Aarhus Symfoniorkester går nye veje

Aarhus Symfoniorkester ruster sig ekstra frem mod værdigheden som kulturhovedstad i 2017. Men nye tiltag sætter sit liv på koncerter allerede i år. Orkestret vil specielt fremme kendskabet og interessen for klassisk musik på to fronter. Det vil tage nye medieplatforme i brug og blandt andet live-streame koncerter på nettet. Det sker allerede i denne uge fra den internationale klaverkonkurrence (se nedenstående).

Aarhus Symfoniorkester har netop modtaget en donation på 1,2 mio. kroner fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formål. Den er givet til indkøb og installering af teknisk udstyr i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Fonden bevilligede allerede ni mio. kr. til et nyt orgel i Symfonisk Sal i 2010. ”Dette orgel har Aarhus Symfoniorkester og Det jyske Musikkonservatorium haft særdeles stor glæde af, og det er landets mest benyttede og bedste koncertsalsorgel. Denne nye fornemme donation vil få lige så stor indflydelse på orkestrets aktiviteter,” siger musikchef Palle Kjeldgaard.

I løbet af 2013 vil orkestret installere robotkameraer og andet teknisk udstyr i Symfonisk Sal. Det vil gøre det muligt effektivt at producere koncerter med billeder og lyd på en måde, så live effekten befordres både for publikum i salen og for brugere på nettet. Et forbillede er Berliner Philharmoniker, som med deres ”Digital Concert Hall” har haft stor succes med at transmittere og arkivere deres koncerter på nettet. Aarhus Symfoniorkester vil derimod i første omgang sende koncerterne gratis på nettet. Et forbillede her er også Finland, hvor ikke mindst Lahti Symfoniorkester har været pioner på området. Aarhus Symfoniorkester har også fået gode råd og vejledning fra Lahti, fortæller Palle Kjeldgaard.

Orkestret live-streamer allerede i denne uge fra Aarhus International Piano Competition, som det er medarrangør af i Musikhuset Aarhus. Konkurrencen kan følges live på www.pianocompetition.dk  

Fondsgaven vil også betyde, at orkestret kan investere i lærred og projektor, som skal ophænges midt på scenen over orkestret og skabe et nyt oplevelseskoncept. Projektet betegnes Symfomagica, som med mere uformelle koncerter vil inddrage et visuelt indtryk i koncertoplevelsen. Mange mener, at det er en afgørende del af den klassiske musiks fremtid i koncertsalene. Allerede i den kommende sæson 2013-2014 vil de første koncerter af denne art være at finde på sæsonplanen, som præsenteres i april måned.   

”Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Det helt afgørende for, at Kulturhovedstaden bliver en succes, er et godt samarbejde mellem kulturlivet og erhvervslivet, og denne donation er et meget positivt skridt i den rigtige retning,” siger rådmand for kultur og borgerservice i Aarhus Kommune Marc Perera Christensen (konservativ), som også aktivt har engageret sig i Aarhus Symfoniorkesters betydning.  

Wagnerianerne fordrives fra Bayreuth

Det er en mærkværdig samling af teaterinstruktører, som de to chefer for Wagner-festspillene i Bayreuth, Eva Pasquier-Wagner og hendes langt yngre halvsøster Katharina Wagner, indbyder til at sætte bedstefaderens værker i scene i festspilhuset. I år skal Frank Castorf tage sig af den nye opsætning af ”Ringen” og det er næppe kærlighed til værket, der driver lederen af Volksbühne i Østberlin. I 2015 tager Katharina Wagner sig af ”Tristan og Isolde”, efter at stampublikum i fem år ikke har haft det helt let med hendes vending op og ned på ”Mestersangerne i Nürnberg”.

De to festspilchefer har valgt teatermanden og provokatøren Jonathan Reese til at sætte ”Parsifal” op i 2016. Det har vakt pinlig opmærksomhed, fordi Meese på teatret og i installationer har brugt nazisymbolet og nazihilsenen ”Sieg heil”, men Katharina Wagner har understreget, at han aldrig har benyttet det som et symbol, som man skulle se op til, men tværtimod som et debatindslag, nærmere som et ironisk og kynisk tegn på en kritisk holdning.

Men glad og fro erklærer Meese nu, at han allerede som barn var fascineret af Wagner, som han opfatter som grundlæggeren af popkulturen, og i hvis musik han finder træk af Beatles og popmusikken i almindelighed. Med sin opsætning af ”Parsifal” vil Meese fordrive wagnerianerne fra festspillene i Bayreuth. ”Diese Wagnerianer sind alle Niederknier”, siger den 43-årige i et interview i magasinet Focus. Hvis man skal oversætte, hvad han mener, bliver det noget i retning af, at ”disse wagnerianere er alle tilbedere, som hellere burde gå i kirke og lade dette operahus i fred med deres helligdomssludder” (Heiligkeitsgeschwätz).

Jo, det er ”Parsifal”, Wagners meget specielle religiøse sceneværk, som Meese skal sætte op i Bayreuth.

”Parsifal har netop haft en meget rost premiere på Metropolitan Operaen i New York med Josef Kaufmann i titelpartiet. Den fransk-canadiske instruktør Francois Girard tog værket mere alvorligt, en man kan forvente Meese gør i Bayreuth. Den sendes i life-telecast fra The Met lørdag den 2. marts. Iscenesættelsen har været vist i Lyon og fortsætter til Canada.  

Ingen buh-råb til Calixto Bieito

Har man set en operaopsætning af den catalonske instruktør Calixto Bieito, glemmer man den næppe. Han er hård og barsk og går til yderligheder på scenen også med vold og sex. Herhjemme taler man stadig om hans opsætning af Verdis ”Maskeballet” på Den kongelige Opera, hvor han lod de sammensvorne mødes på rad og række på et herretoilet. Det var for meget. Men hvor da ellers? Bieito har ikke været at finde på en dansk scene siden, selv om der blev talt om en længere kontrakt med ham forinden. Det er nu synd, at det ikke blev, for nok er Bieito udfordrende og yderligtgående i sine virkemidler og ideer, men der er altid en kerne af noget væsentligt i hans teater.

Bieito har netop haft premiere på sin tolkning af Musorgskijs ”Boris Godunof” på Den bayerske Statsopera i München, og det usædvanlige skete, at der ikke kom et eneste buh-råb efter tæppefald, men tværtimod var først stilhed og derefter et stærkt bifald. Og de tyske anmeldere har været enige i, at det er sæsonens første virkelig store opsætning på München-operaen.

Den anden opførelse blev vist direkte på den franske musik-, opera- og balletkanal Mezzo, som kan ses flere steder herhjemme for eksempel på Stofa, her også af undertegnede. Det er rigtigt, at man ikke så anelse af tilløb til forsøg på skandale. Men barsk og stærk er Bieitos opsætning naturligvis. Han kunne nu heller ikke undlade at lade zar Boris’ to børn blive kvalt for åbent tæppe i slutbilledet af den falske Dimitrij, mens Boris dør i forgrunden. Den åndssvage gudsnar drilles ikke blot. Han er omgivet af børn, og en lille pige stikker og røver ham for til sidst at skyde ham med en revolver, som Sjuiskij, den virkelige morder af zararvingen, har stukket i hånden på pigen.

Men åbningsbilledet var traditionelt med moderne politifolk kontra protesterende borgere. I originalen skulle det være i en klostergaard. Det har vi naturligvis set ofte på teatret, men Bieito har et fantastisk tag på sådanne scener. Folket bærer skilte med fotografier af statsmænd, nulevende som afdøde, og naturligvis i særdeleshed af Putin samt Stalin. Ingen af demonstranterne havde taget et billede af vor egen statsminister med for at pynte op.

München spiller som efterhånden vel de fleste operascener Musorgskijs egen originalversion på kun to timer og et kvarter i stedet for Rimskij-Korsakofs udvidede og mere glatte bearbejdelse. Originalpartituret er også mørkere, og det følger Bieito tæt. Mange menneskelige detaljer viser, hvordan folket manipuleres og forføres. Det foregår i en nærmest tidløs nutid. En smertefuld tung opsætning med meget begavet teater.

Kent Nagano, som ikke har haft det let i München på det seneste, og som skal være musikchef på operaen i Hamborg om et par år, revancherede sig gevaldigt med en overbevisende og bevægende tolkning og blev hyldet efter fortjeneste. Der var fremragende sangerpræstationer helt igennem og ikke mindst af Alexander Tsymbalyuk som Boris.

Da der allerede har været nævnt kommende live-stream udsendelser, skal det nævnes, at ”Boris Godunof” den 26. juli kl. 20.00 sendes direkte på www.bayerische.staatsoper.de/tv