (29. juni – 18. august),
Donizettis Don Pasquale (18. juli – 24. august) og Brittens Billy Budd (10. –
25. august).
Nok er det ikke billigt i Glyndebourne, men dog sælges 30 %
af billetterne til 100 pund eller derunder. Der er en speciel del af billetterne
reserveret publikum under 30 år med stor rabat. Der er mange medlemmer i festspillenes
venneforening, som har førsteret til billetterne, I næste ombæring kommer de
mere beskedne bidragydere, associations, og endelig åbnes der hen på foråret for
salget for almindelige operaelskere. Men der er altså håb, for den seneste af
flere udvidelser har gjort tilskuerrummet større.
Der afgår et specielt operatog fra Victoria Station i London
direkte til Glyndebourne kl. 12.47, 01.47 eller 02.47 med tilbagetur en halv
time efter forestillingernes afslutning. Og man holder tiderne præcist i
Glyndebourne. Man kan forestille sig et ganske almindeligt tog udelukkende med festklædte
operafans. Det er ikke kedeligt, og slet ikke på tilbageturen til London.
Barenboim fylder 70
år
Daniel Barenboim fyldte forleden 70 år. På sin fødselsdag
var han klaversolist med sit eget orkester Staatskapelle Berlin og vennen Zubin
Mehta som dirigent. Den østrigske avis Kleine Zeitung, som slet ikke er så lille
endda, når det gælder kvaliteten af kulturstoffet, fortalte ham, at andre mennesker
da fejrer deres runde fødselsdage. ”Jeg fejrede min - bagefter,” svarede
Barenboim: ”At musicere er for mig den største fornøjelse. Jeg forærer mig selv
en koncert, indtægten går til den musikbørnehave, som vi driver i Berlin. Siden
jeg blev 40 år, spiller jeg hvert tiende år på min runde fødselsdag med Zubin
Mehta. Og også til hans.”
Barenboim var vidunderbarn først hjemme i Argentina.
Altså var han 10 år gammel et ganske almindeligt barn, spørger
avisen, og han svarer: ”Jeg førte et dobbeltliv. Når jeg stod op, var jeg de
første tre kvarter voksen og øvede klaver. Så gik jeg i skole og var igen barn.
Om eftermiddagen har jeg øvet og derefter spillet fodbold på gaden. Min mor kaldte
så på mig klokken halv seks fra balkonen, at jeg skulle komme ind, gå i bad og give
en koncert eller gå til en koncert.
Jeg er mine forældre taknemmelig for at de har opøvet mig
til straks at kunne koncentrere mig om en sag.
Min far gav mig Beethovens sene sonater at spille. Arturo
Benedetti Michelangeli sagde engang til mig, at det skulle min far ikke have
tilladt mig. Hvad vidste du som 13-årig om opus 111? Dertil ville min far have
svaret: Men behøver ikke at tænke et stykke igennem for at kunne spille det,
for det kan man ganske enkelt ikke i musikken. Desuden bliver værkerne ikke
mere modne af at blive lagt i skuffen. For det tredje: Af musikken kan man i
virkeligheden lære for livet.”
Barenboim er irriteret over specialister, og han ser ikke
engang dansk tv: ”Min ven Edward Said sagde, at en specialist er én, som ved mere
og mere om mindre og mindre. I min barndom fandtes der vidunderlige hals-, øre-
og næselæger. I dag har man fagfolk for det venstre øre alene.”
Gælder det også for musikken?
”Musik bliver ikke længere betragtet som del af et menneskes
kultur. Man lærer om jorden, matematik, biologi, men ikke længere om musik i
skolen. Politikere mener, at det er for dyrt – og nytteløst. Så nævner de altid
Hitler som et eksempel, som lod millioner af mennesker dræbe og traf morderiske
beslutninger, men som blev rørt til
tårer over ”Lohengrin” i Bayreuth. Da svarer jeg: Den der forstår musikken ,kan
ikke være en massemorder.
Vi må skaffe en forbindelse mellem musikken og det virkelige
liv. Musik må være en organiseret del af livet, ikke en ø.” Det sidste som
underforstået om Hitler.
Daniel Barenboim er generalmusikdirektør for Berlins
Statsopera, musikdirektør på La Scala operaen i Milano, han leder West-Eastern
Divan Orchestra, som nu får hjemme i Berlin, og han spiller overalt og meget rundt
omkring i verden på klaver og i spidsen for orkester.
Barenboim: ”Jeg hører igen og igen, at jeg laver for meget. Men
jeg gør det, som jeg kan lide”.