Der har i en årrække været påfaldende stille om Carl Nielsens symfonier ude i musikverdenen. Men nu synes der pludselig at ske meget. Vor egen lille musikverden klappede begejstret med, da New Yorks filharmoniske Orkester i efteråret præsenterede dets første cd af flere, der i løbet af de næste sæsoner skal bringe alle Nielsens seks symfonier og tre solokoncerter på markedet med det berømte orkester. ”Espansiva” og ”De fire temperamenter” er på den første cd. Chefdirigent Alan Gilbert opfører først musikken i Avery Fischer Hall, og derpå udgives koncertoptagelserne af Dacapo, som herhjemme har Naxos Records som distributør.

I London har byens symfonikere i en årrække udgivet egne optagelser og har haft stor succes med det. Her har Colin Davis også valgt at indspille Carl Nielsens seks symfonier efter at have opført dem på koncerter. Den første cd med symfonierne 4 og 5 blev modtaget med stor begejstring i England og den næste med numrene 1 og 6 fulgte godt efter. Begge cd’er har modtaget nogle af de priser og fået toppladser på lister, som briterne er så engagerede i. Og nu er Nielsens symfoniske ring sluttet med nr. 2, ”De fire temperamenter” og nummer 3, ”Espansiva”.  Herhjemme distribueres de også af Naxos Records DK.

Der er meget at sammenligne med og samle på af danske indspilninger, som kulminerede med Radiosymfoniorkestrets og Michael Schønwandts samlede indspilning på såvel cd’er som dvd’er for Dacapo. Distributionsleddet er altså ikke uden lidt indavl. Og man har haft det godt med det danske og vil fortsat kunne have det. Radiosymfoniorkestret slås ikke ned af deres berømte kolleger i London og New York. Orkestret og Schønwandt har for eksempel en egen gennemarbejdet forståelse for at finde den rette orkesterbalance.  

Nej, jeg vil ikke udpege den bedste Carl Nielsen. Alle tre er fremragende og spændende. Er man samler af Carl Nielsen, og det er der en del, som er, må man vel have dem alle. Lad så dette være et måske for letkøbt bud fra en anmelder.

Colin Davis 85 år og ung og vital

Colin Davis overrasker med London Symphony Orchestra, fordi han virker overmåde vital, og det var måske ikke just det, som man havde forventet af the grand old man i britisk musikliv. Han er en anset dirigent ikke mindst af Berlioz og Sibelius, og man kan næsten fornemme dem begge bag Colin Davis’ krafttag med Carl Nielsen. Han er ung med den første symfoni i en grad, som det ellers sjældent høres. Han får sit orkester til at ”fortælle” musikken med begejstring. Han understreger orkesterfarverne. Der er fantastiske detaljer, men man kan indrømmet også ind i mellem undres over enkelte instrumenter, som kunne være bedre indpasset i helheden, som det netop sker hos Schønwandt. 

Alan Gilbert kaster nyt lys på Nielsens enestående nordiske symfoniske lyd, læser man bag på kassetten med New York’erne, men det gælder lige så vel for Colin Davis’ indspilninger.  Alan Gilbert dirigerer Carl Nielsen lidt mere kontrolleret end Colin Davis, og det giver nok en gevinst i det lange løb. Men den bedste indspilning? Her må jeg ty til endnu en ”billig” løsning: Det er den, som man lytter til i det givne øjeblik.

Alan Gilbert blev optaget af Nielsen i Stockholm

Alan Gilbert fik sin interesse for Carl Nielsens musik, da han var chefdirigent i Stockholm i hele otte år. Her dirigerede han flere koncerter med Nielsens musik. Han har endda fundet ud af, at ”orkestret blev skabt til Carl Nielsen”.

Gilbert siger videre, at ”Carl Nielsen var meget interesseret i de forskelige måder, som mennesker kan være individualister, være usædvanlige på. Hans musik er ikke en karikatur, men et meget rigt portræt på, hvad menneskelighed kan være. Det er en af de ting, som jeg virkelig elsker.”  Gilbert har ført sine tanker herom ud i musikken. Hør blot ”De fire temperamenter”. Her vælger han selv melankolikeren: ”Overraskende? Godt, som du ved: Et det at være lykkelig ikke den mest kedsommelige følelse? Jeg driller på en måde. Alle satserne er vidunderlige. Men jeg kan i særdeleshed lide den langsomme, melankolske sats. Men der er noget, som er så sandt i den bittersødme, som næsten nyder sørgmodigheden. Jeg ved ikke, om den nyder at være sørgmodig, eller er sørgmodig over at være lykkelig. Men der er noget meget meningsfuldt i det ikke blot for os musikere. Jeg tror, at det er noget, som enhver kan forstå.” Jo, man kan fundere ret så herligt over Alan Gilberts Nielsen-tolkninger.

Er Carl Nielsen typisk dansk?

Vi har herhjemme altid hæftet os ved, at Carl Nielsen er en typisk dansk komponist. Prøv at spille de tre udgaver med Radiosymfoniorkestret, New Yorks filharmonikere og London Symphony uden at fortælle hvilken indspilning, der er på. Spørg så, hvilken af de tre, der er dansk? Kendere af orkestrenes specielle klangkarakteristika vil sikkert nok kunne svare korrekt, men det er ikke så lige til at finde det ”danske” ud fra karakteren af de musikalske tolkninger. De er alle tre ”danske” eller måske snarere alle tre ”internationale”. Og det er jo egentlig en pragtfuld erkendelse.

En lille morsom ting fra New York’ernes pladehæfte. Musikerne er alle nævnt ved navn, men i tilgift fortælles det så, hvilke stole de hver især sidder på. Amerikanske orkestre er i langt højere grad end de europæiske afhængige af privat sponsorstøtte, og halvdelen af orkestermedlemmernes stole er betalt i rigelig mængde af sponsorer, som til gengæld får deres navne sat på stolene og ekspederet videre ud i koncertprogrammerne og her endda i pladehæftet.

Carl Nielsen på cd:

New York Philharmonic, dirigent Alan Gilbert. Espansiva og De fire temperamenter. Dacapo 6.220623.

London Symphony Orchestra, dirigent Colin Davis.  Symfonier 4 og 5. LSO live sacd LSO0694. – Symfonier 1 og 6. LSO live sacd LSO0715. - Espansiva og De fire temperamenter. LSO live sacd LSO0722. Distribution Naxos Records DK.  

Thomas Jensens og Sønderjydernes trumf

En ny dansk indspilning skal med I Carl Nielsen-omgangen, selv om fynboens fløjtekoncert kun fylder en tredjedel af spilletiden. Noget af det spændende her er, at sammen med Carl Nielsen giver tre væsentligt forskellige komponister, der kun er 19, 25 og 25 år yngre, nemlig amerikaneren Charles T. Griffes, schweizeren Frank Martin og pariseren (mere det end franskmanden) Jaques Ibert et forbløffende klart og endda samlende indtryk af musikken mellem slutningen af den første verdenskrig og begyndelsen på den anden verdenskrig. Sammensætninger af værker er den første trumf.

”Fløjten kan ikke fornægte sin natur, den hører hjemme i Arkadien og foretrækker de pastorale stemninger.” Sådan beskrev Carl Nielsen fløjten i forbindelse med en opførelse af sin fløjtekoncert. Og i den tog Nielsen et stille skridt i en ny modernistisk retning, og som Esben Tange skriver i pladenoterne, så ”gøres det klart, at fløjten trods sit blide væsen også rummer forførende farlige sider.” Frank Martins syv minutter korte ”Ballade” for fløjte, strygeorkester og klaver fra 1941 varsler også samtiden i mere dystre stemninger. Det er et fremragende stykke musik af en komponist, som stadig er alt for overset.

Så er fløjten tilbage i sit eget virkelige element, det franske, i Jacques Iberts fløjtekoncert. Charles Griffes’ ”Poem” er også inspireret af fransk sanselighed, og så må vi tilføje, at Holger Gilbert-Jespersen udførte de sidste rettelser i solostemmen i Carl Nielsens partitur, da han sad i toget på vej til at uropføre den danske fløjtekoncert i Paris i efteråret 1926.

Sønderjyllands Symfoniorkesters solofløjtist Thomas Jensen når med denne cd et højdepunkt i sin karriere – selv om der allerede har været flere af slagsen.  Det er dejligt at høre, hvordan han har arbejdet sig ind i de fire værker og fundet deres karakteristika frem, og hvordan det lykkes ham at give dem liv og atmosfære, snart sprudlende, snart meditativt og altid smukt og vedkommende.

Den tredje trumf er mod- og specielt medspillet af Sønderjyllands Symfoniorkester og dirigenten Giordano Bellincampi. Han slippes nu løs uden for landets grænser som chefdirigent i Duisburg, Milano og Kristianssand efter at have sluttet sine mange år som chef for Den jyske Opera af med opførelser af international klasse af Wagners ”Tristan og Isolde” og Puccinis ”Tosca”. Sønderjyderne demonstrerer her, at de danske landsdelsorkestre er gået virkelig frem i de seneste år, og lokalt er sønderjyderne også inspireret af, at orkestret har fået så fremragende en koncertsal i Alsion. Der spilles præcist og udtryksfuldt med kammermusikalsk sans selv i de større orkesterudbrud..

Den tekniske optagelse ved Mikkel Nymand er plastisk klar og smuk. Det er en cd, som må kunne få alle med appetit på god og lidt anderledes, men slet ikke vanskelig musik til at købe dansk og mere specifikt sønderjysk.

Fløjtekoncerter af Nielsen, Griffes, Martin og Ibert. Thomas Jensen, Sønderjyllands Symfoniorkester og Giordano Bellincampi. Danacord DACOCD 725.