Wienerphilharmonikernes udvalgte symfonier.

Så kan man igen støde på det (for nogle) store problem, om man skal bruge sine penge på nye spændende indspilninger, eller om man skal vælge at købe stort og billigt ind af genudgivelser. Universal har tilbud i begge afdelinger. Man skal nu ikke tro, at det er et valg mellem kvalitet og kvantitet. Den store kassette med 50 cd-genudgivelser er også gennemføæørt kvalitet. Læs blot.

Deutsche Grammophon fejrer 42 års samarbejde med Wiener Philharmoniker. Pladeselskabet har altid elsket skæve datoer. Det fejrede dets 111 år lige så flot som dets 100 år. Dte er billigt at satse på en hel kasse med nye oplevelser, 92 symfonier af 13 komponister. Prisen i danske forretninger er ikke over 785 kr. Omregnet under 16 kr. pr. cd.

Man kan overraskes over, at wienerne har valgt James Levines Mozart-indspilninger, men det er en dejlig kombination af wienernes klassiske tradition og amerikanerens livlige, men også smukke tolkninger. Her er 40 symfonier, og så vil nogle indvende, at der eksisterer flere Mozart-symfonier, dog måske ikke alle lige sikre i ægtheden. Men hvad gør det, når der med garanti ikke mangler en eneste node af de væsentlige? En dirigent dybt inde i den klassiske wienerstil, Karl Böhm, har engang også indspillet Mozart komplet, men her tager han sig af Haydn (numrene 88-92), lidt Beethoven og Brahms.

Herbert von Karajan dirigerer Tjaikovskijs tre sidste symfonier og Bruckners 7 og 8, mens Carlo Maria Giulini. tager sig af den niende og Abbado af Bruckners 1, 4 og 5.

Karajans nok stærkeste konkurrent på markedet engang, amerikaneren Leonard Bernstein, kom også godt overens med wienerphilharmonikerne, hvilket gav sig udslag i sprudlende optagelser af alle Schumanns symfonier, Sibelius’ 1, 2, 5 og 7 samt perfekte gengivelser af Sjostakovitjs symfonier 6 og 9. Det var normalt ellers ikke wienernes speciale. Måske netop derfor blev de noget særligt. Det hele er her.

Beethovens symfonier er med forskellige dirigenter, Bernstein i 1, 3 og 9, Abbado i 2 og 4, Carlos Kleiber i 5 og 7 og Karl Böhm i 7 og 8. Mahler er her med Abbado i 2, 3, 4 og 9 og Bernstein i 5, 8 og 10 foruden Pierre Boulez med den sjette, tragiske. Lorin Maazel og Wyun-Whung Chung dirigerer Dvorak, mens Gardiner står for lidt Schubert og Mendelsohn.

Mange pladesamlere vil have en god del af værkerne, men de må så glæde sig over, at sammenligningen af forskellige tolkninger er en speciel oplevelse. Nogle vil også have en del af de aktuelle indspilninger, men de kan så drage fordel af prisen, som vi godt kan kalde foræringspris.

Wienerfilharmonikerne har indspillet flere af symfonierne med andre dirigenter, og så kan man spørge, hvorfor det blev netop disse. Men det er deres valg, og det er og bliver en meget fornem indspilningsrække.

Clemens Hellberg, orkestrets formand og violinist, har skrevet en lang artikel i programbogen, som medfølger.

***** Wiener Philharmoniker Symphony Edition, 50 cd’er, Deutsche Grammophon, anbefalet pris 785 kr..

Batiashvili og Thielemann i pragtfuld Brahms

Lisa Batiashvili fra Georgien er en af de mest spændende violinister i dag, og hun er ikke mindre spændende i samarbejdet med Christian Thielemann og Dresdner Staatskapelle i Brahms’ violinkoncert. Hun sagde efter indspilningen: ”Jeg troede ellers, at Thielemann ville udsøge sig tyngde og dirigere langsomt – men i stedet var hans direktion ”wild fiery”. Samtidig havde jeg på fornemmelsen, at jeg blev støttet af orkestret, og at jeg havde tid til at reagere.” Man hører solist og dirigent konversere sammen i selve det musikalsk forløb. ”Det er måske de fineste øjeblikke, når vi lægger forskellige ideer på bordet og sammen skaber noget gennem den klang, som vi laver.”

Det er nok den mest eminente indspilning af Brahms’ violinkoncert, som jeg har hørt. Førstesatsens komplicerede væv er gennemhørbart, så musikken ånder på en ny naturlig måde. Helt vidunderlig er adagioen, som Battiashvili opfatter som Brahms’ kærlighedserklæring til Clara Schumann. Musikken bliver til i nuet og ånder i nuet som en dialog i samklang.

Lisa Battiashvili mener, at nutidens musikere har mange muligheder: ”Mens vores herkomst tidligere var afgørende for musikken, så er det anderledes i dag. Vi kunstnere kan rejse og lade os inspirere af andre kulturer og udsøge de muligheder, som passer til vore egne individuelle karakterer. Vi har som den måske første musikergeneration friheden til at finde os selv for at kunne komme komponisterne nærmere.”

Efter Brahms’ violinkoncert følger Clara Schumanns tre romancer for violin og klaver med Alice Sara Ott. De passer på mere end én måde med violinkoncerten. Joseph Joachim uropførte begge værker, og en ekstra inspiration for Battiashvili var, at hun spiller på en Stradivarius fra 1715, som har tilhørt Joachim.

***** Brahms’ violinkoncert og Clara Schumann romancer. DGG 479 0086.  

Herbert von Karajan for enhver

Kombinationen af Herbert von Karajan, adagio-satser og den pure velklang af Berlinerfilharmonikerne blev for omkring en snes år siden den største salgssucces af klassisk musik, som tænkes kan herhjemme. Vol. 1 af ”Karajan adagio” blev solgt i mellem 75 og 80 tusinde cd’er, og vol. 2 fulgte op med et salg på mellem 35 og 40 tusinde. Den første opnåede tre gange platin og den anden en gang platin. I forhold til indbyggere var salget i Danmark langt det største i verden, og DGSs Ole Jochimsen blev inviteret til Wien for at overrække enkefru Eliette von Karajan et platin-sæt. Om aftenen besøgte vi en af hendes yndlingsheuriger, og hun sang fra sit gamle repertoire af franske chansons.

Nu er der udsendt en ny ”compilation”, på to cd’er sammen. Det er en god blanding af det gamle og et nyt repertoire. Man kan ikke give noget bedre til den musikelsker, som vil nyde god musik, eller til den, som er ved at opdage, hvilken verden, der venter. ”Music to free your mind”, læser man på sættet. Så kan man jo med gysen erindre sig al den såkaldte meditationsmusik, som er udgivet med økonomisk sigt for øje og ikke for andet. Man kan også meditere med Karajan, men først og fremmest får man highlights fra den klassiske musik, som indeholder meget mere end det.

Karajan gik meget op i orkesterklangen, og han elskede disse kortere populære numre, hvor han kunne arbejde med orkesterklangen til den blev, som han ønskede det. Og dengang var Berliner Philharmoniker på en top, som det sjældent synes at nå i dag. Wiener Philharmoniker høres vist kun i et enkelt nummer, det inderlige nynnekor fra ”Madama Butterfly”.

Der er 27 numre, hvoraf her kun skal nævnes en lille del for at give et indtryk: Intermezzoet fra ”Cavalleria rusticana”, som viser, hvor italiensk en dirigent Karajan i virkeligheden var, baccarolen fra ”Hoffmans fortællinger”, som spilles som erotisk musik om nogen, Griegs Solveig så længselssmukt, adagiettoen fra Mahlers femte symfoni, Verdis ”La traviata”-forspil, Sibelius’ svane og ”Valse triste” lidt Mozart, Gluck og Bizet etc. Sluttende med Wagners og Isoldes Liebestod uden sang, men alligevel med sang i alle tolkningerne.  

***** Adagio Karajan. DGG 479 0540, to cd’er for prisen af en. 157 minutter.

Tre forskellige udgivelser hver til fem stjerner. Et af verdens bedste orkestre i dets eget udvalg af stor musik til lavpris. En ung vidunderlig violinist i et eminent samarbejde med en stor dirigent i en overvældende gengivelse af Brahms’ violinkoncert. Og et sæt med let tilgængelig klassisk musik i Karajans klangsmukke gengivelser. Fem stjerner til klasisk genbrug? Ja, men hvilket genbrug.

I resten af denne artikel bringer vi cd'er i klassen 4 til 3 stjerne, men alle en anbefaling værd for det rette publikum. Se underrubrikken ovenfor. .

Andre gode muligheder

Frederick Delius serien komplet. Danacord har udsendt Delius’ musik med Aarhus Symfoniorkester dirigeret af Bo Holten på fem enkelte cd’er med henholdsvis dansk, norsk, engelsk og fransk musik og nu til slut amerikansk musik. Her hører man tydeligt adressen, måske endda lidt Broadway. De to hovedværker er ”Appalachia”, variationer over en gammel slavesang med et smukt finalekor, og ”Sea drift” for baryton, kor og orkester med en overbevisende indsats af Johan Reuter. Der er som sædvanlig også sange med Henriette Bonde-Hansen. Denne cd hører absolut med, men den er kun førstevalget for liebhavere af amerikansk musik.

Hos musikerne i Aarhus Symfoniorkester hænger en personlig hilden fra prins Charles, den britiske families overhoved i klassisk musik. Prinsen takker for orkestrets cd-indspilning af Frederick Delius’ indspilning af engelsk musik. Han kalder den ”remarkable”. Hilsenen kom overraskende for orkestret, som ikke selv har sendt den.

I Storbritannien betragter man Aarhus-orkestret og Bo Holten som de førende til at spille Delius. Også Americann Record Guide konstaterer, at orkestret og Holten er markedets førende i Delius. En BBC-udsendelse i året for komponistens fødsel var bevidst ikke med et af de store London-orkestre, men med Aarhus Symfoniorkester (Danacord 732. 78 minutter).

Beatrice Rana vandt RAMA. Den italienske pianist var den rigtige vinder af Bang & Olufsens PianoRAMA klaverkonkurrence i Aarhus i 2011. Da var hun 18 år. Hun vendte tilbage til Aarhus Symfoniorkester året efter med en forrygende gengivelse af Prokofiefs anden klaverkoncert. Kort tid efter konkurrencen i Aarhus vandt hun også Montreal Concours Musical. Som en af præmierne optog og udsendt ATMA Classique en solo-cd med hende, og den er nu at få takket være Danacord, som både indspiller og importerer klassisk musik foruden at stå for Skandinaviens største forretning i klassisk musik i Vogmangergade 9 i København. På cd’en spiller hun Chopins 26 (24 plus 2) preludier for soloklaver samt Alexandre Scriabins anden sonate, som giver en fin forlængelse af Chopins klavermusik. Rana bekræfter indtrykket fra Aarhus, at hun kan spille med en medrivende puls og samtidig give rum for den eftertanke, som kan være så væsentlig i stor musik (ATMA Classique ACD 2 2614, distribution Danacord).   

Ingolf Wunder, østrigsk pianist, var af mange fagfolk og publikum vurderet til at være vinder af den forrige Chopin-konkurrence i 2010 i Warschawa, men flertallet af de 13 dommere valgte den russiske pianist Johanna Audeevi, som var den eneste kvinde af seks finalister. Selveste Martha Argerich udvandrede fra dommerkomiteen, og afgørelsen gik verden rundt som skandalestof. Vinderen er allerede glemt, men Wunder, der fik en delt andenpris, har gjort stor karriere. ”Wunder300” kalder DG en cd med ham i en sæson, hvori han giver sin koncert nummer 300.

Den byder på mindre værker fra 300 år, hvor Mozarts B-dur sonate, K.333, dog skiller sig ud med sin længde og større opbygget indhold. Forløbet begynder med Domenico Scarlatti og efter Mozart følger Chopin, Koczalski, Liszts ”Czardas macabre”, Debussys ”Clair de lune”, Rimskij-Korsakovs ”Humlebien”, Rahmaninof, Scriabin, Mosckowski, Horowitz og de to stadig levende Ennio Morrione og John Wiliams med hovedmelodien fra ”Star Wars”. Der er altså relativt meget østeuropæisk og virtuos klavermusik. Ingolf Wunders fingre mestrer det hele perfekt, men ind imellem fristes man til spørge, om det hele alligevel ikke er af den samme komponist. Flot, smukt og ens spillet (DGG 479 0084. 73 minutter).

Jonas Kaufmann er på vej med en ny cd. Vi er kommet ind i 2013, 200-året for Richard Wagner. Der kommer meget med  Wagner og Giuseppe Verdi, som vi vender tilbage til. Men om få dage vil en ny Wagner-cd med Kaufmann være fremme i butikkerne - officielt den 18.februar. Kaufmann er nu så populær, at den sælger sig selv, men nok langsommere herhjemme. Kaufmann har støt udviklet sin tenor til at spænde over et vidt repertoire, og til at den holder. En nødvendig pause sidste forår havde sin specielle fysiske forklaring og var ikke en følge af misbrug af stemmen. Her er stemmen fast og sikker hele vejen, oftest barytonal i klangen, men den kan lyse op i Lohengrins højde.

Cd’en begynder ikke helt naturligt med Siegmunds sværdmonolog med et par flot holdte ”Wälse”r og Siegfrieds ”Dass der mein Vater nicht ist” for derpå at vende tilbage til Rienzi, Romsfortællingen fra ”Tannhauser og ”Am stillen Herd” fra ”Mestersangerne”, alt sunget med indhold og en forbilledlig tekstudtale. Cd’en slutter overraskende med de fem sange til tekster af Mathilde Wesendonk, som næsten altid synges af en kvindestemme, men hvorfor ikke af en mand? Som Kaufmann gør opmærksom på i et interview i teksthæftet er der intet i teksten, som modsiger det, og Wagner gjorde endda et længere citat herfra til sit eget.

Kaufmann har også fundet gralsfortællingen fra ”Lohengrin” frem i original-versionen med et ekstra vers og en enkelt bemærkning af kongen og koret. Den er værdifuld at trække frem igen. Det er den version, som et år i 1930’erne uofficielt blev medtaget i Bayreuth, og det opdagede Hitler med det samme i modsætning til de fleste andre blandt publikum. Det har siden været til irritation for dem, som mener, at en tyran ikke kan være musikalsk, i hvert fald ikke bør være det.

Kaufmann akkompagneres af Donald Runnicles og orkestret fra Deutsche Oper i Berlin, som mærkbart ikke er helt af samme orkesterklasse som de ovennævnte filharmonikere fra Wien og Berlin, men det viser stor operafornemmelse (Decca 478 5189. 74 minutter).