Verdi komplet. Generelt til 4,5 stjerner af seks.  

Pladeselskabet C-major med Naxos som distributør herhjemme fortsætter sin fine serie med dvd- og blu-ray-udgaver af Verdis operaer. Vi nærmer os mere og mere velkendt operaland, men endnu i denne omgang gælder det stadig overraskende opdagelser af den tidlige og den ”mellemste” Verdis kvaliteter. Betydningen af at fejre Verdis 200 år har allerede vist sig.  

Operaerne er i hovedsagen optaget live på operaen i Parma, den historiske hovedstad også for La Roncole ved Bussetto, hvor Verdi blev født og voksede op. Det er en berømt operascene, en af Italiens betydeligste, som selv mener at være Verdis teater frem for noget andet operahus. Hvert efterår afholdes her en Verdi festival, som dog er kommet i fare i år, fordi pengene allerede er brugt blandt andet på at opføre de operaer, som skulle fylde denne komplette ”Tutto Verdi” serie ud. Italiensk opera er generelt i pengekrise, men vi får se, om ikke også denne november i Parma bliver reddet. Det er sikret, at der bliver opera i det lille Verdi-teater i Bussetto

Lidt om Teatro Regio operaen i Parma, et af de flotte tradtionelle, historiske logeteatre i Italien. Dets publikum er mere frygtet end noget andet publikum i Italien, måske endda i verden? Det skal være ganske vist, at hvis en tenor har ”svigtet” på byens operascene, skal han ikke forvente, at hotelportørerne hjælper ham med at bære kufferterne.

Min yndlingshistorie fra Parma er ikke en skrøne. Den amerikanske sopran Renata Scotto har selv fortalt den. Hun var stjernen på Metropolitan Operaen i New York, da hun sagde ja til et gæstespil i Parma. Vel ankommet til Parma fik hun på hotellet besøg af formanden for det lokale klakørforbund, som tilbød hende assistance af professionelle klakører, som kunne ”vejlede” publikum på de rigtige steder. Scotto mente nu at have tilstrækkelige kvaliteter til at kunne hente sin succes hjem selv, og hun sagde nej tak. Da hun forestilllingsaftenen havde sunget begyndelsesstrofen på sin første store arie, lød der nede fra parkettet et stille beklagende ”åh”. Sukkene tog til i styrke og hastighed, som hun sang videre. Hun kunne til sidst ikke klare denne nok diskrete, men alligevel lammende afbrydelse, og hun måtte løbe ud fra scenen.

Publikum opfører sig dog absolut pænt til de opførelser fra Parma, som jeg har set i den aktuelle serie. Ingen sanger generes, men på den anden side er begejstringen aldrig så ubehersket til det uforståelige, som man har kunnet opleve den for eksempel på Den Kongelige Opera i vort kølige nord. Med andre ord: Man irriteres ikke over publikum her i hjemmeoperaen.

Det generelle indtryk af optagelserne er en meget høj teknisk kvalitet i både lyd og billede. Klarhed er et nøgleord. Der er ingen eksperimenterende, endsige ”moderne” iscenesættelser, som man skal gøre sig unødige anstrengelser for at ”forstå”. I de fleste tilfælde får man en naturlig scenisk afvikling, som ikke bliver kedelig. Dertil er Verdi altså også for fængslende i sig selv. Sangerbesætningerne er overvejende med italienere, som har fået operaen ind med modermælken. Men man vil i den følgende gennemgang af de enkelte værker også finde både verdensnavne og ukendte sangere, som er en rejse værd. Man kommer hjemme i stuen med ”Tutto Verdi” på en operarejse til Italien.

Saml på Verdi

NABUCCO (1842)

Verdi var nedtrykt. Nære familietragedier var blevet yderligere forværret af en fiasko med den komiske opera ”Un giorno di regno” (Konge for en dag). Han havde opgivet sig selv som operakomponist, men han var langt fra opgivet af andre som komponist. La Scala operaens chef Merelli forsøgte at interessere ham for Soleras udkast til en opera, som den tyske komponist Otto Nicolai havde vraget. Merelli nærmest tvang ham til at tage tekstbogen med hjem. Det fortælles, at Verdi smed den på sengen, da han kom hjem. Tilfældigvis (eller?) åbnede den sig på siden med de hebræiske slavers klagesang, og Verdi blev straks inspireret af ordene: ”Va pensiero sull’ale dorate” (Flyv tanke på dine gyldne vinger) til at komponere den hymne, som skulle blive en indre forløsning for ham og betyde hans egen genkomst som komponist. Den skulle også blive den første af hans melodier, som for italienerne, som i den nordlige del af støvlelandet endnu var under østrigerne, blev en frihedssang og en nationalmelodi. Hundreder af tusinde sang den spontant, da Verdi blev ført til graven i Milano i 1901.

”Nabucco” er meget andet end et berømt kor. Operaen er et intenst drama, som foregår anno 587 før Kristus mellem hebræerne, som i Jerusalem belejres af babylonerne, men befries. Handlingen er indviklet, også lidt utroværdig, for eksempel da den babylonske kong Nabucco bliver sindssyg, men lige så pludselig rask igen. Historien fra Det gamle testamente behandles naturligvis frit.

Hovedpersonen er ikke Nabucco, men Abigail, Nabuccos falske datter, en meget kompleks skikkelse i et psykisk grænseland. Her synges hun fremragende af den højdramatiske græske sopran Dimitra Theodossiou godt fulgt af den mildere, mere lyriske sopran Anna Maria Chiuri som Feneman, vor stille heltinde. Italiens store baryton Leo Nucci har trods sin alder på utrolige 70 år her i 2012 stadig en flot og udtryksstærk stemme som Nabucco.. Det er en decideret koropera, og koret på Teatro Regio i Parma har virkelig klasse.

Michele Mariottis enkle iscenesættelse hjælper til at forstår dramaet, og optagelsen er både i billede og lyd så glimrende, at denne ”Nabucco” for mig indtager førstepladsen blandt dvd-indspilningerne af operaen. Nabucco: C-major dvd 72 408, blu-ray udgave 72504, 137 minutter plus 10 minutter introduktion.

GIOVANNA D’ARCO, Jeanne d’Arc (1845)

"Jeanne d’Arc" fire operaer senere i Verdis produktion blev en helt anden, mere lyrisk, mere inderlig opera. Det må være emnet, som har holdt operaen fra at blive en større succes. Måske skyldes det også, at den er bygget over Schillers skuespil, ”Die Jungfrau von Orleans”, men dog med væsentlige ændringer. Og historien om Jeannes kærlighed til kongen har vi ikke lært om i skolen. Men noget tyder på, at ”Giovanna d’Arco" er på vej til scenen. Den opføres således med Anna Netrebko på festspillene i Salzburg til sommer. Alle billetter er blevet revet væk.

Af skuespillets 27 personer er der kun blevet fem tilbage. Jeanne er splittet mellem det guddommelige kald at hjælpe franskmændene mod englænderne i de sidstnævntes invasionskrig og sin kærlighed til kong Karl VII. Hun dør på slagmarken i det afgørende sejrrige slag efter en sidste vision af jomfru Maria. Verdi kunne allerede her vise sin storhed i en sådan scene. Intet øje er tørt. Dette sagt uden ironi.

Gabrele Lavia står for en historisk fornuftig iscenesættelse, og igen er det gode gamle Bruno Bartoletti, som dirigerer. Svetla  Vassileva passer både af skikkelse og stemme ideelt i titelpartiet. Tenoren Evan Bowers er hendes konge, men et mere markant parti er Jeannes far, en præst parat til at ofre sin datter, fordi han tror, at djævelen har fået tag i hende. Sikke et drama for Verdi: En fader parat til at ofre sin datter for troens skyld. Jamen, er det en ”moderne” opera? Renato Bruson er som altid fremragende som faderen. "Giovanna d’Arco: C-major dvd 721208, blu-ray 721304, 128 minutter plus 10 minutter introduktion.   

ATTILA (1846)

Her fik Verdi et operaemne, som han fra begyndelsen var begejstret for. Og det kan høres. En folkelig historisk slagopera med melodier med saft og kraft i. Den har da også holdt sig pænt på repertoiret siden uropførelsen på det berømte Teatro La Fenice i Venezia.  Store basser som Boris Christoff og Nicolai Ghiarov har haft titelpartiet som ønskerolle. Og partiet som Odabella er en gave til en dramatisk sopran, som kan stå distancen. Det kan minde om Abigails i ”Nabucco”.  

Giovanni Battista Parodi er på sit bedste som hunnerkoncen  Attila.  Susanna Brancheni er en ung spændende Odabella med intensitet i stemmen, som alligevel aldrig går ud over skønheden og de musikalske fraseringer. Roberto de Biasio er hendes elskede med kraft og udsagn i tenoren. Sebastian Catana skal også nævnes for det positive som den romerske general Ezio. Den unge dirigent Andrea Battistoni får musikken til at gløde.

Opførelsen fandt sted på det lille Teatro Verdi i Bussetto i 2010, men man opdager slet ikke, hvor lille teatret er, når tæppet er gået op. Instruktøren Pierfrancesco Maestrini lader handlingen forblive i år 454 og i Aquileia i Norditalien. Det gør han med hjælp af videooptagelser, som smelter sammen med de bamseklædte krigere. På tv-skærmen virker det både filmisk og dramatisk. Det er måske endda også velegnet til et ikke opera-uvant publikum og til teenagere? Eller ikke?  

Handlingen kort: Den berømte hunnerkonge Attila og hans hær har erobret og udplyndret byen Aquileia. Han har fanget den lokale herskers datter Odabella,  hvis mod han beundrer og derfor har givet et sværd. Den romerske general Ezio vil på egne vegne have en aftale med ham, som sikrer også ham en gevinst, men afvises af Attila. En gruppe flygtninge under Forestos ledelse når samtidig lagunen, hvor de vil bygge en ny by, den senere Venezia. Han beklager sig over sin forlovede Odabellas forsvinden. De mødes, og hun formår at overbevise ham om, at hun ikke har været ham utro. De enes om at dræbe Attila. I hunnernes lejr festes der for våbentilstanden med romerne. Foresto forsøger at dræbe Attila, men det forhindres af Odabella, som selv vil hævne sig. Attila tilbyder at gifte sig med hende, og på hendes bøn løslades Foresto. Hun dræber Attila, hvis sidste ord er ”Også du, Odabella” med tydeligt sigte til Caesar og Brutus. Attila: C-major dvd 721608, blu-ray 721704, 118 minutter plus 10 minutter introduktion.

IL CORSARO (1848)

Forlægget er fint nok, nemlig af Lord Byron. Det handler om en sørøver, Carrado, der er tvunget af en tilfældig hændelse til at være udstødt. Han vi drage på et nyt togt. Hans elskede Medore beder ham blive hjemme, og hun bliver vanvittig, da han alligevel tager afsted. Vi møder hende først igen i operaens sidste scene. I den mellemliggende akt er vi hos pashaen Seid, som elsker sin slavinde Gulnare, som absolut ikke gengiver hans følelser. Korsarerne, sørøverne befrier Gulnare og de andre slavinden, men Carrado bliver fanget af Said. Gulnare har forelsket sig i ham og dræber den sovende Seid. På piratøen ligger Medore døende. Hun har taget gift i troen på, at Carrado er død. Gulnare fortæller hende, at Carrado har været hende tro, og hun dør stille. Men Carrado kaster sig fra en klippe i døden i havet.

Verdi kunne få egen god musik ud af de mest umulige historier, men denne sørøverroman har ikke inspireret ham til noget af sit bedste. Han var også overbebyrdet. Operaen fik en negativ medfart. Han blev blandt andet kritiseret for ikke at følge forlægget. Den blev hurtigt glemt, men nu er den begyndt at dukke op igen, så man kan lytte sig til, om det er rigtigt, at datidens dom har skullet hænge ved operaen. Selvfølgelig er der højdepunkter, som viser Verdis aldrig svigtende kvaliteter.

Sangerholdet på denne live-optagelse fra 2012 er lidt under gennemsnittet for serien som helhed, så ”Korsaren” kan ikke betegnes som et førstevalg blandt Verdis ukendte operaer. Men den er interessant nok til at skulle være med, hvis man går efter tutto Verdi eller Verdi komplet.Il corsaro: C-major dvd 722408, blu-ray 722504, 18 minutter plus 11 minutter introduktion.

LA BATTAGLIA DEL LEGNANO, Slaget ved Legnano (1849)

Denne indspilning er ikke fra Parma, men fra Trieste, James Joyces by, for mange stadig et symbol på det ægte ”Mellemeuropa”. Havnebyen hørte under kejserriget Østrig fra 1382 til 1913 og var en international metropol. Verdi fik to operaer uropført i det gamle statelige Teatro Grande her, den ovenfor nævnte ”Il Corsaro” og den senere ”Stiffelio”. Fra 1901 bærer teatret officielt Verdis navn, så der er mening i, at Trieste er blevet inddraget i denne komplette Verdi-serie.

Korsangen ”Va pensiero” fra ”Nabucco” blev en folkeschlager og et frihedssymbol, men ”La battaglia del Legnano” blev Verdis patriotiske  frihedsopera frem for nogen. Her er flere korsatser, som folk også tog til sig. For afvekslingens skyld er det godt, at Verdi samtid kunne arbejde med en kærlighedshistorie med dramatisk jalousi. Teksforfatteren Cammarano var inspiret af et fransk skuespil ”La bataille de Toulouse”.   

Boris Brott er den udmærkede dirigent i spidsen for et udmærket orkester, som dog ikke helt er på højde med kollegerne i Parma, og det samme gælder for koret. Men musikalsk er vi stadig på et godt niveau, og den store dramatiske sopran fra ”Nabucco”,  Dimitra Theodossiou, høres i det store kvindelige parti som Lida. La battaglia del Legnano: C-dur dvd 722608, blu-ray 722904. 119 minutter plus introduktion 11 minutter.  

LUISA MILLER  (1849)

Verdi fik i ”Luisa Miller” en mere nuanceret og inderlig tone frem end i de fleste af sine foregående operaer. Han valgte Salvatore Cammaranos bearbejdelse af Schillers ”Kabale und Liebe”. Operaen blev en succes og et afgørende skridt på vejen mod ”La traviata”, ”Trubaduren” og ”Rigoletto”. Dens popularitet har også holdt sig pænt, og den er netop blevet taget op på operaen i Malmø.

Den unge møllerdatter Luisa har forelsket sig i en jæger ved navn Carlo. Hendes far er skeptisk, og Wurm (navnet fortæller akt) søger at overtale fader Miller til at give ham Louise som hustru. Han fortæller også, at Carlo i virkeligheden er grev Walters søn Rodolfo. Intrigerne står i kø. Wurm fortæller Luisa, at han kun kan få hendes fængslede far fri, hvis hun lover ham sin kærlighed, og hun tør ikke gøre andet. Rodolfo har kommet gift i vinen, som han og Louisa har drukket, og han fortæller hende, at de begge skal dø, og endelig får hun fortalt ham sandheden. Han når at dræbe Wurm, inden de begge udånder.

Ja, operahandlinger egner sig sjældent til at blive fortalt i kort form.

Opførelsen er godt besat med kendte sangere som Fiorenz Cedolins som Luisa, en toptenor som Marcelo Álvarez som Rofolfo og Leo Nucci som fader Miller. Dirigenten er den glimrende Donato Renzetti. Og instruktøren den gode, solide Denis Krief. Luisa Milller:  C-major dvd 722808, blu-ray 722904, 147 minutter plus 10 minutter introduktion. 

Det har været en opdagelse og fornøjelse at se og høre Verdis tidlige og ufortjent glemte operaer i denne serie. Læs også omstående artikel ”Verdi komplet på dvd”. Fortsættelse følger.        

Anbefalelsesværdig litteratur: Francesco Cristofoli:  Guiseppe Verdi. Myten mennesket og komponisten. Gyldendal.