af John Christiansen - d. 3. april 2013
Carl Nielsens symfonier indspilles nu både i New York og London og med engagement og forståelse. I tilgift en sønderjysk trumf, som man ikke skal snyde sig selv for.
Der har i en årrække været påfaldende stille om Carl
Nielsens symfonier ude i musikverdenen. Men nu synes der pludselig at ske
meget. Vor egen lille musikverden klappede begejstret med, da New Yorks
filharmoniske Orkester i efteråret præsenterede dets første cd af flere, der i
løbet af de næste sæsoner skal bringe alle Nielsens seks symfonier og tre solokoncerter
på markedet med det berømte orkester. ”Espansiva” og ”De fire temperamenter” er
på den første cd. Chefdirigent Alan Gilbert opfører først musikken i Avery
Fischer Hall, og derpå udgives koncertoptagelserne af Dacapo, som herhjemme har
Naxos Records som distributør.
I London har byens symfonikere i en årrække udgivet egne
optagelser og har haft stor succes med det. Her har Colin Davis også valgt at
indspille Carl Nielsens seks symfonier efter at have opført dem på koncerter. Den
første cd med symfonierne 4 og 5 blev modtaget med stor begejstring i England
og den næste med numrene 1 og 6 fulgte godt efter. Begge cd’er har modtaget
nogle af de priser og fået toppladser på lister, som briterne er så engagerede
i. Og nu er Nielsens symfoniske ring sluttet med nr. 2, ”De fire temperamenter”
og nummer 3, ”Espansiva”. Herhjemme
distribueres de også af Naxos Records DK.
Der er meget at sammenligne med og samle på af danske
indspilninger, som kulminerede med Radiosymfoniorkestrets og Michael
Schønwandts samlede indspilning på såvel cd’er som dvd’er for Dacapo. Distributionsleddet
er altså ikke uden lidt indavl. Og man har haft det godt med det danske og vil
fortsat kunne have det. Radiosymfoniorkestret slås ikke ned af deres berømte
kolleger i London og New York. Orkestret og Schønwandt har for eksempel en egen
gennemarbejdet forståelse for at finde den rette orkesterbalance.
Nej, jeg vil ikke udpege den bedste Carl Nielsen. Alle tre
er fremragende og spændende. Er man samler af Carl Nielsen, og det er der en
del, som er, må man vel have dem alle. Lad så dette være et måske for letkøbt bud
fra en anmelder.
Colin Davis 85 år og
ung og vital
Colin Davis overrasker med London Symphony Orchestra, fordi
han virker overmåde vital, og det var måske ikke just det, som man havde forventet
af the grand old man i britisk musikliv. Han er en anset dirigent ikke mindst af
Berlioz og Sibelius, og man kan næsten fornemme dem begge bag Colin Davis’
krafttag med Carl Nielsen. Han er ung med den første symfoni i en grad, som det
ellers sjældent høres. Han får sit orkester til at ”fortælle” musikken med begejstring.
Han understreger orkesterfarverne. Der er fantastiske detaljer, men man kan indrømmet
også ind i mellem undres over enkelte instrumenter, som kunne være bedre
indpasset i helheden, som det netop sker hos Schønwandt.
Alan Gilbert kaster nyt lys på Nielsens enestående nordiske
symfoniske lyd, læser man bag på kassetten med New York’erne, men det gælder lige
så vel for Colin Davis’ indspilninger. Alan
Gilbert dirigerer Carl Nielsen lidt mere kontrolleret end Colin Davis, og det
giver nok en gevinst i det lange løb. Men den bedste indspilning? Her må jeg ty
til endnu en ”billig” løsning: Det er den, som man lytter til i det givne
øjeblik.
Alan Gilbert blev
optaget af Nielsen i Stockholm
Alan Gilbert fik sin interesse for Carl Nielsens musik, da
han var chefdirigent i Stockholm i hele otte år. Her dirigerede han flere
koncerter med Nielsens musik. Han har endda fundet ud af, at ”orkestret blev skabt
til Carl Nielsen”.
Gilbert siger videre, at ”Carl Nielsen var meget
interesseret i de forskelige måder, som mennesker kan være individualister, være
usædvanlige på. Hans musik er ikke en karikatur, men et meget rigt portræt på,
hvad menneskelighed kan være. Det er en af de ting, som jeg virkelig elsker.” Gilbert har ført sine tanker herom ud i musikken.
Hør blot ”De fire temperamenter”. Her vælger han selv melankolikeren: ”Overraskende?
Godt, som du ved: Et det at være lykkelig ikke den mest kedsommelige følelse? Jeg
driller på en måde. Alle satserne er vidunderlige. Men jeg kan i særdeleshed
lide den langsomme, melankolske sats. Men der er noget, som er så sandt i den
bittersødme, som næsten nyder sørgmodigheden. Jeg ved ikke, om den nyder at
være sørgmodig, eller er sørgmodig over at være lykkelig. Men der er noget
meget meningsfuldt i det ikke blot for os musikere. Jeg tror, at det er noget,
som enhver kan forstå.” Jo, man kan fundere ret så herligt over Alan Gilberts
Nielsen-tolkninger.
Er Carl Nielsen typisk
dansk?
Vi har herhjemme altid hæftet os ved, at Carl Nielsen er en
typisk dansk komponist. Prøv at spille de tre udgaver med Radiosymfoniorkestret,
New Yorks filharmonikere og London Symphony uden at fortælle hvilken
indspilning, der er på. Spørg så, hvilken af de tre, der er dansk? Kendere af
orkestrenes specielle klangkarakteristika vil sikkert nok kunne svare korrekt,
men det er ikke så lige til at finde det ”danske” ud fra karakteren af de
musikalske tolkninger. De er alle tre ”danske” eller måske snarere alle tre
”internationale”. Og det er jo egentlig en pragtfuld erkendelse.
En lille morsom ting fra New York’ernes pladehæfte.
Musikerne er alle nævnt ved navn, men i tilgift fortælles det så, hvilke stole
de hver især sidder på. Amerikanske orkestre er i langt højere grad end de
europæiske afhængige af privat sponsorstøtte, og halvdelen af
orkestermedlemmernes stole er betalt i rigelig mængde af sponsorer, som til
gengæld får deres navne sat på stolene og ekspederet videre ud i
koncertprogrammerne og her endda i pladehæftet.
Carl Nielsen på cd:
New York Philharmonic, dirigent Alan Gilbert. Espansiva
og De fire temperamenter. Dacapo 6.220623.
London Symphony Orchestra, dirigent Colin
Davis. Symfonier 4 og 5. LSO live sacd
LSO0694. – Symfonier 1 og 6. LSO live sacd LSO0715. - Espansiva og De fire
temperamenter. LSO live sacd LSO0722. Distribution Naxos Records DK.
Thomas Jensens og
Sønderjydernes trumf
En ny dansk indspilning skal med I Carl Nielsen-omgangen,
selv om fynboens fløjtekoncert kun fylder en tredjedel af spilletiden. Noget af
det spændende her er, at sammen med Carl Nielsen giver tre væsentligt
forskellige komponister, der kun er 19, 25 og 25 år yngre, nemlig amerikaneren Charles
T. Griffes, schweizeren Frank Martin og pariseren (mere det end franskmanden) Jaques
Ibert et forbløffende klart og endda samlende indtryk af musikken mellem slutningen
af den første verdenskrig og begyndelsen på den anden verdenskrig. Sammensætninger
af værker er den første trumf.
”Fløjten kan ikke fornægte sin natur, den hører hjemme i Arkadien
og foretrækker de pastorale stemninger.” Sådan beskrev Carl Nielsen fløjten i
forbindelse med en opførelse af sin fløjtekoncert. Og i den tog Nielsen et
stille skridt i en ny modernistisk retning, og som Esben Tange skriver i
pladenoterne, så ”gøres det klart, at fløjten trods sit blide væsen også rummer
forførende farlige sider.” Frank Martins syv minutter korte ”Ballade” for
fløjte, strygeorkester og klaver fra 1941 varsler også samtiden i mere dystre
stemninger. Det er et fremragende stykke musik af en komponist, som stadig er alt
for overset.
Så er fløjten tilbage i sit eget virkelige element, det
franske, i Jacques Iberts fløjtekoncert. Charles Griffes’ ”Poem” er også
inspireret af fransk sanselighed, og så må vi tilføje, at Holger Gilbert-Jespersen
udførte de sidste rettelser i solostemmen i Carl Nielsens partitur, da han sad
i toget på vej til at uropføre den danske fløjtekoncert i Paris i efteråret
1926.
Sønderjyllands Symfoniorkesters solofløjtist Thomas Jensen
når med denne cd et højdepunkt i sin karriere – selv om der allerede har været
flere af slagsen. Det er dejligt at
høre, hvordan han har arbejdet sig ind i de fire værker og fundet deres
karakteristika frem, og hvordan det lykkes ham at give dem liv og atmosfære, snart
sprudlende, snart meditativt og altid smukt og vedkommende.
Den tredje trumf er mod- og specielt medspillet af
Sønderjyllands Symfoniorkester og dirigenten Giordano Bellincampi. Han slippes nu
løs uden for landets grænser som chefdirigent i Duisburg, Milano og Kristianssand
efter at have sluttet sine mange år som chef for Den jyske Opera af med
opførelser af international klasse af Wagners ”Tristan og Isolde” og Puccinis ”Tosca”.
Sønderjyderne demonstrerer her, at de danske landsdelsorkestre er gået virkelig
frem i de seneste år, og lokalt er sønderjyderne også inspireret af, at orkestret har fået så fremragende
en koncertsal i Alsion. Der spilles præcist og udtryksfuldt med kammermusikalsk sans selv i de større orkesterudbrud..
Den tekniske optagelse ved Mikkel Nymand er plastisk klar og
smuk. Det er en cd, som må kunne få alle med appetit på god og lidt anderledes,
men slet ikke vanskelig musik til at købe dansk og mere specifikt sønderjysk.
Fløjtekoncerter af Nielsen,
Griffes, Martin og Ibert. Thomas Jensen, Sønderjyllands Symfoniorkester og
Giordano Bellincampi. Danacord DACOCD 725.