af John Christiansen - d. 3. februar 2013
Wienerphilharmonikernes
udvalgte symfonier.
Så kan man igen støde
på det (for nogle) store problem, om man skal bruge sine penge på nye spændende
indspilninger, eller om man skal vælge at købe stort og billigt ind af
genudgivelser. Universal har tilbud i begge afdelinger. Man skal nu ikke tro,
at det er et valg mellem kvalitet og kvantitet. Den store kassette med 50 cd-genudgivelser
er også gennemføæørt kvalitet. Læs blot.
Deutsche Grammophon fejrer 42 års samarbejde med Wiener
Philharmoniker. Pladeselskabet har altid elsket skæve datoer. Det fejrede dets
111 år lige så flot som dets 100 år. Dte er billigt at satse på en hel kasse
med nye oplevelser, 92 symfonier af 13 komponister. Prisen i danske
forretninger er ikke over 785 kr. Omregnet under 16 kr. pr. cd.
Man kan overraskes over, at wienerne har valgt James Levines
Mozart-indspilninger, men det er en dejlig kombination af wienernes klassiske
tradition og amerikanerens livlige, men også smukke tolkninger. Her er 40
symfonier, og så vil nogle indvende, at der eksisterer flere Mozart-symfonier, dog
måske ikke alle lige sikre i ægtheden. Men hvad gør det, når der med garanti
ikke mangler en eneste node af de væsentlige? En dirigent dybt inde i den
klassiske wienerstil, Karl Böhm, har engang også indspillet Mozart komplet, men
her tager han sig af Haydn (numrene 88-92), lidt Beethoven og Brahms.
Herbert von Karajan dirigerer Tjaikovskijs tre sidste symfonier
og Bruckners 7 og 8, mens Carlo Maria Giulini. tager sig af den niende og
Abbado af Bruckners 1, 4 og 5.
Karajans nok stærkeste konkurrent på markedet engang,
amerikaneren Leonard Bernstein, kom også godt overens med
wienerphilharmonikerne, hvilket gav sig udslag i sprudlende optagelser af alle Schumanns
symfonier, Sibelius’ 1, 2, 5 og 7 samt perfekte gengivelser af Sjostakovitjs
symfonier 6 og 9. Det var normalt ellers ikke wienernes speciale. Måske netop
derfor blev de noget særligt. Det hele er her.
Beethovens symfonier er med forskellige dirigenter,
Bernstein i 1, 3 og 9, Abbado i 2 og 4, Carlos Kleiber i 5 og 7 og Karl Böhm i
7 og 8. Mahler er her med Abbado i 2, 3, 4 og 9 og Bernstein i 5, 8 og 10
foruden Pierre Boulez med den sjette, tragiske. Lorin Maazel og Wyun-Whung
Chung dirigerer Dvorak, mens Gardiner står for lidt Schubert og Mendelsohn.
Mange pladesamlere vil have en god del af værkerne, men de
må så glæde sig over, at sammenligningen af forskellige tolkninger er en
speciel oplevelse. Nogle vil også have en del af de aktuelle indspilninger, men
de kan så drage fordel af prisen, som vi godt kan kalde foræringspris.
Wienerfilharmonikerne har indspillet flere af symfonierne
med andre dirigenter, og så kan man spørge, hvorfor det blev netop disse. Men
det er deres valg, og det er og bliver en meget fornem indspilningsrække.
Clemens Hellberg, orkestrets formand og violinist, har
skrevet en lang artikel i programbogen, som medfølger.
***** Wiener Philharmoniker
Symphony Edition, 50 cd’er, Deutsche Grammophon, anbefalet pris 785 kr..
Batiashvili og
Thielemann i pragtfuld Brahms
Lisa Batiashvili fra Georgien er en af de mest spændende
violinister i dag, og hun er ikke mindre spændende i samarbejdet med Christian
Thielemann og Dresdner Staatskapelle i Brahms’ violinkoncert. Hun sagde efter
indspilningen: ”Jeg troede ellers, at Thielemann ville udsøge sig tyngde og
dirigere langsomt – men i stedet var hans direktion ”wild fiery”. Samtidig
havde jeg på fornemmelsen, at jeg blev støttet af orkestret, og at jeg havde
tid til at reagere.” Man hører solist og dirigent konversere sammen i selve det
musikalsk forløb. ”Det er måske de fineste øjeblikke, når vi lægger forskellige
ideer på bordet og sammen skaber noget gennem den klang, som vi laver.”
Det er nok den mest eminente indspilning af Brahms’
violinkoncert, som jeg har hørt. Førstesatsens komplicerede væv er
gennemhørbart, så musikken ånder på en ny naturlig måde. Helt vidunderlig er
adagioen, som Battiashvili opfatter som Brahms’ kærlighedserklæring til Clara
Schumann. Musikken bliver til i nuet og ånder i nuet som en dialog i samklang.
Lisa Battiashvili mener, at nutidens musikere har mange
muligheder: ”Mens vores herkomst tidligere var afgørende for musikken, så er det
anderledes i dag. Vi kunstnere kan rejse og lade os inspirere af andre kulturer
og udsøge de muligheder, som passer til vore egne individuelle karakterer. Vi
har som den måske første musikergeneration friheden til at finde os selv for at
kunne komme komponisterne nærmere.”
Efter Brahms’ violinkoncert følger Clara Schumanns tre
romancer for violin og klaver med Alice Sara Ott. De passer på mere end én måde
med violinkoncerten. Joseph Joachim uropførte begge værker, og en ekstra
inspiration for Battiashvili var, at hun spiller på en Stradivarius fra 1715,
som har tilhørt Joachim.
***** Brahms’
violinkoncert og Clara Schumann romancer. DGG 479 0086.
Herbert von Karajan
for enhver
Kombinationen af Herbert von Karajan, adagio-satser og den
pure velklang af Berlinerfilharmonikerne blev for omkring en snes år siden den
største salgssucces af klassisk musik, som tænkes kan herhjemme. Vol. 1 af ”Karajan
adagio” blev solgt i mellem 75 og 80 tusinde cd’er, og vol. 2 fulgte op med et
salg på mellem 35 og 40 tusinde. Den første opnåede tre gange platin og den
anden en gang platin. I forhold til indbyggere var salget i Danmark langt det
største i verden, og DGSs Ole Jochimsen blev inviteret til Wien for at
overrække enkefru Eliette von Karajan et platin-sæt. Om aftenen besøgte vi en
af hendes yndlingsheuriger, og hun sang fra sit gamle repertoire af franske
chansons.
Nu er der udsendt en ny ”compilation”, på to cd’er sammen.
Det er en god blanding af det gamle og et nyt repertoire. Man kan ikke give noget
bedre til den musikelsker, som vil nyde god musik, eller til den, som er ved at
opdage, hvilken verden, der venter. ”Music to free your mind”, læser man på
sættet. Så kan man jo med gysen erindre sig al den såkaldte meditationsmusik, som
er udgivet med økonomisk sigt for øje og ikke for andet. Man kan også meditere
med Karajan, men først og fremmest får man highlights fra den klassiske musik,
som indeholder meget mere end det.
Karajan gik meget op i orkesterklangen, og han elskede disse
kortere populære numre, hvor han kunne arbejde med orkesterklangen til den
blev, som han ønskede det. Og dengang var Berliner Philharmoniker på en top,
som det sjældent synes at nå i dag. Wiener Philharmoniker høres vist kun i et
enkelt nummer, det inderlige nynnekor fra ”Madama Butterfly”.
Der er 27 numre, hvoraf her kun skal nævnes en lille del for
at give et indtryk: Intermezzoet fra ”Cavalleria rusticana”, som viser, hvor
italiensk en dirigent Karajan i virkeligheden var, baccarolen fra ”Hoffmans fortællinger”,
som spilles som erotisk musik om nogen, Griegs Solveig så længselssmukt,
adagiettoen fra Mahlers femte symfoni, Verdis ”La traviata”-forspil, Sibelius’
svane og ”Valse triste” lidt Mozart, Gluck og Bizet etc. Sluttende med Wagners
og Isoldes Liebestod uden sang, men alligevel med sang i alle tolkningerne.
***** Adagio Karajan.
DGG 479 0540, to cd’er for prisen af en. 157 minutter.
Tre forskellige udgivelser hver til fem stjerner. Et af verdens
bedste orkestre i dets eget udvalg af stor musik til lavpris. En ung vidunderlig
violinist i et eminent samarbejde med en stor dirigent i en overvældende gengivelse
af Brahms’ violinkoncert. Og et sæt med let tilgængelig klassisk musik i
Karajans klangsmukke gengivelser. Fem stjerner til klasisk genbrug? Ja, men hvilket genbrug.
I resten af denne artikel bringer vi cd'er i klassen 4 til 3 stjerne, men alle en anbefaling værd for det rette publikum. Se underrubrikken ovenfor. .
Andre gode muligheder
Frederick Delius serien komplet. Danacord har udsendt Delius’ musik med Aarhus Symfoniorkester dirigeret af Bo Holten på fem enkelte cd’er med henholdsvis dansk, norsk, engelsk
og fransk musik og nu til slut amerikansk musik. Her hører man tydeligt
adressen, måske endda lidt Broadway. De to hovedværker er ”Appalachia”,
variationer over en gammel slavesang med et smukt finalekor, og ”Sea drift” for
baryton, kor og orkester med en overbevisende indsats af Johan Reuter. Der er som sædvanlig også sange med Henriette Bonde-Hansen. Denne cd hører
absolut med, men den er kun førstevalget for liebhavere af amerikansk musik.
Hos musikerne i Aarhus Symfoniorkester hænger en personlig
hilden fra prins Charles, den britiske families overhoved i klassisk musik. Prinsen
takker for orkestrets cd-indspilning af Frederick Delius’ indspilning af
engelsk musik. Han kalder den ”remarkable”. Hilsenen kom overraskende for
orkestret, som ikke selv har sendt den.
I Storbritannien betragter man Aarhus-orkestret og Bo Holten
som de førende til at spille Delius. Også Americann Record Guide konstaterer,
at orkestret og Holten er markedets førende i Delius. En BBC-udsendelse i året
for komponistens fødsel var bevidst ikke med et af de store London-orkestre,
men med Aarhus Symfoniorkester (Danacord
732. 78 minutter).
Beatrice Rana
vandt RAMA. Den italienske pianist var den rigtige vinder af Bang &
Olufsens PianoRAMA klaverkonkurrence i Aarhus i 2011. Da var hun 18 år. Hun
vendte tilbage til Aarhus Symfoniorkester året efter med en forrygende
gengivelse af Prokofiefs anden klaverkoncert. Kort tid efter konkurrencen i
Aarhus vandt hun også Montreal Concours Musical. Som en af præmierne optog og
udsendt ATMA Classique en solo-cd med hende, og den er nu at få takket være
Danacord, som både indspiller og importerer klassisk musik foruden at stå for
Skandinaviens største forretning i klassisk musik i Vogmangergade 9 i
København. På cd’en spiller hun Chopins 26 (24 plus 2) preludier for soloklaver
samt Alexandre Scriabins anden sonate, som giver en fin forlængelse af Chopins
klavermusik. Rana bekræfter indtrykket fra Aarhus, at hun kan spille med en
medrivende puls og samtidig give rum for den eftertanke, som kan være så væsentlig
i stor musik (ATMA Classique ACD 2 2614, distribution Danacord).
Ingolf Wunder,
østrigsk pianist, var af mange fagfolk og publikum vurderet til at være vinder
af den forrige Chopin-konkurrence i 2010 i Warschawa, men flertallet af de 13
dommere valgte den russiske pianist Johanna Audeevi, som var den eneste kvinde
af seks finalister. Selveste Martha Argerich udvandrede fra dommerkomiteen, og
afgørelsen gik verden rundt som skandalestof. Vinderen er allerede glemt, men
Wunder, der fik en delt andenpris, har gjort stor karriere. ”Wunder300” kalder
DG en cd med ham i en sæson, hvori han giver sin koncert nummer 300.
Den byder på mindre værker fra 300 år, hvor Mozarts B-dur
sonate, K.333, dog skiller sig ud med sin længde og større opbygget indhold.
Forløbet begynder med Domenico Scarlatti og efter Mozart følger Chopin,
Koczalski, Liszts ”Czardas macabre”, Debussys ”Clair de lune”, Rimskij-Korsakovs
”Humlebien”, Rahmaninof, Scriabin, Mosckowski, Horowitz og de to stadig levende
Ennio Morrione og John Wiliams med hovedmelodien fra ”Star Wars”. Der er altså
relativt meget østeuropæisk og virtuos klavermusik. Ingolf Wunders fingre mestrer
det hele perfekt, men ind imellem fristes man til spørge, om det hele alligevel
ikke er af den samme komponist. Flot, smukt og ens spillet (DGG 479 0084. 73 minutter).
Jonas Kaufmann er på vej med en ny cd. Vi er kommet ind i 2013, 200-året for Richard Wagner. Der
kommer meget med Wagner og Giuseppe Verdi, som vi vender tilbage til. Men om få dage
vil en ny Wagner-cd med Kaufmann være
fremme i butikkerne - officielt den 18.februar. Kaufmann er nu så populær, at den sælger sig selv, men
nok langsommere herhjemme. Kaufmann har støt udviklet sin tenor til at spænde
over et vidt repertoire, og til at den holder. En nødvendig pause sidste forår
havde sin specielle fysiske forklaring og var ikke en følge af misbrug af
stemmen. Her er stemmen fast og sikker hele vejen, oftest barytonal i klangen,
men den kan lyse op i Lohengrins højde.
Cd’en begynder ikke helt naturligt med Siegmunds sværdmonolog
med et par flot holdte ”Wälse”r og Siegfrieds ”Dass der mein Vater nicht ist”
for derpå at vende tilbage til Rienzi, Romsfortællingen fra ”Tannhauser og ”Am
stillen Herd” fra ”Mestersangerne”, alt sunget med indhold og en forbilledlig
tekstudtale. Cd’en slutter overraskende med de fem sange til tekster af Mathilde
Wesendonk, som næsten altid synges af en kvindestemme, men hvorfor ikke af en
mand? Som Kaufmann gør opmærksom på i et interview i teksthæftet er der intet i
teksten, som modsiger det, og Wagner gjorde endda et længere citat herfra til
sit eget.
Kaufmann har også fundet gralsfortællingen fra ”Lohengrin”
frem i original-versionen med et ekstra vers og en enkelt bemærkning af kongen
og koret. Den er værdifuld at trække frem igen. Det er den version, som et år i
1930’erne uofficielt blev medtaget i Bayreuth, og det opdagede Hitler med det samme i
modsætning til de fleste andre blandt publikum. Det har siden været til irritation
for dem, som mener, at en tyran ikke kan være musikalsk, i hvert fald ikke bør
være det.
Kaufmann akkompagneres af Donald Runnicles og orkestret fra Deutsche Oper i Berlin, som mærkbart
ikke er helt af samme orkesterklasse som de ovennævnte filharmonikere fra Wien
og Berlin, men det viser stor operafornemmelse (Decca 478 5189. 74 minutter).