Kultur er godt for økonomien

Riccardo Muti, tidligere musikchef for La Scala i Milano, nu blandt andet chefdirigent for Chicago Symphony, er bekymret for, at den økonomiske krise vil gå ud over kunsten som helhed. Og det vil betyde mere end mørklagte teatre og lydløse koncerter, siger han. Muti frygter endda for tabet af folks identitet, fortæller han AP i et interview:

”Et folk uden kultur er et folk, som mister dets identitet. Vi har ikke nået det punkt endnu, men faren er der.”

Muti er i øjeblikket i Rom, hvor han med premiere den 27. november skal dirigere Verdis ”Simon Boccanegra” som første sæsonpremiere på Roms Teatro dell’Opera.

Muti mener, at Tyskland har fundet den rigtige recept for behandlingen af kunsten. Kulturbudgettet er blevet sat ned i i store dele af Europa, "men ikke i Tyskland”, siger Muti: ”Tyskerne har bedre end andre forstået, at kultur ikke bare betyder åndeligt velbefindende, men når det udnyttes godt, når det værdsættes, så bringer det en økonomisk god tilværelse.”

Muti ville ikke kommentere Chicago Symphonys strejke, som blev nærmere omtalt i Kort Nyt september III: ”Jeg dømmer ikke lande, hvor jeg er gæst” sagde Muti, som ellers udtalte sig begejstret om sit samarbejde med symfoniorkestret i Chicago.

Men han beklagede sig over, at klassisk musik i Amerika bliver betegnet som ”entertainment”: ”Fodbold og sportsarragementer er underholdning… Men man kan ikke kalde Beethovens niende symfoni eller et stykke af Shakespeare for entertainment. Det er ikke entertainment. Det er kultur.”     

Stor operettekoncert udsættes

Odense Symfoniorkester har måttet udsætte sine to operettekoncerter med to danske sangere hentet hjem fra udlandet, Henriette Bonde-Hansen og Bo Skovhus. De skulle have fundet sted i Odense Koncerthus torsdag den 29. og fredag 30. november. De bliver i stedet fredag 14. december kl. 19.30 og lørdag den 15. kl. 15.00.

Bo Skovhus skal først gennem en nødvendig knæoperation, men han har insisteret på at synge efter operationen. Publikum, som har købt billetter, vil blive kontaktet af Odense Symfoniorkester. Andre kan nu forberede en koncerttur med to danske sangere, som har gjort stor karriere i koncertsal og på operaen, men som også har en speciel flair for operettekunsten. Henriette Bonde-Hansen og Bo Skovhus har for eksempel med stor succes sunget sammen i en opførelsesrække af Franz Lehárs ”Den glade enke” på den store, gamle Garnier-opera i Paris. 

Bo Skovhus’ seneste succes

Når man ser scenebilleder fra Glucks opera ”Iphigenia i Aulis”, som den netop har haft premiere på Theater an der Wien, hvor engang Beethovens ”Fidelio” fik sin uropførelse, kan man fristes til at tro, at det er under denne forestillings barske scenekrav, at Bo Skovhus som kong Agamemnon kan have fået sin knæskade. Men vide kan man det ikke, når man ikke har set forestillingen, som har fået blandede anmeldelser for den sceniske opsætning. Det forstår man, når man flere steder læser om skildringen af et barsk krigsdrama i en betonbunker. Instruktøren er Thorsten Fischer.

Musikalsk var forestillingen en anderledes succes. Bo Skovhus beundres dog også for sin skuespillerindsats. Der Standard kalder ham for ”en fulminant spillende Agamemnon”: ”Det var overført indtrængende, hvordan møllestenen af plaget samvittighed hang om halsen på krigsfører Agamemnon.”     

Nyt operanavn får tysk teaterpris

DER FAUST er det prangende navn på Tysklands teaterpriser, som kan sammenstilles med de danske Reumert-priser. Bo Skovhus var indstillet til prisen for den bedste operapræstation for sin og Aribert Reimanns kong Lear på statsoperaen i Hamburg, men han blev på målstregen overhalet af en ung sopran, som vi ikke har hørt om herhjemme. Hun hedder Ana Durlovski og er medlem af ensemblet på operaen i Stuttgart, som er en af Tysklands førende scener. Hun fik teaterprisen for sit rolleportræt af titelpartiet Amina i Bellinis ”La Sonnambula” (Søvngængersken). Ana Durlovski er i efteråret også blevet udnævnt til årets Nachwuchssängerin, årets fund blandt de nye sangere, af det førende operamagasin Opernwelt. Hvem kommer først herhjemme med Ana Durlovski? 

Bellini-forestillingen, som er sat op af instruktøren Jossi Wieler og scenografen Sergio Morabito, er med Ana Durlovski i titelpartiet igen at se og høre i Stuttgart fra 13. april. Wieler og Morabito fik også en FAUST-pris for deres opsætning af Schönbergs ”Die glückliche Hand” og Janaceks ”Skæbnen”. Denne dobbeltforestilling vises igen i Stuttgart fra 10. april. Sylvain Cambreling dirigerer. Parret Wieler og Morabiito har tidligere også fået Tysklands store teaterpris for deres opsætning af Busonis ”Doktor Faust”. 

Ovennævnte gjaldt musikteaterpriserne. Den østrigske instruktør Martin Kusej fik i år FAUST-prisen for bedste opsætning af et stykke talt teater, Rainer Werner Fassbinders ”Petra von Kants bitre tårer” på Münchens Residenztheater, hvor han er nyudnævnt chef.

Madama Butterfly i Hamburg

Meget bifald og kun få buh-råb rapporteres det fra Hamburg Statsoperas seneste premiere på Puccinis ”Madama Butterfly”. Hvis der slet ingen buh-råb havde været, havde der også været meget i vejen. ”Premieren lykkedes”, konstaterer Hamburger Abendblatt, som man plejer at kunne regne med ordentlig besked fra.  Det mest usædvanlige var, at en tidligere modeskaber med et navn, Christian Lacroix stod for kostumerne, så det ifølge Abendblatt lignede ”en vinduesudstilling for en japansk-amerikansk luksusbutik”. Anmelderne synes at være faldet for den japanske kimonopragt og i det hele taget farverne på scenen. Instruktør var Vincent Boussard.

Titelpartiet blev sunget af Alexia Voulgaridou, som i løbet af de seneste par sæsoner har vundet et navn som Mimi i ”La bohème” også i Hamburg. Som Butterfly gjorde hun et overvældende indtryk på publikum efter bifaldstilkendegivelserne og på anmeldelserne efter det skrevne at dømme. Det skal have været en meget nuanceret og gribende fremstilling både i den smukke sang og i kropssproget. Gæstetenoren Teodor Iilincan har en stærk tenorstemme, men han agerede både i sang og spil ”overbevisende”.

”Madama Butterfly” spilles endvidere den 22., 25. og 28. november samt 3. og 5. december.  

Tyrkisk stjernepianist angriber regeringen

Pianisten Fazil Say er ikke blot Tyrkiets førende pianist. Han er et verdensnavn, som også har haft koncertsucces herhjemme. I øjeblikket er han i sit hjemland tiltalt for blasfemiske og fornærmende udtalelser om islam. Hovedanklagen går på, at Fazil Say, som er udtalt ateist, skal idømmes halvandet års fængsel for ikke at tro på Allah. Processen begyndte i begyndelsen af oktober, men først nu har den 42-årige verdenspianist ytret sig offentligt. Anklageren henviser til islam-fjendtlige udtalelse på twitter, som skal have fremkaldt en religiøs hetz i Tyrkiet.

Fazil Say angriber nu den islamisk-konservative regering under Tayyip Erdogan for at stå bag anklagen mod sig: ”Afgør regeringen  allerede nu, om nogen tror på Allah eller ej?” spørger Say. Med ham advarer også andre kunstnere mod de stadig stigende indskrænkninger i ytringsfriheden i EU-ansøgerlandet Tyrkiet. Fazil Says sag genoptages den 18. februar. Imens anses den af mange for at være både alvorlig og komisk for Tyrkiet.

Say har i mellemtiden genoptaget en anden kritik, fortæller den østrigske avis Kurier. Han betegner den populære musik kaldet arabesk-musikken, som er sentimental og orientalsk præget, som værende til ”at snøfte over”. Arabesk består af ”dårlige harmonier, dårlige melodier” og er ”widerlich” (modbydelig). Say mener endog, at det er landsforræderi at kunne lide denne musik. For ham er det patriotisk at afvise arabesk-musikken. Han har tidligere kritiseret denne musik og blev da kritiseret for elitær arrogance for sin holdning. Imens sagen fortsætter, giver Fazil Say koncerter med sin elskede Mozarts musik. Sikke en kontrast.  

Sommer i Glyndebourne

Glyndebourne i Sydengland byder på et af de mest charmerende operafestspil i verden. En godsejer, John Christie, byggede i 1934 et teater med plads til 311 tilskuere til sin hustru, sopranen Audrey Mildmay, så hun kunne synge de roller, som hun helst ville, og alligevel blive hjemme hele sommeren. Han ville helst opføre Wagner, men hun var Mozart-sangerinde, og da samtidig dirigenten Fritz Busch og instruktøren Carl Ebert måtte forlade Nazityskland og følte sig godt tilpas i Glyndebourne, opstod her en operatradition, som stadig holder, mens familien Christie også stadig ejer godset. Det charmerende er, at der stadig er stil over påklædningen, smoking er (næsten) obligatorisk for mænd. Alligevel indtager mange maden som picnic i parken i de lange pauser. Lad mig indskyde, at der også findes et par gode restauranter i festspilhuset.

Den russiske mesterdirigent Vladimir Jurowski er i 2013 festivalchef for 13. år i træk, men det bliver også hans sidste. Hans efterfølger bliver fra 2014 den talentfulde dirigent Rubbin Ticciari. Der bliver hverken russisk opera eller Wagner på programmet i Glyndebourne i 2013, og Jurowski dirigerer kun Ariadne.

Programmet ser således ud: Richard Strauss’ Ariadne på Naxos (18. maj – 11. juli), Verdis Falstaff (19. maj – 14. juli), Figaros bryllup (8. juni – 8. august), Rameaus Hippolyte et Arcte (29. juni – 18. august), Donizettis Don Pasquale (18. juli – 24. august) og Brittens Billy Budd (10. – 25. august).   

Nok er det ikke billigt i Glyndebourne, men dog sælges 30 % af billetterne til 100 pund eller derunder. Der er en speciel del af billetterne reserveret publikum under 30 år med stor rabat. Der er mange medlemmer i festspillenes venneforening, som har førsteret til billetterne, I næste ombæring kommer de mere beskedne bidragydere, associations, og endelig åbnes der hen på foråret for salget for almindelige operaelskere. Men der er altså håb, for den seneste af flere udvidelser har gjort tilskuerrummet større.

Der afgår et specielt operatog fra Victoria Station i London direkte til Glyndebourne kl. 12.47, 01.47 eller 02.47 med tilbagetur en halv time efter forestillingernes afslutning. Og man holder tiderne præcist i Glyndebourne. Man kan forestille sig et ganske almindeligt tog udelukkende med festklædte operafans. Det er ikke kedeligt, og slet ikke på tilbageturen til London.

Barenboim fylder 70 år

Daniel Barenboim fyldte forleden 70 år. På sin fødselsdag var han klaversolist med sit eget orkester Staatskapelle Berlin og vennen Zubin Mehta som dirigent. Den østrigske avis Kleine Zeitung, som slet ikke er så lille endda, når det gælder kvaliteten af kulturstoffet, fortalte ham, at andre mennesker da fejrer deres runde fødselsdage. ”Jeg fejrede min - bagefter,” svarede Barenboim: ”At musicere er for mig den største fornøjelse. Jeg forærer mig selv en koncert, indtægten går til den musikbørnehave, som vi driver i Berlin. Siden jeg blev 40 år, spiller jeg hvert tiende år på min runde fødselsdag med Zubin Mehta. Og også til hans.”

Barenboim var vidunderbarn først hjemme i Argentina.

Altså var han 10 år gammel et ganske almindeligt barn, spørger avisen, og han svarer: ”Jeg førte et dobbeltliv. Når jeg stod op, var jeg de første tre kvarter voksen og øvede klaver. Så gik jeg i skole og var igen barn. Om eftermiddagen har jeg øvet og derefter spillet fodbold på gaden. Min mor kaldte så på mig klokken halv seks fra balkonen, at jeg skulle komme ind, gå i bad og give en koncert eller gå til en koncert.

Jeg er mine forældre taknemmelig for at de har opøvet mig til straks at kunne koncentrere mig om en sag.

Min far gav mig Beethovens sene sonater at spille. Arturo Benedetti Michelangeli sagde engang til mig, at det skulle min far ikke have tilladt mig. Hvad vidste du som 13-årig om opus 111? Dertil ville min far have svaret: Men behøver ikke at tænke et stykke igennem for at kunne spille det, for det kan man ganske enkelt ikke i musikken. Desuden bliver værkerne ikke mere modne af at blive lagt i skuffen. For det tredje: Af musikken kan man i virkeligheden lære for livet.”

Barenboim er irriteret over specialister, og han ser ikke engang dansk tv: ”Min ven Edward Said sagde, at en specialist er én, som ved mere og mere om mindre og mindre. I min barndom fandtes der vidunderlige hals-, øre- og næselæger. I dag har man fagfolk for det venstre øre alene.”

Gælder det også for musikken?

”Musik bliver ikke længere betragtet som del af et menneskes kultur. Man lærer om jorden, matematik, biologi, men ikke længere om musik i skolen. Politikere mener, at det er for dyrt – og nytteløst. Så nævner de altid Hitler som et eksempel, som lod millioner af mennesker dræbe og traf morderiske beslutninger,  men som blev rørt til tårer over ”Lohengrin” i Bayreuth. Da svarer jeg: Den der forstår musikken ,kan ikke være en massemorder.

Vi må skaffe en forbindelse mellem musikken og det virkelige liv. Musik må være en organiseret del af livet, ikke en ø.” Det sidste som underforstået om Hitler.

Daniel Barenboim er generalmusikdirektør for Berlins Statsopera, musikdirektør på La Scala operaen i Milano, han leder West-Eastern Divan Orchestra, som nu får hjemme i Berlin, og han spiller overalt og meget rundt omkring i verden på klaver og i spidsen for orkester.

Barenboim: ”Jeg hører igen og igen, at jeg laver for meget. Men jeg gør det, som jeg kan lide”.